Sydsiden fans
Foto: Teis Markfoged ©
NYHED

Læserbrev: Værdiaftalen må ikke stå alene

 
Dette er et læserbrev og indholdet er udtryk for skribentens egen holdning.

    • Sydsiden fans
    • 3point.dk
      11. juni 2023 - Klokken 08:24
  • 3point.dk
  • 3point.dk
    11. juni 2023 - Klokken 08:24

Tekst af: Sune Blom

I dag bliver en historisk dag i Brøndbyerne IF. Af hvilken årsag afhænger af nok øjnene, der ser - men historisk bliver det, når Fanafdelingens medlemmer skal tage stilling til den aftale, som Fanafdelingens bestyrelse og GFH har forhandlet på plads over de seneste måneder.

Denne blog anbefaler hverken at stemme det ene eller det andet. Fra mit perspektiv er det nemlig ikke det vigtigste, hvad der stemmes, men derimod at der stemmes med åbne øjne og en bevidsthed om hvad aftalen kan - og ikke kan.

Med afsæt i 8 år som medlem af selskabets bestyrelse vil jeg derfor påpege de væsentligste elementer, som giver anledning til bekymring, uanset hvad udfaldet bliver i morgen.

En banebrydende aftale

Lad os starte med selve aftalen.

Værdiaftalen er af mange, med rette, blevet betegnet som banebrydende. Brøndby IF er igen frontløber i dansk fodbold, når det kommer til samarbejdet mellem klub og fans. Her blev den første fan-trust stiftet og den første fanrepræsentant valgt ind i bestyrelsen. Og i Brøndby IF fik fans som de første en officiel afdeling i moderklubben sikret i foreningens vedtægter.

Og også Værdiaftalen er i sit format banebrydende. For første gang indgås en aftale mellem klub og fans, der beskriver, hvordan man ønsker klubben og selskabet drevet.

Siden offentliggørelsen af aftaleteksten, har Fanafdelingen derfor modtaget masser af fortjent ros for aftalen. For der er ingen tvivl om, at man har knoklet for få en så omfangsrig og delvist juridisk bindende aftale i hus.

Og fortjenesten for at få et aftaleudkast i hus, skal i mine øjne også primært tilfalde Fanafdelingen og deres villighed til at gå på kompromis med principper og krav. Men heri ligger en grundlæggende udfordring. Værdiaftalen er mest af alt blevet banebrydende i sin form. Indholdet er mere tyndt og ligner i flere tilfælde endda et skridt tilbage i forhold til status quo. Og som helhed, må jeg erkende, at jeg heller ikke entydigt kan sige, at man som klub og fans står bedre med aftalen end uden. Det skyldes især 3 elementer, som jeg vil gennemgå nedenfor.

Aftalen er allerede brudt inden den er indgået

Et helt centralt emne i forhandlingerne har været hvordan man sikrer at Brøndby IF drives ansvarligt og med respekt for den langsigtede udvikling af klubben. Det tema er vigtigst beskrevet i pkt. 2.5 i den ikke-bindende del af aftalen. Her lyder indledningen:

“Brøndby IF forpligter sig til en langsigtet bæredygtig økonomisk strategi, hvor selskabet vil være i stand til at opfylde sine fremtidige økonomiske forpligtelser, herunder udbetaling af løn, betaling af renter og afdrag på gæld og andre forpligtelser forbundet med den ordinære drift.”

Formuleringen i sig selv er vist det man kan kalde et ukontroversielt standpunkt. De færreste vil argumentere for en kortsigtet, uholdbar strategi, hvor man ikke kan betale sine regninger. Men kigger vi på den faktiske økonomiske retning, der er blevet lagt for Brøndby IF de seneste 12 måneder, så bliver formuleringen i aftalen ret interessant. For den faktiske økonomiske retning er en markant anden end den, der loves i aftalen.

Ganske få personer har arbejdet mere indgående med Brøndbys økonomi de seneste år, end jeg har. Og de sidste to år, jeg sad i bestyrelsen, var netop arbejdet med økonomiske scenarier og analyser af Brøndbys forretnings- og konkurrencevilkår mit primære fokus.

