• Forside
• Nyheder  
• Statistik
• Debat
• Live
• BrøndbyLyd
• Manager
• Shop

• Søg
• Log ind
• Opret bruger

Noter fra tribunen: FC Nordsjælland 0 - 2 Brøndby IF

FC Nordsjælland 0 – 2 Brøndby IF
Right To Dream Park, Superligaen, søndag d. 20. februar 2022, kl. 16.00

Allerede da vi stod i køen til Indgang 2, lugtede der af en nytårsaften, der enten var sen på den, eller faldet bemærkelsesværdigt tidligt i år.

Nej, det passer ikke. Der duftede.

De liflige noter af pyro, blev akkompagneret af en lydkulisse, hvor jeg lige nøjagtigt nåede at registrere et par strofer fra ’Eye of the Tiger’, før den blev kørt midtover af en tribunefuld fulde halses ”AN-DRE-AAAS MAAAAAXSØ”. Det var smukt og præcis, som det skulle være.

Jeg havde ellers haft bange anelser tidligere på dagen.
Som udgangspunkt er jeg ikke overtroisk, men det er som om, al min snusfornuft bliver vendt på vrangen, når det handler om fodbold. Om Brøndby. Således var det svært ikke at tolke en lille serie hændelser, der fandt sted om formiddagen, som dårlige tegn.

Eksempelvis fik jeg, under en opvask, slået en flig af en af mine Brøndby-kaffekopper – og da jeg, en god bunke timer før kampstart, begav mig afsted for at mødes med mit entourage, opstod der en form for IPA-tsunami, da en dåseøl sprang læk i min taske. Jeg kan i den forbindelse melde, at en Rains-rygsæk er omtrent lige så god til at holde væske inde, som den er til at holde væske ude.

Men da vi endelig stod ved stadion i Farum – jeg, bevæbnet med en ny, tør taske - forsvandt alle de dårlige fornemmelser som dug for lysmasterne. Kulissen føltes som hjemmebane, bare på udebane.

”Du er sgu da optimistisk”, smilede den steward, der kiggede i min føromtalte reserve-taske, mens han pegede med en pegefinger, der lignede en tommeltot, på et par solbriller, der muligvis har ligget i tasken siden sommeren 1968.
Min fremtid er så lys, jeg må ha’ solbriller på nynnede jeg på indersiden af hovedet.

Da vi trådte op, og ud på tribunen, føltes regnen som at blive slikket i ansigtet af 928 halvfrosne hunde. Vi kantede os videre op, langs den ene side, og fandt en plads i tørvejr nær toppen af trapperne.

Jeg havnede på en plads, med to herlige ungersvende, med benede ansigter og hvalpefedt på sjælen, på min højre side, og en ældre gut, med en sjæl af mahogni, som sang inderligt under stort set hele seancen, på min venstre side. Tonerne stod fra ham som spredehagl, kampen igennem, men indlevelsen var der ikke en finger at sætte på.

Opgøret flimrede nu løs, et sted bag det net, ved udebaneafsnittet, der får fodboldkampe til at ligne et uoverskueligt spil Tetris.
En af de to unge gutter var netop i færd med at fløjte ’Jingle Bells’, i anledning af nedbøren over banen, da den anden oprevet afbrød ham med ”Ej, dommer! Man må sgu da ikke lave hovedspring i fødderne på hinanden!”, i situationen hvor Marxen fik Divković’ bentøj til at lave forsvindingsnumre.

”B! …I! …F!”-råbene rullede henover langsiderne, og ekkoet slog tilbage fra hjemmeholdets tribuner, som om en usynlig fraktion, andetsteds på stadion, abede efter. Det gav mig kuldegysninger. Stilheden mellem opråbet af de enkelte bogstaver er præcis lige så effektfuld som selve råbene. Mange mennesker, der tier på helt samme tid, kan skabe en vidunderligt støjende stilhed.

”Hvorfor står der elleve mennesker og hopper dernede?” fnes en af de unge gutter, med henvisning til hjemmeholdets stemningsafsnit, som i ny og næ kom på benene. I den generelle larm fra vores egen tribune, føltes det som at se en stumfilm.

Der var også en del anledninger til larm, fra vores ende af verden. Udover sangene – som min sidemand fortsat tilførte nogle yderst krydrede harmonier – kunne man også konstatere at dommer Jens Maaes fanklub ikke holdt årskongres på dagens udebaneafsnit.

Da pausen kom, og Carpark Norths ’Transparent and Glasslike’ tumlede ud af stadionhøjtalerne, forestiller jeg mig da heller ikke, det kan have været tænkt som en beskrivelse af dommerlinjen denne eftermiddag.

FC Nordsjællands tiger-maskot trissede ud på banen. ”Det ligner fandeme en kat med vand i hovedet” bemærkede nogen bag mig. Og havde ret.

Jeg kommer forhåbentlig aldrig til at vænne mig til bruset, der skyller over tribunen – og gennem én – når ens klub scorer et mål i en gældende kamp. En varm bølge, der plasker ned fra nakken, og ud i de fjerneste egne af fingerspidserne. Jeg lever for det brus. Den pludselige, koncentrerede eufori gennem kroppen er ubetalelig, og umulig at forklare folk, der ikke holder med en klub.

Da Anis Slimane hinkede første mål over stregen skete præcis dette. Bemærkelsesværdigt nok ødelagde det efterfølgende, kluntede VAR-tjek ikke momentet for mig – tværtimod ramte bølgen blot endnu en gang, da målet derefter blev kendt gyldigt. Måske også fordi, spillerne reagerede som om, det var det var en ny scoring, der havde fundet sted. De fløj ud til banderne endnu en gang, og symbiosen mellem spillerne tilhængerne i de splitsekunder, får stadig i dag – et døgns tid senere – de små hår på armene til at gøre honnør.

Og senere, da Bruus fik FCN-keeper Andreas Hansens armhule til at fremstå som ret meget hule og knapt så meget arm, og jeg fik ledt en tår øl op gennem næsen, var lykkefølelsen ved at være en permanent installation. Kulsyre i hele systemet.

Til at runde dagens oplevelse af, opstod en lille demonstration af de pragtfulde kontraster, det fine spænd, man kan opleve på tribunen.

Først; et nærmest magisk lille indslag. Regnen, eller sneen, eller kombinationen af disse, hang som et stort, blafrende gardin hen over banen. Som farveløst nordlys. Pludselig lød en glasklar, klokkeren røst fra rækken bag mig, da en ung pige, som ellers havde været tavs hele kampen, åbnede munden og sang så yndefuldt med på ”Kæmp for 3 point”, at det lød som om, DR’s pigekor havde sendt en repræsentant til Farum.
Dernæst – bare få minutter senere - da kampen blev fløjtet af; en flok glade gutter, der havde kigget så tilpas dybt i så tilpas mange øl, at selv ”Lå-lå-lååå” begyndte at volde problemer at udtale.

Billedet var komplet, da en fyr, med sine medbragte krykker som to overdimensionerede dirigentstokke, stod og orkestrerede ”Brøndby IF”-råbet for strømmen af folk, der begav sig ned ad trapperne, der førte ud fra tribunen.

Hvis ventetiden havde været en lidelse, var denne eftermiddag helbredelsen.

Deltag i diskussionen