Foto: Teis Markfoged ©
NYHED

Noter fra tribunen: Brøndby IF 1 - 1 Viborg

 
Jonas Villumsen har endnu en gang beriget os med en omgang noter fra tribunen. Denne gang fra sæsonens første hjemmekamp.

    • Nanna Møller Karlsen
      27. juli 2021 - Klokken 15:15
  • Nanna Møller Karlsen
  • Nanna Møller Karlsen
    27. juli 2021 - Klokken 15:15

Tekst af: Jonas Villumsen

Brøndby IF 1 – 1 Viborg FF
Brøndby Stadion, Superligaen, søndag d. 25. juli kl. 18.00

Det hele havde en spøjs, modstridende fornemmelse, da vi stod og ventede på grønt ved Brøndbyvester Boulevard. Dette fodgængerfelt virker efterhånden lige så velkendt som fodgængerfeltet ved Abbey Road gør for den almene Beatles-fan.

På den ene side føltes det som om, vi lige havde været her. Ekkoet fra mesterskabsfejringen var endnu ikke klinget helt af. Det hang som knitrende, solblegede papirstrimler i træer og buskadser omkring stadion. Sommerpausen har virket kort. Tynd som et stykke gennemsigtig film. Man kan stadig ane miraklet lige bag os.

På den anden side duftede der også af ny maling denne søndag. En nervøs sitren hang en meter over asfalten. Det er ingen hemmelighed at spillertruppen i øjeblikket fremstår afpillet som et juletræ i medio februar, og dette emne fyldte adskillige ængstelige talebobler i køen til Indgang N.

Vi blev sluset ind og fandt dagens pladser. Der lå stadig tømmermændsramt crepepapir og sov brandert ud mellem sæderne. Jeg kastede et langt blik over på min faste plads, på langsiden. Jeg kunne have svoret at mit sæde skinnede lidt kraftigere i solen end alle de andre.

Min opmærksomhed blev dog afledt af en ung kvinde, bevæbnet med flere fadøl end hun havde tørst eller hænder til, som ved hjælp af sin fod - i 16-17 ihærdige forsøg - prøvede at få sit klapsæde til at blive nede, så hun kunne sætte sig på det.
Derefter drejede jeg halsen halvanden gang rundt og bemærkede en herre, ulasteligt klædt i gult fra top til tå, med et par friske SvampeBob Firkant-strømper som prikken under i’et.

Der er noget enormt fint over at komme i god tid og overvære hvordan stadion gradvist bliver mere og mere gult. Selv med begrænset tilskuertal er det smukt at se mælkebøtterne skyde op. Jeg vil vove den påstand at vi er det smukkeste ukrudt der findes.

”Hvis ikke Maxsø er den første spiller der løber ind til opvarmning, kommer vi ikke i Champions League” lød det kategorisk bag mig. I første omgang var det naturligvis Mads Hermansen der løb på banen, og en velvoksen flok klapsalver blev hostet ud af hænderne på tribunerne.

Jeg var på vej ned mod boderne da den officielle udmelding om Maxsøs forhandlinger med anden klub nåede mine øjne. Den defensive rodbehandling syntes nu komplet. Jeg skal blankt erkende at det stak en anelse i venstre brystlomme.

Nuvel. Frisk indånding. Det var sæsonstart, vejret vendte sin venlige kind til. Himlen lignede noget, der var malet på og strøet med vat.
Jeg indtog min plads i køen, placeret bag en gut med en rygsæk så proppet med halstørklæder at det så ud som om, den var ved at kaste op. En entusiastisk pibekoncert kildede min tinnitus, og fortalte mig at Viborg-mandskabet var løbet ind til opvarmning. Visse ting var stadig præcis som de skulle være.

Da vores spillere løb på banen, og fodsåler og håndflader omgående blev taget i brug, hældte det en spand koncentreret gåsehud ned ad ryggen på mig. Det gik op for mig, hvor meget jeg alligevel har nået at savne disse ritualer. Da Radošević - traditionen tro - demonstrerede sin vidunderlige, manglende rytmesans ved sin fenerbahce, føltes det som at være kommet hjem.

Kampen kom på gled, alting føltes som om det var i vater. Der var spillelyst på hele skakbrættet og liv i de gule bluser. Anis Slimane trak lidt rundt med 9578 blikke, jonglerede lidt med 19.156 øjeæbler. Det føltes næsten som noget, jeg havde drømt, engang før 2020.

Et par sæder væk var en gut ved at gabe sit hoved i stykker. Jeg tror, det var en nervøs reaktion. I hvert fald så det også ud som om, han forsøgte at hviske noget beroligende til sin øl i ny og næ.

