Foto: Michael Jakobsen ©
Kronik - Kan Brøndby finde inspiration til fremtiden hos tyske giganter?
Når man kigger rundt i Europa efter klubber, der har fundet en model, der holder år efter år, er der to tyske eksempler: Bayern München og Borussia Dortmund. To klubber, der historisk er gået hver sin vej - men som begge har ramt en model, der fungerer i længden.
Og et sted midt mellem de to ligger Brøndbys virkelige mulighed i de kommende år.
For Brøndby skal hverken være en kopi af Bayern eller Dortmund. Men der er noget at lære af begge modeller. Og ser man på den retning, fodbolddirektør Benjamin Schmedes og cheftræner Steve Cooper arbejder mod, så ligner det faktisk en kombination af de to: Bayerns struktur - Dortmunds talentarbejde.
Bayerns del: kontinuitet og retning
Bayern har i årtier været bygget på en rolig hånd, langsigtet retning og stærk topstyring. Ikke topstyring i negativ forstand, men i betydningen af, at klubben selv sætter linjen - ikke tilfældigheder, ikke trænerskift, ikke kortsigtede ønsker.
Det er en disciplin, Brøndby historisk har manglet. De stærkeste perioder i klubbens historie er næsten altid dem, hvor retningen har ligget fast, og hvor hele organisationen har trukket i samme retning. Det er den stabilitet, der nu kan være ved at blive genopbygget under Schmedes’ ledelse.
Her giver Bayern-modellen mening:
- En klar linje fra toppen.
- En sportsdirektør, der sætter retningen.
- Et setup, der ikke vælter ved næste storm.
Dortmunds del: talent, energi og et offensivt udtryk
På den anden side er Brøndby ikke en klub, der kan - eller skal - forsøge at vinde ved at købe sig til erfaring og kvalitet. Klubbens største fordele ligger et andet sted: i spillestil, ungdom og mod. Når Brøndby lykkes, er det næsten altid i perioder, hvor man rammer noget energisk, aggressivt og genkendeligt. En synergi mellem hold og tribune, som mærkes i samme sekund.
Det er Dortmund-delen:
- En ung trup.
- Et angrebsorienteret udtryk.
- Spillere, der udvikler sig hurtigt.
- En pipeline, der kan levere både sportslig kvalitet og give økonomisk råderum på den lange bane.
Det er den del af modellen, der gør Brøndby konkurrencedygtig i Norden - og som gør klubben attraktiv for den næste Kvistgaarden, den næste Ambæk eller den næste spiller, der skal have sit gennembrud før turen går ud i Europa til større adresser.
Brøndby i 2030: en hybrid, der passer til dansk fodbold
Brøndby får ikke FCKs eller FCMs økonomiske muskler - ligesom klubben heller ikke kommer i nærheden af Bayerns tyngde i tysk fodbold på det danske marked. Og derfor skal Brøndby ikke pumpe forbruget op for at jage kortsigtet succes med stor risiko for langsigtede konsekvenser.
Det er ikke bæredygtigt med to så stærke modstandere i dansk fodbold.
Klubben skal heller ikke køre Dortmunds talent-trading-model helt ud til kanten, hvor alt afhænger af næste store salg.
Brøndbys bedste chance for at etablere sig på et højere og mere stabilt niveau er netop den vej, der ligger imellem: en klub, hvor retningen ikke skifter med vinden, og hvor spillestilen og udviklingen giver en reel konkurrencemæssig fordel.
Det er ikke svært at se, hvad Brøndby har været – hverken i 80’erne, 90’erne, 00’erne eller i guldåret 2021.
Det interessante spørgsmål er, hvad Brøndby kan blive i 2030.
Mit bud er:
- En klub, hvor udvikling og stabilitet ikke længere står i modsætning til hinanden.
- En klub, hvor Masterclass igen er et strategisk centrum.
- En klub, der sælger spillere med timing – ikke panik.
- En klub, der holder fast i sin identitet, også når transfervinduet centrifugerer.
- En klub, der både har økonomi til at konkurrere og mod til at turde.
Fremtidens Brøndby behøver ikke være hverken Bayern eller Dortmund. Men Brøndby kan blive noget i den retning: en dansk hybrid, hvor struktur og kultur forstærker hinanden i stedet for at trække hver sin vej.
Hvis kontinuiteten får lov at leve, og hvis talentmodellen får lov at blive moden, kan Brøndby stå foran et af de mest stabile årtier i klubbens historie.
Det kræver mod. Det kræver tålmodighed. Det kræver en accept af at udvikling kræver hårdt arbejde.
Men Brøndby har altid været stærkest, når klubben tør stå ved sig selv.

Deltag i diskussionen
Kristianbs 12 dage siden
kasperpedersbaek
Administrator
12 dage siden
thorrium 12 dage siden
Jeg har sat en alarm via twitter. Hvis det stadigvæk fungere om 5 år så burde det minde os om det.
LJS
Betalende bruger
12 dage siden
Fint skriv/kronik.
Studenterbrød 11 dage siden
Både FCM og FCK har skiftet sportsdirektør og træner de sidste 15 år, det er bestyrelsen der har skabt fremgangen og væksten for dem. De har haft folk siddende, der på næsten alle parametre har været Brøndbys tilsvarende totalt overlegne.
Vi skal have skabt en fremtidig model for vækst, der er uafhængig af både sportsdirektør og træner.
