Foto: Teis Markfoged ©
Interview: Rekruttering af talenter til Brøndby Masterclass, Del 2
Da timerne nærmede sig midnat den 1. September, holdt 3point.dk sit årlige transferdeadlineday-show. I studiet havde chefredaktør, Nanna Møller Karlsen bl.a. inviteret Brøndby Masterclass’ ansvarlige for talentrekruttering, Jens Mikkel Frølunde i studiet til en hel times snak om arbejdet med Brøndbys talentakademi.
I snakken, som også havde deltagelse ungdomsudviklingstræner i Hvidovre, Kim Trier kom de tre ind på mange spændende facetter omkring Brøndby Masterclass. Derfor har vi på 3point.dk valgt at udgive et udsnit af de væsentligste spørgsmål og svar fra denne Masterclass-session. Du kan se interviewet i sin helhed på 3point.dk’s Youtube-kanal.
Spørgsmålene, der stilles til Frølunde, kommer både fra Nanna Møller Karlsen, Kim Tier samt 3point.dk’s gode seere og lyttere.
Dette er Del 2 af interviewet. Du kan læsen Del 1 HER.
Hvorfor ser vi ikke flere udenlandske spillere i Brøndby Masterclass?
- Det er et interessant spørgsmål. Lige nu er vi i gang med et analysearbejde, som skal udvikle sig til en ny strategi i forhold til, hvordan er det, vi kigger ind i scouting og rekruttering.
- Vi har det princip, at lokalt er bedst. Altså det er der, vi udspringer fra, og det er der, vi skaber vores hold gennem vores dygtige samarbejdsklubber og det arbejde, der bliver lavet der. Så er det jo klart, at på et eller andet tidspunkt, så bliver man også nødt til at få noget længere udefra på et eller andet tidspunkt. Der skal vi også se ind i, om vi skal udvide vores område.
Er der for stor konkurrence i at hente internationalt talent, og er det så bedre at have en ‘edge’ på lokale klubber, som vi har haft god succes med?
- Den edge skal vi stadig bibeholde, og det gør vi også. Men vi bliver også nødt til at forholde os til den konkurrencesituation, der sker lige i øjeblikket, hvor vores konkurrenter på U19-niveau er næsten 40-50% ikke-lokale-spillere. Med ikke-lokale-spillere mener jeg spillere, som f.eks. ikke er fra Sjælland, men så kommer fra andre steder i Danmark eller fra andre lande. Der er 40-50% ikke-lokale-spillere på U19-niveau hos vores konkurrenter. Og vi har to spillere, der ikke kommer fra Sjælland. I hele Brøndby Masterclass.
- Det er lidt ligesom at sige til Birk; nu skal du vinde det danske mesterskab, og du må kun bruge danske spillere. Men alle andre klubber, de må bruge fra hele verden.
- Det er jo bare en virkelighed, vi bliver nødt til at forholde os til og kigge ind i. Hvis vi igen snakker markedskræfter og markedsværdier, og ser på data, så er der 6-8 spillere i Danmark, der ryger til en top-5-liga-klub per årgang. Hvad er chancen for, at vi har de 6 spillere? Den er ikke særlig høj.
- Det er det, vi skal se ind i. Om vi skal udvide det felt, eller om vi skal lave en 'Athletic Bilbao’. For det er der også en rigtig, rigtig god fortælling i. Og det er ret imponerende lige i øjeblikket, at vi er det hold med flest ungdomslandsholdsspillere på tværs af årgangene, og vi skaber de spillere, vi skal. Men det er noget, vi bliver nødt til at forholde os til.
- På teenagers sidste år der har vi flere spilminutter til danske spillere i Superligaen. Langt flere end Nordsjælland har, fordi i Nordsjælland har de forskellige pass. Så der er en rigtig, rigtig stærk fortælling lige nu, at hvis man har et dansk pass og gerne vil spille fodbold, så er Brøndby et rigtig, rigtig godt sted at starte. Og det skal vi selvfølgelig fastholde.