Den økonomiske retning, der er blevet lagt siden sommeren sidste år, lever efter min bedste faglige vurdering ikke op til hensigterne beskrevet i aftalen. Tværtimod. Retningen udgør et scenarie, hvor man på den korte bane markant (over)investerer i den sportslige sektor med henblik på at indhente fx FC Midtjylland målt på sportslige budgetter. En slags 100 meter spurt, hvor man i sprint forsøger at rykke en position eller to frem, og dermed kunne opnå de præmiepenge fra europæisk fodbold, der i dag ligger uden for rækkevidde.

Der er skruet voldsomt op for udgifterne i den sportslige sektor. Både hvad angår lønbudget og investering i spillere er klubben historisk hårdt gearet. Forventningerne til årets resultat på minus 50-90 mio. vidner om netop dette. Og uden lån stillet til rådighed, ville pengene hurtigt slippe op.

Men det er ikke kun gearingen, der er tankevækkende. Også i indkøbspolitikken ser vi et markant strategiskift. De store transfer- og løninvesteringer er i udstrakt grad brugt på spillere over 27 år, der har intet eller begrænset videresalgspotentiale. Også her risikerer planerne at blive kortsigtet, fordi de investeringer nu primært skal tjenes hjem ved sportslige resultater (europæisk gruppespil) og ikke kan forrentes ved et senere videresalg, som ellers har været strategien indtil nu.

Det, der sker lige nu, er en entydig strategisk prioritering af kortsigtet sportslig performance med en mærkbar forhøjet risikoprofil, hvis lige jeg ikke har set siden jeg begyndte at arbejde med klubbens økonomi i 2010. GHFs lån på 223 mio. kan for nuværende sikre finansieringen i måske  2-3 år. Og uanset om lånet konverteres til aktier eller ej, så vil en manglende europæisk succes (som i år) medføre et nyt likviditetsbehov for selskabet, som enten vil betyde flere tilførte investeringer og dermed yderligere udvanding af de øvrige aktionærer - eller en voldsom nedbremsning i økonomien og udgifterne i den sportslige sektor. Netop op- og nedbremsning i den sportslige sektor, har været Brøndbys primære strategiske udfordring de seneste 10 år.

Jeg vil gerne understrege, at dette ikke handler om, hvad der er den rette strategi. Og for nu er det heller ikke det relevante. Men i diskussionen af Værdiaftalen er det absolut relevant at være opmærksom på, at man committer sig til en hensigt, og gør det modsatte allerede inden aftalen er underskrevet.

Ret skal være ret. Mange udmeldinger, budgetter og strategier de seneste år er blevet ændret og justeret. Og mange forventninger ikke nået. Men aldrig har en udmelding været i så stor kontrast til det, der faktisk blev gjort. Og derfor kan jeg ikke andet end at sidde tilbage med en grundlæggende bekymring for, hvilken værdi vi reelt kan tillægge aftalen: Hvad betyder et stærkt Masterclass? Hvad menes med stærkt kvindehold? Og hvad er et stort socialt engagement? Hvis det betyder det samme som “bæredygtig økonomi”, står vi tilbage med en hensigtserklæring med et ualmindeligt stort rum for fortolkning. Og dermed en markant udvanding af aftalen som helhed.

Flerklubskoncerner, integritet og gennemsigtighed

Temaet omkring flerklubsejerskab har naturligt været i centrum siden GFH som flerklubskoncern overtog aktiemajoriteten.

Flerklubskoncernerne kommer uomtvisteligt til at præge fodbolden fremover. Primært fordi økonomien i køb og salg af spillere er blevet så stor, at man ved ejerskab af flere klubber - på mange forskellige niveauer - kan skabe sig en konkurrencefordel i markedet, hvor spillere kan flyttes frem og tilbage internt mellem koncernejede klubber. Dermed kan transferkroner spares, flexibilitet opnås og spillere udvikles optimalt og sælges ud af koncernen med stor profit.

Er man som fodboldklub og fodboldfan ikke bekymret for denne udvikling, begår man efter min bedste overbevisning en stor fejl.

I forbindelse med Værdiaftalen er spørgsmålet så, hvordan GFH vil sikre, at Brøndby IF bevares som en selvstændig enhed i sin egen ret, hvor hensyn og prioriteringer til fordel for andre af GFHs klubber ikke overskygger hensynet til Brøndby IF?

