Foto: Teis Markfoged ©
Cooper: Kunne rigtig godt lide de første 75 minutter
Brøndby IF spillede sig onsdag aften stensikkert videre i pokalturneringen med en 4-0-sejr over B.93 på Sundby Idrætspark. De blå/gule kom tidligt i kampen på 2-0, og det var gennem langt størstedelen af opgøret en præstation, som cheftræner Steve Cooper var tilfreds med.
Der var dog enkelte ting, som kunne have været bedre, mener Cooper, som særligt var irriteret over afslutningen på kampen.
- Jeg kunne rigtig godt lide de første 75 minutter. Vi forpligtede os til gameplanen og udførte den virkelig godt. Vi kom foran med to, men jeg var skuffet over, at det ikke var tre, for det burde det have været. Noah (Nartey, red.) havde åbenlyst en rigtig god mulighed, så det kunne have været tre. Vi startede også anden halvleg godt, og jeg synes, vi burde have scoret tidligere, end vi gjorde, lød det fra Cooper i mixed zone efter opgøret.
- Men jeg brød mig ikke om måden, vi afsluttede kampen på, hvis jeg skal være ærlig. Det er ikke kun fordi vi indkasserede et mål, for det kan ske. Men jeg var ikke tilfreds med vores positionering. Vi mistede vores tempo på bolden og vi stoppede med at gøre det, der havde givet os succes i kampen. Der er ingen grund til at afslutte kampen på den måde. Vi havde bragt os selv i en så god position, og så skal man bare få den kørt hjem. Det skal vi lære af, men der var flere gode ting i kampen end dårlige.
Det var Coopers tredje kamp i spidsen for Brøndby IF. Han har indtil videre oplevet et derby på Brøndby Stadion, en udekamp på et midlertidigt stadion i Aarhus og senest altså en pokalkamp med omkring 5.000 mennesker på Sundby Idrætspark. Men fælles for alle oplevelser har været opbakningen fra fansene. Og den imponerer Cooper, som igen understreger, at holdet skal give noget den anden vej også.
- Jeg elsker det. Brøndby handler om fællesskab og sammenhold. Det er et af vores mantraer, og jeg er ved at lære om det. Jeg har hørt om fansene og alle taler om fansene, men nu mærker jeg det selv. Selv i kampen mod AGF dominerede de atmosfæren på stadion. Og jeg hører, at det kommer til at være sådan til alle udekampene.
- Men derfor skal det også altid være vores ansvar at løbe så meget vi kan, arbejde så hårdt vi kan og gøre alt, hvad der skal til, for at spille godt og vinde kampe, for det er det, der gør denne klub til, hvad den er.
Næste opgave for Cooper og Brøndby-holdet er søndag aften, hvor OB gæster Brøndby Stadion i Superligaen.
-

Deltag i diskussionen
Dolling 25. september 2025
Ene er at man vinder sikkert og man ikke vinder med kun en enkelt pind men 4-1 (Nanna du har skrevet 4-0).
Vi fik Ambæk i gang og score sit første mål, Noah viser igen vi har brug for ham på midtbanen.
Wass kunne ligne en starter måske med Noah i næste kamp og Wass gjorde det godt, godt være han er gammel ikke hurtig mere. Men han kan stadigvæk bidrage til holdet med noget godt når han spiller sådan.
Synes Cooper også lavede nogen fornuftige udskiftninger samt ok opstilling.
del Piero
Betalende bruger
25. september 2025
Men det må være svært at være Cooper, for der er ingen konstellation som er klart førstevalg. Det er et valg mellem 4-5 midtbanespillere, som hver især har klare styrker og mangler.
---
John Travolta 25. september 2025