Hvilke tendenser ser du i talentudvikling og rekruttering, som du tror kommer til at fortsætte, eller måske endda accelerere over de kommende år?
- Hvis vi snakker dansk akademifodbold, så synes jeg, at vores niveau er ekstremt højt. Altså i Danmark generelt. Vi kan konkurrere med europæiske topklubber, når vi spiller mod dem på alle aldre.
- Men hvis du sådan spørger på rekrutteringsdelen konkret, så er det, at der kommer flere penge. Det er et våbenkabløb om de største toptalenter. Og ja, så kan vi se, at nogle klubber går fra at være nationale til internationale akademier.
- Det kræver flere ansatte, det kræver mere af huset, det kræver mere ekspertise. Det kræver boliger og infrastruktur. Så det har jo en ret stor indvirkning på det hele.
Nu har vi set to lejeaftaler den her sommer med unge talenter, Mamadou Jalloh, U20-målmand, som I har lejet ud til finsk fodbold, og Lukas Larsen. Det ligner mere udviklingslejeaftaler?
- Det var måske noget af det, jeg fortalte lidt om før, med at skabe forskellige veje. Spillere udvikler sig i forskellige tempoer, og så er der jo også noget strukturelt i det her, at vi ikke rigtig har noget tilbud efter U19.
- At tro at vi bare kan sende spillere fra U19 direkte ind og spille i toppen af Superligaen og spille med om mesterskabet, det er der meget, meget få talentfulde spillere, der bare kan fra dag et. Derfor bliver vi nødt til, på en eller anden måde, at skabe nogle muligheder, for at de kan komme ud, udvikle sig og komme på det niveau, vi har en forventning om, når man skal spille med helt fremme.
- Det er Jalloh et godt eksempel på. Han er 18 år gammel, han får mulighed for at komme ud og spille i den finske bedste række, komme ud og opleve en ny kultur, et nyt sprog, og lære rigtig, rigtig meget i løbet af lejeopholdet.
- Det er netop i udviklingsøjemed, at vi håber, at han kommer hjem og står et bedre sted. Og så må vi se, hvor han står der. Vi synes, han er mega spændende. Han har et højt potentiale. Og det ville være ærgerligt, hvis vi bare sagde farvel efter U20 eller i sommer efter U19, og sagde, at det gik ikke. At der ikke lige er plads til dig nu, og at du var ikke klar endnu.
- Det er lidt samme situation, som Lukas Larsen står i, hvor der måske er nogen, der står lige lidt foran ham lige nu, men det er ikke sikkert, at det ser sådan ud om 6 måneder eller 12 måneder. Derfor vil det være ærgerligt at sige, nu har vi brugt så mange år på at udvikle dig, og så sige, nåh, det gik ikke lige nu.
- For det er et still-billede lige nu. Vi har set med Larsen og Jalloh, at der er noget spændende, vi gerne vil udforske, og som vi ikke er færdige med. Og der bliver vi nødt til at finde nogle andre løsninger.
Undersøger I om der i forvejen er et tilhørsforhold til Brøndby, når I scouter?
- Det er bare fedt, hvis vi finder ud af det. Det er ikke nogen hemmelighed, at når vi scouter og kommer ind i sådan en beslutningsfase, så laver vi baggrundstjek og indhenter referencer. Hvis der er agenter på, spørger vi, hvordan er det, de er, hvordan klarer de sig i skolen, og hvad går de op i.
- Men også deres tilhørsforhold er interessant nogle gange. Man kan godt have et tilhørsforhold, selv når man er et barn, og så kan man jo nå at skifte undervejs, men vi har også enkelte spillere, som holder med nogle andre klubber, og så kan de jo heldigvis blive klogere i løbet af tiden, imens de er i Brøndby Masterclass.
- Vi prøver at være så grundige som overhovedet muligt og lave sådan et 360-graders blik på den enkelte spiller. Vi prøver at finde ud af, hvad er det for en familie og spiller,
så vi bedst muligt kan hjælpe den spillers udvikling.