Emnet berøres flere gange i hensigtserklæringen, med en klar hensigt om, at transaktioner altid skal være i selskabets interesse. En hensigt som alt andet lige må antages som en selvfølglighed, så længe selskabet er noteret på børsen, og derved skal tjene alle aktionærernes interesser.

Det interessante er, hvordan det sikres. Og det står skarpest beskrevet i den juridiske del af aftalen pkt 2.2.2:

“Med henblik på at sikre gennemsigtighed orienteres Brøndby IF's bestyrelse i tilstrækkeligt omfang om de vigtigste forhold i alle gennemførte, væsentlige spillerhandler. Alle oplysninger skal holdes fortroligt i bestyrelsen og overholde gældende lovgivning.”

Gennemsigtighed er jo godt. Men den praksis, der er lagt op til i Værdiaftalen, indeholder en række faldgruber, som man skal være yderst opmærksom på, herunder følgende formuleringer:

tilstrækkeligt omfang”

“de vigtigste forhold “

“alle gennemførte, væsentlige spillerhandler.”

For det er faktisk en markant forringelse af de eksisterende forhold.

Bestyrelsen i et selskab er den øverste ledelse mellem generalforsamlinger. Det er bestyrelsen, som er ansvarlig overfor aktionærerne (alle aktionærer - ikke kun majoritetsejeren) og kan holdes ansvarlig, hvis der træffes fx ulovlige eller uansvarlige beslutninger. Bestyrelsen er også arbejdsgivere for direktionen og den sportslige ledelse. Og de har af den grund adgang til al information og alle detaljer af klubbens forretning, såfremt de ønsker det. Det er simpelthen ikke muligt, at der skulle være dele af forretningen, som bestyrelsen ikke kan få adgang til at evaluere på.

Derfor har bestyrelsens medlemmer allerede i dag - i det omfang de måtte ønske det - adgang til alle informationer vedrørende en spillerhandel. Og var jeg stadig bestyrelsesmedlem, så ville jeg have svært ved ikke at blive en smule provokeret over formuleringen fra Værdiaftalen. For hvem er det nu, der skal afgøre, om man bliver “tilstrækkeligt informeret”, hvad der er “de vigtigste forhold” og hvilke spillerhandler, der er væsentlige?

Tilbage står altså at det tiltag, der i aftalen skal sikre gennemsigtighed omgkring transfere mellem koncernklubber, allerede findes. Og derfor kunne man med rette påpege, at aftalen på dette punkt er flotte ord mere end reelt indhold.

Men for mig at se er det desværre værre end det. Bliver det praksis, at bestyrelsen kun bliver delvist informeret om dele af forretningen, så er det en forringelse af den nuværende gennemsigtighed. Ydermere giver aftalen det indtryk af, at GFH reelt ikke anser bestyrelsen som selskabets ledelse i praksis. At ledelsen de facto ligger hos GFH, og bestyrelsen til nøds kan orienteres om de væsentligste forhold. Og det var akkurat den bekymring, som Værdiaftalen helst skulle modvirke og ikke styrke.

Ser vi bort fra, at gennemsigtighedstiltaget allerede findes -  er der, efter min bedste overbevisning, stadig flere grunde til at være yderst skeptisk over for aftalens model.

Jeg skal ikke tale på vegne af andre. Men som fanrepræsentant i bestyrelsen, ville jeg fx sige pænt nej tak til den rolle som vagthund, der lægges op til. Det er simpelthen en umulig opgave som fanrepræsentant at agere dommer over de enkelte transfers. Er lønnen den rigtige? Er vilkårene gode nok? Er prisen for lav eller høj? Der er så mange sportslige og forhandlingsmæssige elementer ved både lejeophold og transfers, at du aldrig ville have et entydigt svar, som fanrepræsentanten kan reagere på.

Og selv i det tilfælde, at Fanrepræsentanten skulle finde, at en transfer eller et lejeophold ikke er i klubbens interesse, så er personen underlagt tavshedspligt. Man kan ikke engang kommunikere (udadtil), at man ikke mener, at Værdiaftalen er overholdt.

