Fodbold live resultater




Sydsiden
Foto: Teis Markfoged ©
NYHED

Om perspektiv, fællesskab og muligheden for at miste hinanden

 
Dette er et læserbrev og afspejler dermed skribentens holdning.

    • Sydsiden
    • 3point.dk
      11. november 2022 - Klokken 15:24
  • 3point.dk
  • 3point.dk
    11. november 2022 - Klokken 15:24

 

Følgende er et læserbrev skrevet af Sune Blom, tidligere fanrepræsentant i Brøndbys bestyrelse.

Holdninger udtrykt i indlægget er skribentens.

Siden GFH fredag den 28. oktober blev annonceret som den kommende majoritetsejer af vores fodboldklub er bølgerne gået højt. 

Blandt fans er meningerne mange. Nogle er glade og ser frem til at tidligere tiders sportslig storhed vender retur. Nogle er forvirrede over hvordan dette kan opnås for beskedne 223 mio. Og andre er bekymrede og kede af udsigten til at Brøndby IF fremover bliver en brik i et globalt flerklubsejerskab med profit som eksistensberettigelse. 

Der er sagt og gjort mange ting. Personligt vil jeg gerne forsøge at bringe perspektiv og baggrund ind i debatten med håb om, at uenighederne kan blive både nuancerede og konstruktive og ikke mindst, at vi kan respektere hinandens holdninger. 

Brøndby IF som kommerciel drivkraft i dansk fodbold 

De seneste måneder hvor salget til GFH har været semi-offentlig viden, har mange frembragt det argument, at Brøndbys historie som kommerciel drivkraft i dansk fodbold skulle tale for, at et salg til GFH er i tråd med Brøndbys værdier og DNA. 

Det er i bedste fald en overfladisk analyse i mine øjne. 

Der er ingen, der sætter spørgsmålstegn ved, at Brøndby IF var forgangsklub for både  kommercialiseringen og professionaliseringen af dansk fodbold. Etableringen af de første større klub-sponsorater, indførelsen af professionel fodbold, nummer 2 klub i verden til at blive børsnoteret, forsøget på at opkøbe Interbank mm. Ingen tvivl herom. 
Men ovenstående udvikling var hele tiden drevet af én ting: at gøre Brøndby IF til den stærkeste udgave af sig selv. Og hele tiden med en balance mellem forretning og fællesskab, hvor det i sidste ende var Brøndby IF selv, der traf beslutninger om hvad der var bedst for Brøndby IF.

Man forsøgte at købe en bank for netop at undgå, at blive ejet af en bank. Man blev børsnoteret for at fællesskabet kunne købe aktier for at støtte klubben. Ikke fordi aktionærerne skulle tjene penge på Brøndby. Og alle kommercielle skridt blev skabt inden for rammen af, at man bevarede kontrollen over klubben med de kontrollerende a-aktier. 

Jeg skal ikke gøre mig til dommer over hvorvidt salget af GFH konflikter eller matcher med Brøndbys DNA og værdier. For tiderne og fodbolden ændrer sig. Og dermed også hvilke midler, der tages i brug for at opnå sine mål. Mit formål er ikke at vurdere, hvad der er den rigtige eller forkerte holdning. 

Men det er ikke desto mindre et faktum, at forholdet mellem mål og midler grundlæggende er vendt på hovedet med GFHs ejerskab. I sidste ende vil alle beslutninger blive truffet ud fra det forhold, at Brøndby IF er et middel til at berige GFH og ikke omvendt. Og al den stund, at vi anerkender Jan Bechs intentioner med at investere i Brøndby som værende for klubbens bedste, så er GFHs indtræden i Brøndby et afgørende nybrud i Brøndbys historie. 

Ingen over klubben 

Klubbens motto, supra societatem nemo, har på godt og ondt spillet en enorm rollen i Brøndbys historie og den fan-opdragelse vi alle går igennem. Jeg siger på godt og ondt fordi mottoet får en central - og negativ - rolle når uenighederne bliver store. 

Igennem årene er 'Ingen over fællesskabet' belejligt blevet til 'Ingen over klubben', og anvendt til at slå de fans, der tillod sig at kritisere klubbens ledelsen, oven i hovedet. Det var tilfældet i mange år, dengang det var de gamle amatører, der drev Selskabet. Dengang blev kritik rask væk afvist som illoyalt, fordi det var at sætte sig over klubben. Det gjaldt for 'Det Nye Brøndby', for BST og mange kritiske røster før dette. 