Den profil I leder efter, er det vigtigt, at de har den her Vestegns-mentalitet?
- Jeg vil mere sige, at det er ‘nice to’ end ‘need to’. Altså det er godt, men det er også fint, at vi forstår, når du spørger ind til trupsammensætning, at der er forskellige typer på et hold, og det nytter ikke noget, at alle 11 ligner hinanden.
- Det gør også noget ved kulturen, det gør noget ved træningskulturen, og der er det vigtigt, at vi er bevidste omkring at sammensætte en dynamisk og en homogen gruppe, der træner rigtig godt, fordi så skaber vi det sundeste og mest læringsrige miljø for alles bedste.
- Der tror jeg ikke altid, at hvis vi har 22-vestegnsmentaliteter, altid er lige godt i sidste ende. Der tror jeg alligevel, at det er meget sundt med noget diversitet og nogle forskellige personligheder, som giver noget for miljøet og kulturen.
Når man taler med en spiller om, at han skal komme til Brøndby, og at der er konkurrence om ham. Hvad er dine ‘selling points’? Hvor adskiller Brøndby Masterclass sig på positivsiden?
- Jeg synes, at der er noget i vores miljø. Vi har et rigtig stærkt miljø med meget kompetente og dygtige træner og specialister, der er meget pædagogiske og dygtige didaktiske til at sætte træninger op, der er målrettet den enkelte.
- Så har vi et virkelig stærkt IDP-program, altså individuelle udviklingsplaner, som er på et meget højt niveau, og noget af det bedste jeg har set på nuværende tidspunkt. Så er et andet selling point smalle trupper. Vi kører klart med smallere trupper end nogen af de andre, og har væsentligt færre spillere, og det betyder, at vi har mere tid til den enkelte. Vi har mere kvalitet, det vil sige, at vores træner og specialister kan bruge mere tid på den enkeltes udvikling, og der er mere spilletid.
- Så klart synes jeg vores trupper og vores miljø. Det er i hvert fald det, der for mig står. Så har vi selvfølgelig også gode faciliteter og en flot fanbase, og alt det her rundt om, der skaber universet Brøndby, som er helt unikt.
- Der er ikke nogen tvivl om, at hvis jeg skal sælge os ind, så vil jeg jo først give en tur på stadion, så de mærker stemningen, og de mærker atmosfæren. Så vis miljøet i forhold til, hvad vi kan der, og så prøve at vise dem bare data, så de kan at se, hvor mange vi er i den her trup, og hvor mange de er derovre.
Masterclass har lige signet Emil Morgan Larsen her til aften. Kan du sige noget om ham?
- Ja, det kan jeg godt. Vi har da været aktive i dag. Jeg kommer direkte derude fra, hvor vi har en rigtig spændende spiller oppe i Helsingør. Emil Morgan Larsen, som har spillet 2. division. Han er 2008 og førsteårs U19-spiller og har været en del af deres førsteholdstruppe i et års tid. Vi har lavet en lejeaftale med ham i et års tid og ser, hvordan han vokser ind i tingene i Brøndby,
- Så er hele familien hardcore Brøndby-fans og står på Sydsiden, så det er en rigtig, rigtig god fortælling med Emil, og vi glæder os til, at han har første dag i morgen.
- Han dækker alle de offensive positioner. Han er en teknisk stærk angriber, der sparker godt med både højre og venstre. Han kan lave mål i feltet, han kan lave mål ud for feltet og har en rigtig god sparketeknik.
- Så har han også lidt Brøndby-attitude og lidt fanden i voldskhed og aggressivitet i sit spil. Han er ikke tilfreds, når han brænder en chance. Det kan man godt mærke på alle. Så han har en fed karakter, og vi glæder os bare rigtig meget til at se ham spille.
- Jeg tror, at han som første års U17-spiller i U17 1. Division lavede 28 mål i 22 kampe. Så han ved godt, hvor målet står.