Fra et forretningsmæssigt synspunkt, er det forståeligt at GFH ønsker at udnytte deres position som flerklubsejer optimalt, og derfor heller ikke ønsker gennemsigtighed omkring deres forretningsdispositioner som en del af Værdiaftalen.

For Fanafdelingens medlemmer er det til gengæld afgørende, at man ikke får en falsk tryghed ved at tro Værdiaftalen sikrer gennemsigtighed. For i indhold, så gør den ikke dette. Måske snarere tværtimod.

Fraværet af reelle garantier

Aftalen - ikke mindst hensigtserklæringen - indeholder dog rigtig mange fornuftige elementer. Der, hvis de reelt sætter rammen for driften af klubben, er en stor sejr for Fanafdelingen og fodbolden. Det skal man bestemt ikke negligere. Det er flot forhandlet af Fanafdelingen og der er hensigter, som vi må håbe bliver rettesnoren for klubben mange år fremover.

Men når man læser aftalen, er omfanget af reelle garantier så lille, at man har grund til at blive bekymret. Det gælder blandt andet stadionnavnet:

“Brøndby IF forstår og anerkender, at navnet på vores stadion er et vigtigt symbol på vores historie og identitet, og hvis der på et tidspunkt i fremtiden træffes beslutning om at indgå i en potentiel dialog med en stadionsponsor, vil drøftelserne ske med den største respekt og omtanke for vores arv og brand. I forbindelse med sådanne mulige drøftelserne skal Brøndby IF mødes med en fanrepræsentant og formandskabet for Fanafdelingen for at sikre, at fansenes synspunkter bliver hørt.

Her ligger djævlen i detaljen. For det er ikke et evt. stadionsponsorat, der skal være med respekt for klubbens arv og brand. Det er alene drøftelserne. Hvad de eventuelle drøftelser ender ud i, kan være noget helt andet, som hverken aftalen eller fans har indflydelse på. I praksis sikrer aftalen alene at Fanafdelingen bliver hørt - en proces som alle med forstand på at drive en fodboldklub forhåbentlig havde gået igennem alligevel.

Hvad angår generel gennemsigtighed for klubbens aktionærer, så har det været et tema, at man har ønsket Brøndby IF skulle forblive på børsen, da det sikrer en langt større gennemsigtighed og adgang til information for både aktionærer og omverden - herunder fans. I aftalen er det alene blevet til følgende i hensigtserklæringens pkt 2.1.2:

“Brøndby IF og Fanafdelingen ser i fællesskab værdien i, at klubbens aktionærer har adgang til selskabets beslutninger på generalforsamlinger,..”

Og det lyder selvfølgelig godt. Men i indhold bekræfter aftalen alene en selvfølgelighed i, at en aktionær har adgang til generalforsamlingen i det selskab, som man ejer aktier i. Det begrænser ikke GFH i at afnotere selskabet fra børsen. Eller sætter rammer for hvordan der i så fald skabes gennemsigtighed for omgivelserne. Det er udelukkende et absolut minimum af commitment, som allerede findes selskabsretligt i dag.

Et andet tema er, hvad der skal ske med Brøndby IF, når GFH engang vil sælge videre. Og forestiller vi os, at der ikke var en Værdiaftale, så ville både fans og kollegaer i Superligaen naturligvis forvente, at man vil leve op til Divisionsforeningens regelsæt for netop ejerskifte. Men heller ikke det garanteres i aftelen:

“Brøndby IF vil overholde Divisionsforeningens regelsæt for ejerskifter i dansk fodbold (og/eller samarbejde med Divisionsforeningen i tilfælde af manglende overholdelse).”

Igen bliver man næsten mere bekymret af indholdet i Værdiaftalen end man var uden. For med Værdiaftalen står det klart, at man alene lover at samarbejde med Divisionsforeningen i det omfang, man ikke vil overholde retningslinjerne i en salgsproces.

Fanafdelingen har aldrig været vigtgere

Tilbage står vi med en historisk og banebrydende aftale. Men primært i sit format.

Aftalen bliver kaldt en ramme, der skal udgøre platformen for det fremtidige samarbejde og give mulighed for indflydelse i fremtiden. Og alene af den grund kan det give mening at stemme for aftalen, og så tage et skridt af gangen herfra. For gensidig anerkendelse fremmer samarbejde og sammenhold. Noget som jeg tror alle Brøndbyfans higer efter lige nu.

