Jacob Ambæk
Foto: Johan S. Jensen / BTAM ©
NYHED

Idrætsklasserne på Brøndbyvester Skole: Når sport og skole går hånd i hånd

 
Brøndbyvester Skole tilbyder unge atleter en specialiseret hverdag, hvor sport og skolearbejde går op i en højere enhed. Eleverne får mulighed for at træne i skoletiden, samtidig med at de får støtte til både deres sport og deres fag.

    • Jacob Ambæk
    • Anders Villaume Vestergaard
      12. januar 2025 - Klokken 14:22
  • Anders Villaume Vestergaard
  • Anders Villaume Vestergaard
    12. januar 2025 - Klokken 14:22

Et stenkast fra Brøndby Stadion ligger Brøndbyvester Skole. En helt almindelig folkeskole – og så alligevel ikke. 

Her har unge fra 7. til 9. klasse mulighed for at gå i idrætsklasse, hvis der er er behov for, at hverdagen skal hænge lidt bedre sammen med sporten. 

Målet er, at det skal være nemmere at være ung atlet. At kombinere skole og sport på et højere niveau. Og selvom der har gået flere Brøndby-spillere i idrætsklasserne gennem tiderne, er det ikke kun fodbold, der er plads til.  

- Udgangspunktet er, om du danser, svømmer, spiller håndbold eller fodbold – eller hvad du nu gør – skal du kunne lide din sport, være dygtig til den og bruge rigtig meget tid på den, hvis det skal give mening at gå hos os, siger Frank Larsen, idrætskoordinator på Brøndbyvester Skole. 

Jacob Ambæk er aldersmæssigt stadig U/17-spiller, men han er allerede en del af U/19-truppen. Han har derfor sin gang i Masterclass, og så er han tidligere idrætselev på Brøndbyvester Skole.  

For ham var det godt at gå i en klasse, hvor kammeraterne vidste, hvad det vil sige at have et liv med eliteidræt ved siden af.  

- Det er virkelig fedt at gå i klasse med andre, som også dyrker elitesport, så man har noget til fælles. Læreren går også op i ens sport og spørger tit ind til, hvordan det går. 

Og netop det, at lærerne ved, hvad det handler om, er vigtigt i idrætsklasserne. 

- Vi lærere er ikke alle gamle topatleter, men vi har alle en interesse for sport. Så man får fri, uden man skal forbi kontoret, og man oplever ikke sure lærere, men man får derimod plads, tid og fri til det, sporten kræver. Og man oplever en forståelse for det, man laver, siger Frank Larsen og uddyber. 

- Matematiklæreren kan eksempelvis lave en problemregning omkring det at miste en Champions League-plads. Det handler om at ramme de elever, vi har, bedst muligt. Det handler om at dyrke konkurrencen. 

Selvom det handler om at dyrke konkurrencegenet hos de unge, skal man også forberede dem på livet uden for sportens verden.  

Frank Larsen fortæller: 

- Det kan jo nogle gange stikke lidt af med elever, der vil lidt for meget på én gang, gå for meget op i det hele, være på landsholdet og få 12 i alt på samme tid. Så taler vi med dem om, hvordan man bruger konkurrencegenet på en sund måde og holde sig selv oppe på dupperne, uden at det bliver en mental belastning. 

- Vi er en folkeskole, der har de samme fag og timer som alle andre, og vi vil vænne de unge til livet generelt – så det er ikke kun sport og karakterer, men samtidig alle de aspekter som en folkeskole skal tilbyde. 

Idrætsklasserne fik Ambæks skole og sport til at hænge sammen 

Hvis man ønsker at fortsætte skolelivet i en af idrætsklasserne, skal man leve op til nogle krav. Et af de vigtigste er, at sporten skal fylde meget i livet, man skal være god til den, og man skal gå op i den.  

For i Brøndbyvester Skoles idrætsklasser bliver træningen en stor del af den nye hverdag.  

- Det handler først og fremmest om at få noget træning i skemaet, så tirsdag og torsdag har de unge mennesker mulighed for at træne i deres respektive miljøer, siger Frank Larsen. 

Og netop det var en af grundende til, at en idrætsklasse var den optimale løsning for Jacob Ambæk.  

- Min hverdag før idrætsklassen var ret svær, da jeg skulle direkte fra skole, hvor jeg boede, og ud til Brøndby. Så det blev meget nemmere, da jeg skiftede skole og kunne morgentræne og tilbringe min dag derude. 

