Foto: Teis Markfoged ©
Beyer gjorde comeback efter lang skadespause: En ubeskrivelig følelse
Da Brøndby IF U/19 lørdag eftermiddag vandt 3-0 mod Sønderjyske, kom et af kampens største blå/gule jubelbrøl, da midtbanespilleren Mads Beyer blev skiftet ind mod kampens slutning. Holdkammeraterne var glade på Beyers vegne. Endelig var han tilbage.
Den 18-årige midtbanespiller har været ude hele sæsonen. Han nød at få minutter på banen igen, fortæller han til 3point.dk.
- Det har generelt bare været helt fantastisk at komme tilbage på banen - en ubeskrivelig følelse, når man har været ude i så lang tid. Jeg har egentlig bare savnet følelsen af at røre en bold igen. Jeg havde min første fulde træning med holdet i mandags, så jeg havde egentlig ikke forventet at være med i dag allerede, men Menno (van Dam, red.) og jeg havde en kort snak i går, og vi blev enige om, at det var en god ide, for ligesom at få denne her kampfølelse tilbage og være en del af holdet igen, siger Mads Beyer og fortæller om skadens omfang, som viste sig at være værre end først antaget.
- Jeg har været ude i næsten ni måneder. Vi opdagede, at jeg havde en revne i den ydre menisk, som blev syet sammen på Gildhøj, efter smerter i knæet i nogle måneder. Jeg havde egentlig forventet, at det bare var noget, som skulle fjernes, og at jeg ville være tilbage efter nogle måneder. Men for at bevare menisken og sikre stabiliteten i knæet på lang sigt, valgte man at sy menisken. Det betød så en noget længere pause, da menisken skulle have længere tid til at vokse sammen end for eksempel et brud.
Mads Beyer håber, at gøre sig gældende endnu mere i det, der resterer af denne sæson.
- Lige nu mangler jeg stadig en del for at være tilbage på hundrede procent, så jeg glæder mig bare over at det nu går fremad og at jeg kan være på banen sammen med de andre. Jeg har været lidt trtæt af kun at se på et fitnesslokale uden at røre en bold, lyder det med et smil.
- Ellers håber jeg på at få noget mere spilletid frem mod sommeren og måske nå at gøre en forskel allerede, så jeg er hundrede procent klar, når vi starter op efter sommerferien. Mit håb er stadig at komme til at træne med Superliga-holdet og vise mig frem på bedste vis.
Mads Beyer har kontrakt med Brøndby IF til udgangen af 2024.
Deltag i diskussionen
Saesonkort
Betalende bruger
Top kommentator
Top enige
27. april 2024