På den anden side er det også skelsættende i dansk fodbold, at så stor en klub som Brøndby IF nu indgår i en flerklubskoncern. Og for Brøndby IF er salget til GFH et point of no return, hvor klubbens fremtid og skæbne for første gang ligger i hænderne på et selskab, der alene er i Brøndby IF for pengens skyld. Og jeg kan derfor også godt forstå dem, der vil mene, at en aftale med så få indholdmæssige håndsrækninger, risikerer at legitimere og fremme en udvikling i fodbolden som man ikke ønsker. Husk på, at Fanafdelingens vedtagne politik er, at man er modstander af både flerklubsejerskaber og udenlandske ejere.

Som så mange andre, vil jeg derfor afslutte med at sige, at der hverken er rigtige eller forkerte stemmer på søndag. Der er lige så mange nuancer og holdninger, som der er medlemmer af Fanafdelingen.  Og når Fanafdelingen i morgen skriver historie med over 600 tilmeldte til generalforsamlingen, er netop selve generalforsamlingen og organiseringen af fans måske det allervigtigste. Og den største sejr.

For uanset hvad man stemmer til Værdiaftalen, så må man gøre det med en bevidsthed om, at aftalen alene kan være et et første skridt. Organisaeringen af fans, og det fortsatte arebjde for at sikre Brøndby IFs intigritet som en fodboldklub i egen ret, ligger foran os.  Læner man sig tilbage og tror, at man med aftalen er signifikant bedre beskyttet mod fremtidens udfordringer end man var før, så bliver man formentlig skuffet. For det er der, efter min bedste overbevisning, intet belæg for.

God generalforsamling til alle medlemmer af Fanafdelingen.





Deltag i diskussionen


Du skal være logget ind, for at kunne kommentere.


  • @Sune Blom
    Jeg har også lagt et debatindlæg på debat siden - med (nogenlunde) de samme holdninger som i dit indlæg.

    Dit indlæg er bedre formuleret og med klart større indblik i emnet end mit - så dem, der har læst ovenstående indlæg, kan spare tid og energi ved at koncentrere sig 100% her :-)
    1 enig · 1 god kommentar
     
    • Betalende bruger
        11. juni 2023   

    • @Supporter i 40 år ja men om så brøndby have en milliard stående i banken så ville du stadig råbe op om værdier du ikke engang selv fatter …vær fan eller køb forretningen selv
      1 enig

    Se 3 flere kommentarer

  • Det er,undskyld mig skræmmende læsning, hvis det er sandt.

    Håber 3point, vil med dette brev stille ledelsen i BIF kritiske spørgsmål ud fra læserbrevet

    Det giver os fans en stor usikkerhed, det er vigtigere end nogensinde før, at vi bakker op om de værdier, som BIF står for.

    Måske er det nye ejere, som ikke helt er med på, hvor særlig en klub det her er, som vi fans beskytter og vil gøre alt for. Det med vi skal bruge lånte penge, gør vel tingene skal betales tilbage, og risikere vi så at knække nakken hvis vi fx i næste sæson har hævet budgettet voldsomt uden at komme til Europa? Er der en tid de penge skal betales tilbage på, er der renter på og såfremt ja er det sat som laveste?

    Jeg har længe været træt af CV, men lige omkring hans økonomiske evner som sportschef har vi brug for en som ham, da han uanset kvalitet som sportschef i indkøb, er en god købmand til at sælge og forhandle, ja nok en af de bedste der er .

    Han vil være vigtig at have på holdet, man kunne håbe i en mere økonomisk forhandler position, end som en der står for alt det sportslige, da jeg synes han mangler nogen kvaliteter der
    1 god kommentar
     
    • @Brøndby if for evigt
      GFH har meldt følgende ud:
      * GFH låner Brøndby IF Op til 223 mill. kroner
      * 5 % i rente
      * lånebeløbet konverteres måske til aktiekapital i løbet af de næste 8 år.
      * i 2023 har GFH budgetteret med et underskud på op til 90 mill.
      1 god kommentar

    Se 1 flere kommentarer
     
    • @Brøndby if for evigt
      I løbet af 2-3 år vil de 223 mill. kroner være brugt - med nuværende tempo på budget underskud.