Men det gør sig også gældende internt blandt klubbens fans. Her har uenigheder ofte været en anledning til at finde mottoet frem og underkende medfans' holdninger med reference til, at de nu satte sig over klubben. 

En praksis, der dette efterår har været på sit højeste længe. Vold, hærværk og trusler har også spillet en rolle i denne sammenhæng. Forhold som både som klub og fans entydigt må tage afstand fra. Men på alle andre områder, så må der, i så stort et fællesskab som vores, være plads til både at rumme og acceptere, at holdningerne divergerer - både når det kommer til spillersange og salget til GFH. 

Det gør mig så ondt at se hvordan Brøndbyfans konstant har behov for at dømme hinandens holdninger som illegitime i stedet for at anerkende at vi som fanfællesskab har mange forskellige holdninger. 

"I sætter jer over klubben" har, både historisk og i dag, været en effektiv måde til ophøje sine egne holdninger som de mest gyldige. Det stik modsatte af hvad der er brug for i et fællesskab. Hvad de færreste ved er, at man i 2014 faktisk forsøgte at udfase mottoet helt. Efter mange års konflikter mellem både klub-folk og fans var udtrykket så slidt, at Selskabet kort efter overlevelsen forsøgte at erstatte det med mantraet 'Glem alt andet', der også for en kort stund var at finde på merchandise, og vist også en enkelt spillertrøje. 

Lad mig understrege at det gælder begge veje. For det er hverken at sætte sig selv over klubben, at man ikke ønsker at synge for GFH. Og det ikke at være uægte fan at ønske GFH velkommen. 

Men særligt så piner det mig at se hvordan medfans på internettet intet problem har med at kaste 'du sætter dig selv om klubben'-klichéen afsted mod mennesker, der i årtier har været drivkraften bag at udvikle den fanscene vi alle er så stolte af.

Det piner mit Brøndby-hjerte at se hvordan fans med Brøndby-tifoer på deres coverbilleder tillader sig at kalde fans, som har lavet selvsamme tifoer, for barnlige, tudeprinse eller curlingfans, fordi de er imod salget til GFH. For ikke alene er der intet curlingfan over at investere tid og kræfter i kæmpe for det man tror på. Men det er netop mange af de fans, der lige nu er yderst bekymrede over salget til GFH, der i årevis har slidt og slæbt for at resten af fan-fællesskabet har kunnet være en del af Danmarks stærkeste fanscene. Så skal vi tale om curlingfans, så er det måske på tide at vi begynder at tale om, at vi i mange år har taget organiseret stemning, frivilligt fan-arbejde, Fanafdelingen, Brøndby Support, Hytten og tifoer for givet. I den forbindelse, så har jeg kæmpe respekt for 'Sammen om vor klub', der har har sat handling bag ord, og givet capo-tårnet et skud. 

Pointen er ikke at dem, der laver frivilligt arbejde automatisk har ret. Eller at deres stemme og holdninger er vigtigere. Men det gør, at de har gjort sig fortjent til respekt. Og 'I sætter jer selv over klubben' har sjældent klinget mere hult, end det gør i diverse Facebook-kommentarer i disse dage. 

Én klub - Én værdi: Fællesskabet

Sådan er klubbens værdier blevet kommunikeret siden lanceringen af strategi 6.4 i 2016. Kort og kontant. Fællesskabet er klubben eneste værdi. 

Da strategi 6.4 i 2020 blev opdateret, var det med denne beskrivelse af klubbens værdi: "Fællesskab: vi vil udgøre et endnu større fællesskab og styrke vores position som Superligaens største fodboldfamilie. Vi tror på dialog, inklusion og forskellighed."

Men hvad betyder det egentlig? For mig er essensen af et fællesskab, at det er gensidigt forpligtende. Fx at man lytter til og anerkender de uenigheder, der måtte være i fællesskabet. At dem, der står i spidsen for fællesskabet - har magten om man vil - er sit ansvar bevidst. Brøndby IF har alle dage været styret af en meget lille gruppe mennesker. I årtier centreret omkring Per Bjerregaard. Siden 2014 af Jan Bech. Og derfor har det også altid kendetegnet klubben, at fan-protester og fan-bevægelser har haft stor betydning for klubbens udvikling: 

  •  Det var de aktive fans, der i årene op til overlevelsen havde holdt tribuner kørende og derved var medvirkende til, at klubben ikke sank til samme middelmådighed som holdet.  
  • Det var fan-protester, der i 2010 for alvor tydeliggjorde behovet for udskiftning og nytænkning. 
  • Det var fan-bevægelser, der satte fondsstrukturer og ejerskabet på dagsordenen i 2011.
  • Det var fan-bevægelser, der i 2013 sikrede de godt 50 millioner i aktie-emissionen, der var afgørende for at Selskabet overlevede. 
  • Og det er frivillige fans, der har knoklet for at Fanafdelingen er blevet til, at CSR-arbejdet har nået nye højder og at fællesskabet mellem klub og fans de sidstemange år aldrig har været tættere. 

