Kommentar: En trup med kanter - Et system uden

Da Steve Cooper blev præsenteret som cheftræner i Brøndby, var ambitionen klar:

Klubben havde brug for stabilitet. En træner med en klar idé og roen til at holde fast i den - også når der ville komme udsving i resultaterne.

Steve Coopers udgangspunkt var tydeligt: Et 4-3-3-system som base, hvor der blev spillet med wings og en enkelt 9er på toppen. Men få kampe inde i foråret er kursen allerede blevet justeret. En bred 4-3-3 er i de seneste kampe blevet erstattet af en 4-2-2-2 med en smal boksmidtbane.

Taktiske justeringer er ikke unormale i moderne fodbold. Trænere tilpasser sig løbende. Det er timingen vi interesserer os for i denne sammenhæng.

For ændringen kommer i kølvandet på en periode, hvor Brøndbys offensiv har haft mere end bare svært ved at producere ikke blot mål, men i det hele taget bare chancer.

Og netop dér begynder historien at føles bekendt.

Et gentagende mønster

Steve Cooper er langt fra den første Brøndby-træner, der har ændret kurs kort efter at have sat en retning.

Da Jesper Sørensen blev ansat var det med hans egen ambitionen om at implementere en tydelig 4-3-3. Men da resultaterne ikke kom med øjeblikkelig virkning i foråret 2023, ændrede holdets taktiske udtryk sig markant.

Frederik Birk havde lignende ambitioner. Også her blev der talt om en klar spillestil, 4-3-3 som udgangspunkt og en bestemt måde at spille på.

Men da modvinden også her ramte, ændrede systemet sig igen.

Ændringerne blev reaktive, og ikke proaktive.

Nu står Steve Cooper i en lignende situation.

Tre forskellige trænere. Tre forskellige personligheder. Men samme udvikling:

Når præstationerne svinger, begynder kursen at ændre sig.

Det rejser et interessant spørgsmål:

Om Brøndbys udfordring egentlig er de taktiske idéer - eller tålmodigheden med dem.

Truppen peger én vej - systemet en anden

Den aktuelle taktiske retning rejser også et mere konkret spørgsmål om trupsammensætningen.

I løbet af det seneste transfervindue har Brøndby hentet flere klassiske kantspillere til truppen. Spillere som Emmanuel Dennis, Mayckel Lahdo og Ousmane Sow er alle profiler, der naturligt passer ind i et system med brede kanter.

Alligevel har Steve Cooper nu sat holdet op i en formation hvor kanterne i praksis forsvinder. I en smal 4-2-2-2 hvor kantspillere er blevet til 10’ere.

Når en trup bygges med så markante typer til én formation (med wings), men udgangspunktet så drastisk skærer kanterne væk, så stikker det i øjnene.

For spillere ender i roller, de ikke nødvendigvis er hentet til. Hvilket efterlader et rodet udtryk udadtil.

Boksmidtbanens udfordringer

Det aktuelle valg af en boksmidtbane er også interessant i et historisk perspektiv.

Under Frederik Birk var det netop en lignende struktur, der i lange perioder havde svært ved at finde balance.

Nu står Brøndby igen med en konstellation, der potentielt kan skabe lignende udfordringer.

Daniel Wass var senest placeret som en af to dybe 6’ere - en rolle, der eksponerer hans manglende mobilitet og kræver, at han dækker store rum defensivt. Tremandsmidtbane er et langt bedre fit, hvis han skal være en løsning på den korte bane.

Nicolai Vallys får en mindre tydelig rolle i en smal struktur, pladsen bliver trang og han sætter ikke aftryk på kampene.

Og nyindkøbet Mads Frøkjær har slet ikke fundet sin rytme i holdets offensive relationer, og har mere ageret i en parentes hidtil videre.

Det betyder ikke nødvendigvis, at systemet er forkert.

Men det understreger, hvor vigtigt det er, at struktur, roller og trupsammensætning trækker i samme retning.

Når så der blev handles til brede kanter og tre mand på midtbanen for så at der kort inde i foråret ændres til et system uden kanter.

Et miljø med kort tålmodighed?

Når det samme mønster gentager sig hos flere forskellige trænere, opstår et helt andet spørgsmål: Hvorfor sker det igen og igen?

Tre forskellige trænere.

Tre forskellige idéer.

Men samme udvikling, når modvinden rammer.

Det kan få én til at overveje, om der findes et pres omkring Brøndby, der ubevidst skubber trænerne mod hurtigere løsninger.

Brøndby er en klub med stærke følelser, høje forventninger og et konstant fokus fra både fans og medier. Det er en del af klubbens identitet - og også en del af dens styrke.

Men det kan også skabe en situation, hvor ønsket om hurtige svar vokser, når resultaterne på den korte bane udebliver.

Og så begynder justeringerne:

• Systemerne ændres.
• Spillerne flyttes i andre roller.
• Og kontinuiteten, som træneren blev hentet til at skabe, begynder langsomt at forsvinde - endda inden den er tæt på at være funderet.

Kontinuitet kræver mod

Det betyder ikke, at Steve Cooper er fejlcastet. Det betyder heller ikke, at hans oprindelige idé var dårlig.

Men hvis Brøndby virkelig ønsker kontinuitet, kræver det noget mere end blot at ansætte en træner med en tydelig spillestil.

Det kræver også modet fra træneren - og opbakningen - til at holde fast i den. Også når resultaterne svinger. Også når modvinden blæser.

For udvikling i fodbold sker sjældent i en lige linje.

Hvis hver krise fører til nye systemer og nye løsninger, risikerer Brøndby at gentage det samme mønster igen og igen:

En ny træner.

En ny retning.

Og kort tid senere - endnu et forsøg på at finde en hurtigere vej ud af modvinden.

Der er brug for, at Steve Cooper holder fast i sit koncept og sin idé. Det er alt for tidligt at give op på den endnu. For uden kontinuitet kommer udviklingen aldrig.

Og uden udvikling vil Brøndby fortsætte med det, klubben har gjort for ofte de seneste år:

Skifte retning, før den for alvor er slået fast.

Deltag i diskussionen