      Status efter 2-3 år (måske) :
      * spillertrup forbedret
      * nogle millioner investeret i MC
      * Nyt lydsystem på stadion. Og måske andre stadion forbedringer.

      Derefter:
      * ikke flere penge/lån fra GFH
      * Årlig rente omkostning: 15 mill kroner

    Se 3 flere kommentarer

  • Joblar
  • Joblar   11. juni 2023   

  • En farlig vej Brøndby er på vej nedad IGEN fristes man til at skrive, man kommer nu til at bruge mange penge og alt kommer til at stå og falde med sportslig succes - fejler vi har står vi i lorttil halsen igen. Vi kommer til at få det ekstremt svært med at komme i gruppespil, fordi vi intet har leveret i Europa overrigtig mange år, vores koefficient er simpelhen for dårlig, så det bliver svært. Med alle de ekstra penge der nu bruges, kunne jeg godt være bange for hvor vores indtægter skal komme fra, vi sælger stadig ikke spillere kontinuerligt og for mange penge mål imod andre SL klubber, Europa er som skrevet svært, og næste år bliver det ihvertfald ikke, jeg har virkelig svært ved at se hvor indtægterne skal komme fra, og hvornår vi får et regnskabsår fremadrettet med et plus, er sgu bekymret, belært af fortiden. Et godt skriv fra Sune Blom, tak for det.
    1 enig · 1 god kommentar
     
    • @Joblar men er det ikke forventeligt at der er en risiko ved at investere og række ud efter mere?
      1 enig

    Se 1 flere kommentarer

---

  • Enig i konklusionen - selv med denne aftale er klubben næppe specielt meget bedre sikret mod det mange ikke ønsker i fremtiden. Det er også skrevet flere gange herinde, inklusive fra undertegnede.

    Jeg håber dog alligevel på et entydigt JA i dag. Mest af den grund at det er det mindst dårlige alternativ, og at et NEJ har totalt uoverskuelige konsekvenser fremadrettet for os der gerne vil videre.

    At klubben har ændret strategien økonomisk, til en mere gearet, risikovillig retning, synes jeg dog er et faktum der bør blandes uden om diskussionen af afstemningen af værdiaftalen.
    2 enige

  • mp80
  • mp80   11. juni 2023   

  • Man kan også sige, at de dyre spillere over 27, som måske ikke selv kan videresælges dyrt, kan løfte de unge spillere, så de kan sælges dyrt, derved er de alle pengene værd. Det kræver dog en træner som bruger spillerne rigtigt, at de unge får chancen, samt man finder de best egnet spillere. Der kan man så være stærkt i tvivl om CV og JS er de rette.
    1 enig

  • preben
  • preben
    Betalende bruger
      11. juni 2023   

  • Mange tak for den gennemgang ! Virkelig oplysende og berigende

---

  • Ud fra din tekst ovenfor vedr økonomisk bæredygtighed, giver du udtryk for at GFH/Brøndby allerede har brudt aftalen fordi man kommer ud med underskud… Det mener jeg er en naiv tilgang til mulighederne for at få succes, for hvad er alternativet? Vi bliver nød til at investere for ikke at hægtes af. En økonomisk plan skal ses over en længere periode på flere år og ikke 1 år… Kig på mange start-ups der skal erobre markedsandele osv… De taber også penge de første mange år, før de tjener penge.. Det er det samme for Brøndby - vi starter på en måde forfra, og skal igen prøve at etablere os i toppen og ikke bare i toppen af dansk fodbold, men ligeså skabe et fundament, hvor vi NETOP kan deltage i Europa og få de fordele der kommer derved såsom præmiepenge, øgede transferindtægter på vores spillere osv osv osv osv

    Selvom folk giver udtryk for de er tålmodige, så virker det meget utålmodigt at være så kritisk for 1 års budget.
    1 enig · 1 god kommentar

  • Betalende bruger
      11. juni 2023   

  • Hvor er det komisk …allerede inden aftalen er stemt igennem starter du en ny kamp op …svarer lidt til da man startede med at protestere mod noget der ikke var sket eller sker …lad nu ejerne om at drive deres forretning ( for ja for alle andre end fans er brøndby if en iskold forretning, intet andet, lev med det ) og er i uenige i den måde forretningen drives på så køb den selv …fans er fans og ejere er ejere …lev med det
    3 enige · 3 god kommentar
     
    • @Brøndby 2660 FC hvis man er kunde i butikken, så har man også lov til at have en mening.

