Foto: Teis Markfoged ©
Menno Van Dam: Mange rigtig gode præstationer
Brøndby vandt tidligere lørdag med 5-2 på udebane over Silkeborg efter at have været bagud 0-1 ved pausen. Efter kampen havde 3point.dk en snak med cheftræner, Menno Van Dam, som så et Brøndbyhold have lidt vanskeligheder i starten af kampen - især i spillet mod bolden, men som herefter også så en topkamp i U19-ligaen mellem to gode hold. Og så var der i 1. halvleg plads til forbedringer i det afsluttende fase 3-spil:
"I begyndelsen af kampen havde vi udfordringer i vores spil mod bolden. De lokkede hele tiden en af vores spillere ud af deres positioner, det læste vi ikke ret godt og det betød at Silkeborg spillede for mange gange igennem os. Efter noget tid blev vi nødt til at ændre vores positioner i presset og gå til plan B, hvor vi satte presset udefra og ind - og derfra begyndte vi at få lidt mere fat i kampen som 1. halvleg skred frem.
Den første time af kampen var det en kamp med høj kvalitet fra to rigtig gode mandskaber. Begge hold er rigtig gode på bolden og ønsker at spille med fart igennem midten. Vi var også gode på bolden i anden halvdel af 1. halvleg og vi skabte så mange situationer, der kunne have givet muligheder for at skabte store chancer og mål, men vores afslutninger var for dårlige, vores indlæg ramte modstanderne osv. og det er de der små ting. Vores offensive spillere som Esco (André Escobar red.), Dani (Danial Riaz red) og Kvist gjorde mange ting rigtig godt i 1. halvleg, men i de afgørende situationer skal vi lære at være mere effektive, mere voksne. Du må spille en bold med det formål at skabe en chance eller skabe et mål - og ikke have så meget fokus på om det ser flot ud eller hvis jeg lige spiller denne smarte pasning så bliver det perfekt. Der må vi spille mere sikre bolde. Men ja, jeg kunne virkelig lide kamptempoet fra begge hold. Det var en topkamp. Vi kom så bagud 1-0 på et skud fra kanten af feltet, men ellers synes jeg vi forsvarede os godt i 1. halvleg, selvom vi fik en del omstillinger imod os. Og de omstillinger kunne vi have undgået hvis vi - som jeg nævnte før - havde spillet vores afgørende pasninger på en nemmere måde. Der var mange situationer i 1. halvleg, hvor Lukas (Larsen red.) eller Malek (Bakhit red.) kom i nogle gode positioner i assistzoner, men i stedet for at spille den nemme pasning til dem ville vil afgøre det med individuelle aktioner omkring feltet, så mistede vi den og Silkeborg kunne køre deres skarpe omstillinger på os. Så konklusionen var, at vores timing på løbende omkring boksen var god, men vi var for dårlige til at bruge de løb".
Selvom Brøndby var bagud 1-0 ved pausen var der mod slutningen af halvlegen mange positive momenter i spillet. Og de positive momenter blev endnu flere i 2. halvleg, hvor man i pausen satte Oscar Schwartau og Clement Bischoff på banen. Om 2. halvleg udtaler Menno Van Dam:
"I pausen skiftede vi Oscar (Schwartau red.) og Clement (Bischoff red.) ind. Vi vidste, at de kun kunne spille 45 min. Vi overvejede om en af dem skulle spille 1. halvleg og den anden 2. halvleg, men vi konkluderede, at det var bedre at spille dem sammen. Og vi har gjort det med succes tidligere på sæsonen med Clement, at sætte ham ind i 2. halvleg, hvor disse spillere virkelig kan gøre en forskel.
Vi startede 2. halvleg stærkt og der kan du virkelig se kvaliteten fra Schwartau og Clement. De er voksne i deres beslutningstagning omkring feltet og spiller de rigtige bolde i de rigtige momenter. Og så begyndte vi at finde Lukas og Malek i assistzonerne, hvor vi ikke brugte dem i 1. halvleg, vi kom i flow og vi kom på 1-1. Jeg ved, at der vil blive snakket meget om Schwartau og Clement, men man må ikke glemme Kvists præstation i denne kamp. Jeg synes, at Kvist var rigtig, rigtig god. Han var så irriterende for Silkeborg at spille imod. Han fandt hele tiden mellemrummene, gode individuelle aktioner, arbejdede hårdt uden bold. Kvist skabte så meget plads til Oscar og Clement. Men så lukker vi - igen - et mål ind på et skide hjørnespark, hvor vi slet ikke forsvarer som voksne mænd og bolden får lov at hoppe i vores felt. Men efter det viste vi virkelig fællesskabet. De stod bare sammen som et hold. John (Agyekum red) får scoret hurtigt bagefter og efter det - og i de sidste 30 minutter - var det rigtig Brøndbyfodbold, hvor vi sad på det hele og var cheferne"
Efter kampen var der ros til hele holdet, men Menno Van Dam var også meget tilfreds med den attitude, som Oscar Schwartau og Clement Bischoff kom med til dagens U19-kamp:
"Det er fantastisk at Schwartau og Clement kommer herned med den attitude, som de viste i dag. De viste det allerede til vores træning i går, hvor de også deltog. De er ikke bare gode fodboldspillere, men de er også nogle fantastiske gode drenge. De elsker at få lov til at hjælpe, de elsker at spille, de elsker Brøndby. Disse drenge, de viste nøjagtigt hvad de kan og hvad vi forventer fra dem. Schwartau er også, når han er med her, en stille men stor leder i omklædningsrummet. Han hjælper til og giver gode råd til de andre spillere og det er virkelig dejligt at se. Det giver en rigtig god dynamik og stemning til gruppen. Men der var mange gode præstationer i dag. Philip (Søndergaard red.) og Ludwig (Vraa red.) spillede virkelig stærkt i det centrale forsvar - også Lukas og Malek, som kom i rigtig mange gode positioner. Kvist, som nævnt før, ja mange rigtig gode præstationer. Hvis du scorer fem mål mod et så godt hold som Silkeborg på udebane, så kan vi kun sige, at vi har gjort det godt og være stolte over det".

Deltag i diskussionen
TZAR
Betalende bruger
10. marts 2024