---
Rasmus Stephansen
Betalende bruger
Top debattør
Top gode
11 dage siden
Jeg synes pointerne om struktur og kontinuitet er spot on. Man kan mene meget om Schmedes og Coopers konkrete valg, men der er ingen tvivl om, at de forsøger og er godt i gang med at bygge en sportslig struktur og retning, som ikke vælter, hver gang et transfervindue blæser ind og i stykker, vores ustabilitet har været et af Brøndbys største problemer i årevis.
Samtidig er det helt rigtigt, at vi ikke kan konkurrere på samme økonomiske niveau som FCK og FCM nu og i den nærmeste fremtid vi kan se ind i, der vil gå mindst 5-8 år før vi økonomisk kan være oppe på FCM niveau . Hvis Brøndby skal være stabil i toppen, kræver det netop en strategi, hvor talentudvikling, genkendelig spillestil og mod til at give unge ansvar ikke bare er et lag udenpå, men er selve fundamentet og Schmedes og Copper ser perfekt castet til denne opgave og det viser mig at der er stor forstand i bestyrelsen der ligger bag denne sportslige strategi og som må give nogle kritikkere af GFH rynker i panden.
Det, der gør dit perspektiv spændende, er kombinationstanken: Bayerns stabilitet + Dortmunds talentmotor. Det er faktisk realistisk i en dansk kontekst, netop fordi det ikke bygger på urealistiske budgetter, men på disciplin, langsigtethed og klar identitet som langt hen ad vejen ikke bekoster store transferbudgetter og Brøndby har altid formået at udvikle store talenter, jeg blandt de aller aller største, Peter Schmeichel, Brian Laudrup, Turbo, Agger, Ebbe Sand, Marc Rieper, Kahlenberg, Pierre Emil, Janik Vestergaard, Krohn-Dehli, Hermansen, Jobbe, Frendrup, Bischoff, Nartey, Ambæk, ja rækken er længere end man lige husker i første omgang og jeg har nok heller ikke fået dem alle med ...
del Piero
Betalende bruger
11 dage siden
Det starter med at de har markant flere penge til spillere og næsten 100% kan garantere champions league deltagelse og et tysk mesterskab.
Den styrkeposition har Bayern brugt til aktivt at svække - og nærmest ydmyge - konkurrerende tyske klubber ved at købe deres bedste spillere. Bl.a. fra rivalerne Dortmund.
Men Bayerns model ville bryde sammen, hvis en tysk mellemklub pludselig havde en arabisk oliefond i ryggen, så deres budget var større end Bayerns.
Det er præcist det som skete i Frankrig, hvor de franske champions league konger fra Lyon blev stødt af tronen af en historisk set ubetydelig mellemklub fra Paris (PSG), da den blev opkøbt af arabiske sheiker. Eller i England, hvor de historiske topklubber som Man United, Liverpool og Arsenal blev udkonkurreret af mindre klubber dervet frem af penge fra russiske og arabiske rigmænd (Chelsea og Man City).
Det kunne sagtens ske i Danmark også. Hvis GFH var gået ind og havde øget Brøndbys budget til 2x af FCK og FCM, så ville de to klubber også hurtigt komme i store økonomiske problemer, fordi de statistisk set ville blive afskåret fra mesterskabet, der giver adgang til millionerne i Champions League.
Hvor godt hænger FCKs model sammen, hvis de kun hvert eller hvert andet år lykkes med at kvalificere sig til Conf eller Europa league? Faktisk vil jeg påstå at FCKs model allerede er alvorligt udfordret af Anders Holch Poulsens indtog i FCM. Hvis han skruer op for budgettet er mit gæt at det knækker sammen for FCK. Deres selvforståelse kan heller ikke holde til en situation, hvor en anden klub er rigere og stærkere.
Jeg deler Kasper’s analyse og anbefalinger, ud fra den nuværende præmis: at GFH har valgt at lægge sig på en 3. plads ift budget, med klar afstand til nr 1 og 2. Så kan man ikke køre efter den model, som Bayern, PSG, Real Madrid og Barcelona, RB Salzburg, osv kører med. For i moderne fodbold gives alle fordele til den mest succesfulde klub, og chancen for succes er direkte proportional med spiller budgettet, relativt til konkurrenterne.
Studenterbrød 10 dage siden
Det samme kan siges om Bayern. De har altid haft en god ledelse, der har formået at føre en økonomisk bæredygtig og langsigtet model, der har holdt dem i toppen af tysk fodbold. Det hjælper selvfølgelig, at de ligger i en stor by i et område, der er lidt mere velhavende end i den øvrige del af Tyskland.
claussterup 11 dage siden
Jeg har imidlertid svært ved at se, at vi ikke skulle kunne matche FCM på økonomien. Den store forskel lige nu er, at de har fulgt en langsigtet strategi i mange år, mens vi har rendt i flere retninger end De Forsvundne Stifindere. Der er et stykke vej op til FCM på mange fronter lige nu, men jeg kan ikke se at vi ikke skulle kunne være på siden af dem om eksempelvis fem år.
---
Bornholms_Granit 10 dage siden
Hvis at jeg husker rigtigt så har alle deres angribere, siden slut 90'erne og indtil Lewandowski skiftede til Barca, været spillere de har hentet i andre tyske klubber, startende med Elber i 97/98 sæsonen over Pizarro, Podolski, Klose, Mario Gomez, Mandzukic, Olic og frem til Lewa.
Så jo vi skal kigge mere på Dortmund hvor at det mere handler om at finde de dygtige unge spillere og videreudvikle dem for så at kunne tjene på dem og som så efterfølgende skal være med til at gøre at vi kan hente endnu bedre spillere, både etablerede og unge talenter som kan videreudvikles til et mersalg.
Michael Hansen 10 dage siden