      Så kan ejeren som her, lytte til kunden.

      Uden dine kunder, så er der ingen forretning.

      Så i sidste ende har alle noget at skulle have sagt, men ejeren bestemmer i sidste ende.

      Men det skader ALDRIG, at lytte til dine kunder i butikken. Det er trods alt dem der ligger pengene til at drive butikken
      1 enig · 1 god kommentar

    Se 1 flere kommentarer

  • Cappi
  • Cappi   11. juni 2023   

  • Efter min mening dybt upassende, at en mand som dig - tidligere bestyrelsesmedlem - kommer med sådan et læserbrev nu.

    Dét sagt, så er indlægget usammenhængende og pointerne naive. På grænsen til tidsspild.

    Du glemmer to væsentlige pointer:
    - Hvad er det helt præcist der gør, at I/visse af vores fans tror, at man kan bestemme over nogle, der har investeret tungt i BIF? Det er SÅ naivt og pinligt at man sætter krav til det. Vi er et børsnoteret selskab. Forstå dét og find nogle andre at holde med i serie 2, hvis I er utilfredse med hvordan fodbold er i 2023.
    - Vi investerer tungt. JA, det er dét vi gør. Hvis ikke det lykkedes, så gør vi selvfølgelig noget andet, men hvorfor dødsdømme det inden? Igen: Vores ejere har selv smidt penge i og har trukket beslutningen. Ultimativt dem, der står med en dårlig case, hvis det mislykkedes. Det skal vi fans bare ikke blande os i.

    Jeg er rystet over så mange, der intet aner om hvordan en børsnoteret virksomhed drives. Det er decideret pinligt at være fan og dermed sat i bås med “orange”-folkene.

    Og du siger: dette indlæg er ikke et for/imod indlæg… Yeah right!
    4 enige · 4 god kommentar
     
    • del Piero
    • del Piero
      Betalende bruger
        11. juni 2023   

    • @Cappi Som jeg læser pointen fra hr Blom, så går spørgsmålet på, hvad GFH har tænkt sig at gøre om 2-3 år, hvor alle penge vil være brugt, hvis det nuværende udgiftsniveau fortsætter, uden at det modsvares at øgede indtægter, som Blom har svært ved at se, hvor skulle komme fra.

      Man ser ind i 0 kroner fra Europæisk gruppespil i 2023/2024 og selv med en top3 placering i næsten sæson er vores koefficient så ringe at det klart mest sandsynlige udfald er at vi ikke kvalificerer os til et f. eks. Conference League gruppespil. Det kræver stort held at få en ønskelodtrækning eller at slå et hold fra top4-6 i den engelske, spanske, italienske, franske, hollandske, osv. liga.

      Alternativt kræver det at man flytter sit budget op på samme niveau, men det er end ikke FCK i nærheden af. Så det er næppe GFHs plan.

      De næste mange år - indtil koefficienten er god nok til seedning - må vi forvente at skulle overpræstere for at tjene penge i Europa og det kan man ikke budgettere med at gøre i nævneværdig grad, med mindre ens budget matcher eller overgår det hos de europæiske modstandere man kommer til at møde.

      Dermed er der kun spillersalg tilbage, som troværdig indtægtskilde de næste ca. 5 år. Og her kan det jo være at hr. Blom bare har svært ved at se os sælge spillere for 50-100 millioner kroner hver sæson for at dækket det underskud på op måske 80 millioner, som den nye strategi lægger op til.

      Hvis GFH vil køre denne Chelsea-strategi, så skal de nok være klar på at det er noget, som kræver at man kontinuert over en 5-10 årig periode poster penge i en klub på et niveau, som lægger sig helt op i toppen af en liga og gerne øverst (som City, PSG, osv.).

