Foto: Teis Markfoged ©
Cooper: Vi skal give fansene et Brøndby, de kan være stolte af
Brøndby måtte torsdag aften se sig slået ud af Pokalturneringen efter et dramatisk opgør i Farum. Efter 2-2 i ordinær spilletid trak FC Nordsjælland fra i den forlængede, og Brøndby røg ud med samlet 2-4.
Efter kampen var Steve Cooper både ærlig og tydelig i sin vurdering af præstationen:
– Det er virkelig en stor skuffelse at være ude af pokalturneringen, sagde han.
– Præstationen var fuld af alt for mange fejl. Fejl, der ville sørge for, at vi ikke vandt nogen som helst kamp. De fejl straffede os i dag.
Cooper var ikke i tvivl om, hvor ansvaret lå:
– Vi skal se os selv i spejlet efter det nederlag – det var vores egen skyld. Alt for mange gange smed vi bolden væk. Der er ingen undskyldninger for i dag. Vi havde mulighederne for at behandle bolden bedre, vores valg var ikke gode nok, vi gav for mange turnovers. Vi vandt ikke vores dueller.
“Vi fulgte ikke planen”
Brøndby kom ellers foran både 1-0 og 2-1, men smed føringen kort før slutfløjtet – og kollapsede i den forlængede spilletid:
– Vi fulgte ikke planen mod bolden. Nogle gange kan man lave fejl, men have mentaliteten til at overkomme det og arbejde sig tilbage i kampen. I dag var der for meget stress på bolden, forklarede Cooper.
– Det er stadig frustrerende at være oppe 2-1 og stadig smide kampen på gulvet efter en dårlig aflevering i de sidste minutter.
Cheftræneren understregede, at Brøndby må hæve sit bundniveau markant:
– For nogle gange kan man stadig spille dårligt og vinde. Men skal vi vinde turneringer, skal vi spille bedre. Ikke bare mod slutningen af kampen, ikke bare i den forlængede spilletid, men i hele kampen, sagde han.
“Ingen undskyldninger”
Forespurgt afviste Cooper at bruge forskellen i hviletid som forklaring på nederlaget:
– Jeg vil ikke kommentere på, om FCN’s tre ekstra dages hvile blev en faktor. For vi skal fremdyrke en mentalitet i den her klub, både på og uden for banen, hvor vi ikke kommer med undskyldninger.
Med pokalexit er Brøndby nu kun med i Superligaen. Det ændrer ikke på ambitionen, siger Cooper – men kræver et løft på flere fronter:
– Nu er vi kun tilbage i én turnering. Og som jeg sagde fra dag ét: En klub af den her størrelse skal være i stand til at konkurrere om titler. Men resultaterne er virkelige. Vi har et mål nu i ligaen, men også et mere generelt – at jagte ligaen og at blive et bedre hold. Tingene skal forbedres. Uden forbedringer rykker vi os ikke.
– Vi skal gå efter hver kamp og slutte så højt som muligt. Jeg vil presse alle – både på og uden for banen – for at vi forbedrer os og bliver dygtigere. Der er mange ting i klubben, der skal forbedres, fastslog han.
Cooper sluttede med en erkendelse af, at udvikling tager tid – men at standarderne skal fastholdes:
– Det bliver måske ikke sidste gang, vi ser en præstation som i dag, inden vi rammer det niveau, jeg vil have. Jeg presser spillerne hver eneste dag og arbejder for, at de skal blive bedre. Vi skal give fansene et Brøndby, de kan være stolte af.

Deltag i diskussionen
LØK 13 dage siden
Jux1964
Betalende bruger
13 dage siden
bossyboss 12 dage siden
---