Deltag i diskussionen
FremadVestegnen 6. september 2025
Ja der skal rekrutteres lokalt.
Men vi ser også at de store salg fra klubberne i superligaen relativt ofte er toptalenter hentet ind fra Island, Sverige, Norge osv.
så jeg håber man stepper op på den del, da det tydeligvis er en rentabel business
Det er fart der sælger og noget du ikke kan træne dig til, for enten har du farten eller også har du det ikke.
Suzuki solgte vi højt han har hurtige fødder og det sælger
Kigger vi på fcn og fcm er det tit spillere med fart der er solgt for største beløb og det er mange gange fra deres skoler eller andre steder de er hentet
LJS
Betalende bruger
Top debattør
6. september 2025
Fremragende, dybdegående og meget oplysende læsning, omkring vores strategier, bl.a omkring scouting og ungdomsarbejdet generelt.
Tak for indlægget.
LebogangHansen 6. september 2025
---
Mauer 6. september 2025
Studenterbrød 7. september 2025
Som Brøndbys økonomiske situation er lige nu, er det fornuftigt ikke at øge udgifterne, derudover kan jeg godt lide den lokale identitet der er i klubben.
Et skrækeksempel er pse hvor der er meget lidt lokal identitet tilbage.
Da Brøndby havde deres storhedstid var det med en stamme af lokale spillere.
Det udelukker ikke at der fortsat kan hentes enkelte udenlandske spillere til U/19.
Mauer 7. september 2025
Studenterbrød 7. september 2025
Jeg ser en god mulighed i at hente de næstbedste sjællandske spillere, da der ikke er plads til dem hos fcn og fck. De bedste U/19 spillere var ikke nødvendigvis de bedste U/15 spillere.
Lige nu har vi rigeligt i at bevise, vi kan få en god sum penge for vores bedste talenter. Når det er bevist, kan vi tage den et skridt videre.
Mauer 7. september 2025
Studenterbrød 8. september 2025
Mauer 8. september 2025
Studenterbrød 8. september 2025
Alle tre fc-klubbers succes kom jo heller ikke ved at skrue pludselig op for budgettet. Alle tre klubber tænker langsigtet, og så har de øget deres indtægter år for år, FCN endda uden at spille europæisk.
Brøndby får først succes, når ledelsen tænker langsigtet, og de finder en model der kan øge vores indtægter mere end konkurrenterne.
Mauer 8. september 2025
Studenterbrød 8. september 2025
Brøndby bliver ved med at satse år efter år uden at få noget ud af det. Jo de får noget ud af det….kæmpe underskud ift de tre fc klubber.
Mauer 8. september 2025
En stor grund til det er gået galt for AaB de senere par år er netop at de ikke satser på samme måde lokalt mere eller rettere de har sværere ved at trække de store talenter fra Nordjylland og Midtjylland
Fredericia har gjort det rigtig godt og der er også andre som tager nogen af dem men særligt Fredericia har været gode til det AaB var eminente til før han
Så det at satse lokalt behøver ikke at være skidt vi har haft mange gode gode spillere fra lokal området som vil dø for trøjen det er også noget
Så mener bestemt det er klogt også se den vej men det er ikke nok i dag da der er flere om buddet
Bornholms_Granit 9. september 2025
Et eksempel er f.eks. i Djurgården løber der en 15 årig midtbanespiller Alexander Andersson rundt som har fået sin debut i Allsvenskan.
På Island er der et par af holdene i den højeste division der har 15/16 årige som en del af deres hold, kigger man i den næste højeste division så er der endnu flere som rent faktisk får spilletid, det er måske på et lavere level end superligaen/1 division, men det er stadigvæk senior spillere de er oppe imod og kan man få dem ind på vores U17/U19 hold er jeg sikker på at de også kan udvikle sig her.
Studenterbrød 9. september 2025
Bornholms_Granit 9. september 2025