Brøndby jubler efter Jesper Lindstrøms mål
Foto: Teis Markfoged ©
NYHED

Kommentar: Fornuft og følelse

 
Juri Rao reflekterer over sæsonen 2019/2020 i denne kommentar.

    • Brøndby jubler efter Jesper Lindstrøms mål
    • Nanna Møller Karlsen
      28. juli 2020 - Klokken 21:54
  • Nanna Møller Karlsen
  • Nanna Møller Karlsen
    28. juli 2020 - Klokken 21:54

Af: Juri Rao

Som fodboldfan oplever jeg ofte, at jeg en sæson er en evig rutchebanetur mellem de ting, som jeg håber på og de ting som jeg frygter. Jeg har dog aldrig, i mit fodboldliv, oplevet en sæson som den vi lige har overstået.

Da sæsonen begyndte var jeg, som Brøndbyfan ofte kan være det i begyndelsen af en sæson, - tvivlsom håbefuld. Jeg ønskede virkelig, at jeg blev vidne til et hold på banen, som kunne løfte os ud af den forrige sæsons rædsler og ind i en ny, hvor man kunne ane tegningerne til en bedre fremtid.

Men efteråret var en skuffelse. Bortset fra den smukke sejr over FCK og Jobbes triumftog, så var der for mange tilbageslag til, at jeg helt kunne tro på, at holdet havde fået en tydelig retning, med hensyn til spillestil og balance. Min fornuft sagde til mig, at dette ville blive endnu en mellemsæson for os, men samtidig var der også en følelsesmæssig forankring i mig, omkring det der med de unge, som jeg ikke rigtig kunne slippe.

For de dukkede jo op, ud af mørket, - og selvom min bevidsthed og mine erfaringer hele tiden mindede mig om, at man ikke må lægge sit holds skæbne i 19-20 åriges hænder, så kunne jeg ikke helt lade være med at sende dem en kærlig tanke i min fodbold-aftenbøn.

Og sådan gik min vinter. Som en vandring mellem visheden om, at vi havde et hold, som muligvis var på vej, uden helt at vide hvorhen, - og så et kærkomment håb om, at ungdommen havde skabt plads til sig selv, gennem talent og viljestyrke.

Men inden sæsonen skulle vise sit virkelige ansigt, så vendte verden ryggen til det hele, for at klare sig videre på bedst mulig måde. Man kan argumentere for, at fodbold i denne sammenhæng, når det gælder sygdom og død, er en ubetydelig del af billedet.

Det er bare ikke helt så enkelt, for jeg kan jo ikke bare slukke for fodbolden. Den er en integreret del af mig og min tilværelse, og den symboliserer og spejler sig i mange af de kærlige og smukke ting, som mit liv indeholder.

Så selv om sæsonen var lukket ned, så var den aldrig lukket ned inde i mig. Jeg håbede stadig på et forår, hvor jeg kunne komme på stadion, hvor jeg kunne opleve en opblomstring af liv omkring klubben, - et forår som midt i al nedlukningen åbnede op for det, som jeg, som fodboldfan lever for, at være ét med noget, som er større, end mig selv.

Og så kom trøjen. Det begyndte som en lille krusning i en overflade. Det var bare et lille vindstød, men af en eller anden sælsom grund tog det fart. Det var som om, at al trodsigheden over, at livet og tilværelsen som vi kendte den var sat ud af spil, nu skulle omsætte igennem en handling, et statement, - og hvad kunne være mere passende både på banen og udenfor banen, end at sige ordene ”Aldrig alene”.

Derefter gik det amok, hinsides al fornuft. Og måske overfortolker jeg og romantiserer det hele til et bristepunkt, men det var som om, at dette skabte en synergi-effekt, som nåede helt ned til spillerne.

En idé om, at man sommetider kun kan ændre på tingene ved at lade fornuften sejre ved, at lade frygten vige for modet. Modet til at lade spillernes alder blot være statistik, modet til at slippe øjeblikkets angst for vurdering og kritik. Modet til at insistere på, at bygge på til en fremtid, som man tør knytte håb til, i fællesskab.

19/20 sæsonen er for mig, først og fremmest et vidnesbyrd om, at man godt kan begynde sin rejse i uklarhed og forvirring, for sidenhen, at ende i en lysning. En lysning, hvori der står en chef, nogle unge, et hold og et fællesskab, som ikke vandt titler, men som formåede gennem handlinger, vilje og mod, at skabe et håb.

Og jeg ved, at når vi starter igen, så er jeg der hvor jeg plejer at være, med livet i hænderne og klubben i hjertet, for sådan må det nemlig være når man ikke kan andet, end være fodboldfan og altid balancere sit fodboldliv mellem fornuft og følelse.


Har du også en kommentar eller et læserbrev, du gerne vil have udgivet på 3point.dk? Send det til nanna@3point.dk






Deltag i diskussionen


Du skal være logget ind, for at kunne kommentere.


  • BIF til jeg dør
  • BIF til jeg dør
    Top debattør
    Top kommentator
    Top gode
    Top enige
      29. juli 2020   

  • Fint indlæg jeg har et lille rim for sjovt...

  • BIF til jeg dør
  • BIF til jeg dør
    Top debattør
    Top kommentator
    Top gode
    Top enige
      29. juli 2020   

  • Vi kan ikke altid mene det samme, men vi har alle Brøndby i glas og ramme. Et billede der er gult og blåt, som aldrig skal sendes til skrot. Kærligheden der aldrig forsvinder, lige meget om vi titler vinder. Vi er ikke som de plastic fans fra K.B.H, det er kun tåber som få. Vi er en klub af stolte traditioner, der ej kan købes for millioner. For kort tid siden blev der skabt en scene, blusen aldrig alene. Synes det siger det hele, det var bare det jeg ville med jer dele. Så når nogen kalder os det ene og andet, så bed dem om at hoppe i vandet. De har badedyr, og ingen business de skyr. For dem handler det om succes og penge, sådan har det været længe. For os er det med hjertet og livet, så tag det aldrig for givet. At ære klubben er stort, alt det andet er bare lort :)
    2 god kommentar




Relaterede nyheder



Mest læste nyheder



Mest kommenterede nyheder