Mange fans - både tidligere og nu - reagerer ved at afvise protester og kampagner med 'I skaber splid'. Men uden disse, er jeg faktisk ikke sikker på, at Brøndby IF stadig ville være den vigtigste fodboldklub i dansk fodbold i dag.

Kan vi miste hinanden? 

På Fanafdelingens værdiaften blev deltagerne spurgt, hvad vi kunne risikere at miste. Mit svar var, at vi kunne risikere hinanden. Miste fællesskabet. 

Som fan-repræsentant har jeg i 8 år skulle repræsentere klubbens fans i bestyrelsen. Jeg tror aldrig, at jeg med sikker stemme har sagt 'dette mener fansene'. For der er altid nuancer. Der er altid fans, der mener forskellige ting. Min opgave har været at klæde ledelsen bedst muligt på til at træffe beslutninger, der bevarede balancen mellem de forskellige fansstrømninger. Træffe beslutninger, som samlede og gjorde os stærkere sammen. 

Med salget til GFH har man valgt en ejer, der i den grad risikerer at skubbe til balancen. Risikerer at splitte fællesskabet i en grad, at det ikke kan samles igen. 

Det er for mig en trussel på niveau med nedrykningen i 2013. For der er ikke rigtige eller forkerte holdninger til hvad Brøndby IF er. Men der er beslutninger, der formår at samle og skabe balance. Også svære beslutninger. Der er beslutninger, der rummer hele fællesskabet. Og der er beslutninger, der risikerer at splitte. 

Det er her vi står nu. GFHs ejerskab er et nybrud, der bekymrer rigtig mange medfans. Det er en realitet. Men uanset hvad vi hver især måtte mene - så lad os gøre vores for at det ikke er os selv, der får splittet fællesskabet så meget, at vi ikke kan samles igen. Giv hinanden plads. Lad os tage snakken og dialogen uden at underkende hinanden. Lad os respektere hinanden og sørge for, at vi får alle med i stedet for bare 'at komme videre' som nogen udtrykker det. 





Deltag i diskussionen


Du skal være logget ind, for at kunne kommentere.


  • Uche
  • Uche
    Betalende bruger
      11. november 2022   

  • godt indlæg
    1 enig · 1 god kommentar

  • mp80
  • mp80   11. november 2022   

  • Så alle der har været på stadion de seneste år har sunget for JBA? Nej, man har sunget for Brøndby og spillerne, det er også det man gør nu og ikke GFH. Man har fået en ny ejer, en ejer, som vil lade den nuværende ledelse fortsætte og bakker op og roser det, at man har fansene repræsenteret i bestyrelsen. For mig at se er der ikke den store forskel og tvivler på ret mange kommer til at mærke det udover man får flere penge og knowhow til klubben.

    Der skal være plads til forskellige meninger, men alt det som skader klubben og sammenholdet som fx. vold, pyro osv. skal stoppe. Det kan ikke passe nogle skal frygte at komme på stadion eller være frivillig i hytten.

    14 enige · 9 god kommentar
     
    • Kapper
    • Kapper   11. november 2022   

    • @mp80 rigtig fint svar på et ellers fint indlæg.
      Jeg deler i den grad din holdning
      2 enige · 2 god kommentar

  • Godt indlæg, men jeg synes du undlader en meget vigtig detalje:

    Ingen tvivl om at ejerforholdene frem til 2013, som du skriver, betød at ejerne var til for klubben og ikke omvendt. Men der er heller ingen tvivl om at den måde at den måde at skrue ejerforholdene sammen på spillede fallit. Den legendariske generalforsamling i 2011 gjorde det tydeligt, og klubben døde og blev genoplivet i 2013.

