Foto: Michael Jakobsen ©
Jesper Christiansen: Kan vi levere på dette niveau, kommer vi til at vinde meget
Masterclass-indhold er præsenteret af 3point.dks venner
Vi har ingen partner på vores omfangsrige dækning af Masterclass - men vi har 3point.dks venner. Som medlem af 3point.dks venner støtter du vores arbejde og sikrer, at vi fortsat kan dække U/17 og U/19 intenst. Meld dig ind i dag og modtag en gratis t-shirt.
Brøndby IF U/19 måtte fredag eftermiddag nøjes med et enkelt point i derbyet mod rivalerne. Brøndby gjorde ellers næsten alt rigtigt, men tabte pusten i de sidste ti minutter og lukkede hjemmeholdet ind i kampen igen.
Derfor føles det nærmest også som et nederlag, lød det efter kampen fra cheftræner Jesper Christiansen, som dog også kan finde det positive i holdets udvikling over den seneste periode:
- Præstationen var helt fantastisk. Det bedste vi har spillet i efteråret. Men det kom ikke ud af ingenting, men ud af en sammenhæng. Vi har bygget hen mod den her præstation. Problemet er selvfølgelig, at det næsten føles som om, vi har tabt. Men vi har jo ikke tabt, vi har spillet uafgjort, sagde Jesper Christiansen efter kampen til 3point.dk.
- Men den følelse fylder jo rigtig meget lige nu. Og måske ekstra meget, fordi man føler, at man har gjort sig fortjent. Præstationen var god, og i 80 eller 85 minutter ved de jo ikke, hvilket ben de skal stå på. Vi ejede jo den kamp fra start til slut og var fuldstændig i kontrol. Og så sneg der sig noget ind til sidst. I Esbjerg sneg det sig ind i pausen. I dag sneg det sig ind efter 85 minutter, og så tabte vi fuldstændig grebet om nogle ting.
- Spillerne følte sig trygge derude, men så fik de et mål ud af ingenting, og lige pludselig begyndte tankerne måske at melde sig. Det sætter sig tit som passivitet, og der skal vi have øvet os i at gøre det modsatte. At løsningen stadig væk er at turde spille den rigtige pasning og stadigvæk turde gå frem og presse. Det er løsningen på den følelse og ikke at være i det og blive passiv.
- Men hvis vi kan levere kampe på det her niveau, kommer vi også til at vinde rigtig meget. Det er vi nødt til at huske. Det er for os alle sammen helt sindssygt tungt ikke at slippe afsted med en sejr efter sådan en kamp. Sådan er det jo bare. Der er jo ikke noget, der er fair. Fordi hvis der havde været det, så havde vi også vundet denne kamp.
LÆS OGSÅ: U/19: Brøndby måtte nøjes med et enkelt point i derby
Noget der fungerede rigtig godt for Brøndby i derbyet var presspillet. Brøndby pressede højt og aggressivt og gjorde det som en enhed.
- Der er jo alle mulige lag i det her, men presset var jo en af de ting, som vi har brugt rigtig mange kræfter på fra starten af sæsonen. Man får jo ikke afkast på tingene lige den uge, man tager hul på det, men tingene sætter sig over tid. Vi har set et hold, der er blevet meget dygtigere til at presse højt, og det er det fede ved at spille de her kampe, for der får man lov til at teste det mod de bedste. Det gjorde vi i dag og vi lykkedes i høj grad med at stresse dygtige fodboldspillere til at miste bolden eller give den til os.
- Det gode ved det er, at jeg oplever, at det er noget, de gør sammen. Højt pres er ikke en individuel ting. Det kræver stor afstemning, timing og samtidighed i tingene, og det oplever jeg, at de arbejder rigtig godt med.
Derbyet var efterårets sidste ligakamp for U/19-holdet, men det var ikke den sidste kamp. På søndag rejser holdet til Marbella, hvor de skal deltage ved de nordiske mesterskaber.
- Vi tager ikke derned for at holde ferie. Vi tager ned og bygger videre på det, vi har gang i. Og så kan vi håbe, at vi kan få lov til at få en revanche mod FCK i løbet af denne turnering. Men vi skal ned og spille fire gode kampe mod dygtige modstandere, men vi skal også have en god tur, for det er ikke en stævnestruktur. Vi skal derned og spille en turnering, men vi har også tid til at træne. Vi går ikke på juleferie, men vi træder ind i noget, der kan være afgørende for at komme styrket ud af den her sæson.
3point.dk følger naturligvis turneringen og skriver løbende om den her på siden.
Deltag i diskussionen
Saesonkort
Betalende bruger
Top kommentator
Top enige
11 dage siden
At råbe “Jagt det næste mål”, for så at bytte en angriber ud med en stopper er direkte idiotisk.
Sorteslyngel
Betalende bruger
11 dage siden