- Jeg havde en god oplevelse med det. Skolen og lærerne var gode til at forstå, at man gik op i sin sport, og hvis man havde brug for at få udskudt en aflevering, var det intet problem efter aftale med sin lærer. 

Hvis det har relevans, og man er interesseret i at høre mere om idrætsklasserne på Brøndbyvester Skole, er der informationsaften på onsdag den 15. januar klokken 17 til 19, hvor man kan høre mere om konceptet og optagelsesforløbet.  

En aften Jacob Ambæk selv var til, og som han anbefaler. 

- Det var meget fedt at komme og høre nogle af de ting, de kan tilbyde, og om hvordan det er at gå der. Så det havde en positiv påvirkning på min beslutning, siger han. 

 





Deltag i diskussionen


Du skal være logget ind, for at kunne kommentere.


  • Uche
  • Uche   1 måned(er) siden   

  • Godt og interessant skriv
    1 enig

  • GARFIELD
  • GARFIELD
    Top kommentator
    Top gode
    Top enige
      30 dage siden   

  • Meget spændende artikel, og vi har en bruger herinde hvis søn er på BIFs hold og går på skolen

    Som kunne bidrage med lidt god info, jeffchr mener jeg han hedder som profil fra NÆVER :)) (Næstved) for dem der ikke lige hvad Næver er.

    Men jeffchr har mange gange skrevet godt om dette også med der er andre idrætsgrene og et super godt sammenhold.

    Kunne være sjovt at få ham på banen i denne artikel og tak for et godt skriv.
    2 enige · 2 god kommentar
     
    • @GARFIELD Ha gamle ven, du kan stadigvæk huske Næver :) Ja, hvis ikke AC kunne gå i skole i Brøndby vester, så havde han ikke kunnet spille fodbold derinde. Det gælder ikke kun transport, men også at der morgentrænes 2 gange om ugen. en fed og god opfindelse i øvrigt. Omkring sammenholdet er det så mest de forskellige sportsgrene der mingler sammen, men det er nok meget normalt, at drenge og drenge samt piger og piger mest hænger ud sammen. Det udligner sig sikkert lidt når de begynder at blive nysgerrige på det andet køn :))) Det der nok gør en stor forskel er at dedikerede og målrettede mennesker for det meste er mere seriøse omkring deres ambitioner, og det gælder selvfølgelig også skolen, i hvert fald ved de på egen krop , at hvis man arbejder stenhårdt, ja så får man også bedre resultater. det gør jo, at der ikke er så meget støj og uopmærksomhed i undervisningen. En anden stor forskel er, at man ikke skal være afhængig af om skolen synes at man skal have ekstra fri i tide og utide, og hvis læreren eller skolen synes, at for eksempel fodbold er en skodsport, så skal man måske kæmpe ekstra hårdt for at få skolefri. Jeg husker da tydeligt, at det var svært og forbundet med megen usikkerhed og nerver om det kunne lade sig gøre. Jeg har mere en gang holdt AC hjemme selvom skolen sagde NEJ til os. Den oplevelse skulle han sgu ikke gå glip af. AC har været 2 gange i England, 1 gang i Spanien, 2 gange i Tyskland og Holland, 1 gang i Paris, 5-6 gange i Portugal, 1 gang i Finland og 1 gang i Haderslev :)))) det sidste var en syg joke... meget af tiden går selvfølgelig med ens sport, men de laver ekskursioner hvor de får en fornemmelse af de steder de er. Lillesøster og mig har været med de fleste af gangene. Når det regner på præsten .............. AT rejse er en del af ens dannelse, synes jeg i hvert fald, og det syntes HC Andersen også :)))) Skole og klub har et stort, tæt og godt samarbejde omkring ungerne, virkelig en god ting at der er sammenhæng i deres tilværelse.
      Ellers går det godt med knægten, han er blevet lovet kontrakt når han bliver 15, hvilket sker d. 28.06, det glæder han sig til :) Tænk engang hvor tiden flyver... Det synes ikke så lang tid siden, at han spænede rundt i Næsten som U10 spiller, lille men hurtig var han... Ellers, godt nytår til alle brugerne herinde. Jeg har på egen krop og eget sind mærket, at brøndby er den største, sejeste, smukkeste klub i verden med det bedste sammenhold.
      2 enige · 2 god kommentar

    Se 1 flere kommentarer




Relaterede nyheder



Mest læste nyheder



Mest kommenterede nyheder