      Men måske ER det planen fra GFH? At hælde en kvart milliard i Brøndby h hvert 3. år og så konvertere dem til aktier.

      Problemet for GFH opstår, hvis FCK fastholder eller måske sågar udbygger deres budget i en liga, hvor det nu kun er mesterskabet, som virkelig giver adgang til væsentlige indtæger i Europa. Ud fra et investeringssynspunkt giver det derfor mere mening at poste penge i en klub, som i forvejen er klart foran på budget og hvis koefficient er så god at de hvert år undgår at skulle møde de europæiske hold, som ellers ville være endestationen de fleste år.

      Brøndby er et andet sted, hvor en investering af GFHs størrelse end ikke er nok til klart at placere sig som nummer 2 i DK.

      Som jeg læser Sune Blom's indlæg, så kan det koges ned til om GFH bare har lagt alle penge på rød og spunnet ruletten...og om de har flere penge på lommen, hvis kuglen lander på sort de næste par år.
      3 enige · 3 god kommentar

    Se 6 flere kommentarer
     
    • @Cappi Jeg er meget ening i det du skriver. Overordnet set fuldstændigt vildt at prøve at sælge dette læserbrev som neutralt når hans holdning gennemsyrer hele skrivet..
      At drive en professionel fodboldklub er ikke rocket science. Til gengæld er det pisse svært fordi det dybest set handler om mennesker der skal performe som et team og levere resultater uge efter uge sammen. Så køb (og salg) af spillere, udvikling via masterclass vil altid være forbundet med det faktum at der aldrig er garantier for succes. Dygtige mennesker i organisationen er selvfølgelig en forudsætning for succes. Men desværre er penge nok endnu vigtigere.. Dem kommer GFH med nu og personligt er jeg ikke i tvivl om at de er villige at kaste endnu flere penge i klubben end det lån der konstant refereres til. Og bare lige for prins Knud... HVIS lånet konverteres til aktier bliver ALLE eksisterende ejere tilbudt at købe NYE aktier så ejerandelen kan fastholdes. Om andre ejere så gør det er en helt anden sag. Jeg gider ikke engang kommentere på rentesatsen...
      Hvad Brøndby IF er for os fans er selvfølgelig individuelt. For mig er sejre og succes en stor del, samværet med venner på stadion og være del af en klub der har stærk lokal forankring selv om jeg personligt ikke bor i kommunen. I den verden vi lever i nu (efter 2013 for vores vedkommende efter aktieklasserne blev ophævet) har dette hele tiden være et realistisk scenarie at vi ville blive opkøbt. Tænk på alternativerne og sæt så måske bare lidt pris på at Jan Bech valgte GFH..
      og en lille fodnote. Navnet Brøndby Stadion betyder ikke så meget for mig. Hvis der er nogen der er villige til at smide et tocifret millionbeløb årligt, så fint for mig. I min optik vil jeg stadig bare kalde det stadion...
     
    • @Cappi jeg synes på ingen måder det er pinligt at blive sat i bås med de orange.

      Synes du de punkter eller den værdi aftale ikke har nogen form for effekt?

      Det sjove er det der er sket de sidste stykke tid modsiger jo alt du skriver med man intet kan ændre, lige nu er der lavet et statement for fans som havde en konsekvens at man mistede stemning på lægterne.

      Du skriver man som fan ingen bestemmelse har, det er meget naiv tankegang du har.

      Kunden (fans) i butikken har masser at skulle have sagt, hvis du tror det er en ejer der driver butikken tager du fejl.

      Du taler om ejerskab, hvilken værdi tror du at BIF har uden fans, sponsorer osv osv værdien i et fodbold selskab afspejler flere ting heriblandt fans uden dem er selskabet ikke det værd.

      Så selvfølgelig vil en ejer lytte hvorfor tror du et børs noteret selskab som Brøndby har man valgt at tage møder og lytte de beviser da alt det modsatte det du siger, for ellers ville de bare have kørt videre uden at blinke

---

  • Jeg kan snart ikke mere…

  • Biffe
  • Biffe   11. juni 2023   

  • Jeg deler din skepsis Sune, tak for et godt indspark
    1 enig · 1 god kommentar




Relaterede nyheder



Mest læste nyheder



Mest kommenterede nyheder