I det 21. minut var der tilsyneladende gået hul i Viborg-keeper Lucas Lund Pedersen, og efter Radošević så sit frispark gå ind, smilede han som om, han godt selv kunne se komikken i at det nu rent faktisk lykkedes at score udefra - ovenpå de 238 retningsløse sæbebobler og bløde heliumballoner, han havde forsøgt sig med i forgående spillerunde.
Tavlen lyste 1-0. Vi kom gennem første halvleg med adskillige lag skind på næsen.

Pausen kom med Jobbe. Og gik med ham igen. Fint og vemodigt.

Jeg faldt halvt i staver. Registrerede at en gut var iklædt en trøje, hvorpå der var trykt nr. 20 og samtidig var malet en sort firkant, hvor spillernavnet plejer at stå. Så blæste Jørgen Burchardt anden halvleg i gang med et syrligt skræp, der var ved at få mig til at nyse.

Det føltes som om, gæsterne fra Viborg lykkedes bedre og bedre med at få kuglen til at klistre til deres støvler. Et par gabende lange indkast, og andre dødbolde på vores banehalvdel, føltes noget ukomfortable. Det begyndte at trække op til noget.

Min tynde, smånervøse latter syntes at blive hængende i luften som et lille, forkølet skydække, da jeg halvpanisk forsøgte at formidle idéen om hashtagget #Frendruppå1 til min sidemakker.

Jeg tror, jeg har skrevet det før. Den pludselige stilhed, når modstanderne scorer, er det værste. I et splitsekund kan man mærke alting synke til bunds.

”Jamen, for Fanø!” sukkede nogen bag mig, da et gadekryds af en bold havnede i netmaskerne bag Hermansen. Den uroligt gabende medfan forsøgte atter at vende sit hoved på vrangen, mens han på det nærmeste krøllede sammen på sit sæde som en overdimensioneret bænkebider.
Klarest står det dog, hvordan den fælles reaktion fra tribunerne kom prompte efter udligningen - og tog sig ud som rendyrket opbakning.

Resten af kampen var som bekendt én lang serie punkteringer af flowet.
Men på en aften hvor to point slap fra os, og klubbens personalesituation mildest talt befinder sig i et vadested, var det stadig vidunderligt at være tilbage – og der findes ikke ord for hvor meget jeg glæder mig til at indtage min plads på et fyldt stadion i august.

Og så rendte jeg ind i Allan - aftenens glædeligste øjeblik for mig.
Allan er en ældre herre, der under normale omstændigheder har sæsonkort på rækken foran mig. Jeg kender ikke Allan, udover at vi har jublet sammen og ærgret os sammen på stadion, men jeg har sendt ham adskillige gode tanker siden verden blev klappet sammen, i marts 2020.
Heldigvis stod han skarpt og hans smil fik mig til at fumle efter mine solbriller.

Alt godt.





Deltag i diskussionen


Du skal være logget ind, for at kunne kommentere.


  • AllanK
  • AllanK   27. juli 2021   

  • Vanvittigt velskrevet, Jonas. Din skrivestil minder meget om Jens Vilstrups, og det skal du tage som et stort kompliment. Jeg griner stadig af passagen med den overdimensionerede bænkebider. Har redigeret i mit indlæg, da jeg havde glemt, at man ikke kan bruge smileys :)
    1 enig · 4 god kommentar
     
    • JonasV
    • JonasV
      Betalende bruger
        27. juli 2021   

    • @AllanK Tusind tak, Allan. Det glæder mig, du synes om det. Jens Vilstrups skriverier har jeg ikke det store kendskab til, men det vil jeg prøve at kigge nærmere på. Tak for meldingen!

  • Mr.D
  • Mr.D   27. juli 2021   

  • En fornøjelse at læse :-)
    1 enig · 1 god kommentar
     
    • JonasV
    • JonasV
      Betalende bruger
        27. juli 2021   

    • @Mr.D Tak skal du have - det glæder mig!

  • CBrøndbyP
  • CBrøndbyP
    Betalende bruger
      27. juli 2021   

  • Smukt, loyalt jovialt og med en smittende humor: dybt gul og blå !
    så smukt skrevet, Jonas !
    1 god kommentar
     
    • JonasV
    • JonasV
      Betalende bruger
        27. juli 2021   

    • @CBrøndbyP TAK




Relaterede nyheder



Mest læste nyheder



Mest kommenterede nyheder





KØB VORES KOPPER, BØGER OG PLAKATER