    Dine betragtninger om fællesskab og respekt for hinandens holdninger er spot on. Jeg fornemmer nu også at det kun er på sociale medier at debatten er kørt af sporet. Måske skulle man boycotte lortet og gå tilbage til goe gammeldags hjemmesider som 3point.dk ?
    1 enig · 1 god kommentar

---

  • Tak for et godt og informativt indlæg.
    Eneste spørgsmål jeg har, er til dette afsnit; Og al den stund, at vi anerkender Jan Bechs intentioner med at investere i Brøndby som værende for klubbens bedste, så er GFHs indtræden i Brøndby et afgørende nybrud i Brøndbys historie.
    Anerkender vi dette ? Det er Jan Bech der har solgt til GFH. Hvordan er økonomien for Jan Bech ? På mig virker det som om at der er en voldsom protest over noget der skete for næste 10 år siden. Og at Jan Bechs ejerskab er blevet romantiseret, sikkert af forskellige grunde. Måske har han tabt på sin investering i BIF, måske ikke, men det er der vel intet unormalt i. En investering er en risiko.

    Derudover er jeg helt enig i at vi skal rykke sammen, (og forstår den med at ingen over klubben bliver brugt til at vinde diskussioner) men mener det er virkeligt ærgerligt at dem der er mest kritiske på ejer-området er dem der er mindst kritiske, når det kommer til dårlig opførsel på og udenfor stadion.
    5 enige · 1 god kommentar

  • 223 mio... Kunne vi fans ikke nemt finde det beløb?
     
    • 19Magic64
    • 19Magic64
      Betalende bruger
        12. november 2022   

    • @BrianGideon Du starter bare en indsamling, så ser vi hvor langt du når...
      1 god kommentar
     
    • Sunderland
    • Sunderland
      Top debattør
        12. november 2022   

    • @BrianGideon De 223 millioner dkr er kun et start beløb. For køb af 50,1% er yderligere investeret 300 millioner dkr og der vil løbende komme større beløb. For disse investorer er det peanuts, Brøndby IF er deres største mulighed for Europæisk Gruppespil hvert år og derved at får deres investering tilbage betalt Big Time. Crystal Palace og Augsburg har langt langt større konkurrence om de Europæiske pladser en Brøndby IF, hvor på lang sigt er det fck og måske fcm der vil udfordre os......

    Se 1 flere kommentarer

  • Supra societatem GFH :-(

---

  • preben
  • preben
    Betalende bruger
      12. november 2022   

  • Tak for det indlæg og lad os så håbe at de sidste to linier bliver til indhold..

  • GFH er en investor/spekulant - og der skal selvfølgeligt tjenes penge på købet; fuldstændigt legitimt

    Men set fra Klubben og Fællesskabets vinkel:
    * ingen kontrol eller medindflydelse. Sådan var det også under JBA - men vi troede naivt på 'Fåret' - nu er JBA afsløret som 'Ulven'
    * Som skrevet i artiklen: GFH før Klubben. Alle beslutninger bliver nu truffet ud fra, hvad der er bedst for Investeringsforeningen:
    *** Investering på 220 mio, 100 mio, eller 0 kroner?
    *** Udviklingsklub for Augsburg?
    *** Nye klub farver, Logo og/eller spillested?
    *** Udbetaling af udbytte? - Jeg gætter på, at der hvert år skal trækker 25-30 mio. ud af klubben
    *** Salg af klubben? - Til Red bull, Russisk mafia, Arabisk sports washing eller endnu grådigere spekulanter?

    Var et salg af klubben - med en investering på mellem 0 og 223 mio. kroner - nødvendigt:
    * Kort svar: NEJ
    * Masser af succesrige klubber eksisterer uden externe ejere: Fx. Det meste af Bundesligaen(inkl. Bayern München), Real Madrid, Barcelona og Malmö FF
    * Brøndby har penge i kassen. For et par år siden fik klubben tilført kapital i niveau med GFH's forventede investering. Pengene kom fra Mesterskab, EL og spillersalg.
    * Det er som at pisse i bukserne; Der kommer lidt penge i kassen, et par nye spillere og lidt renovering af lounger. Men om et par år skal pengene betales tilbage i form af udbytte.
     
    • @Supporter i 40 år er det noget du VED eller noget du TROR…ingen har på noget tidspunkt sagt at vi skal være udviklingsklub for augsburg eller at vi IKKE skal spille i gul og blå for selvfølgelig skal vi det ….og JA det var nødvendigt at sælge for vil man noget i moderne fodbold kræver det masser af penge og dem har BIF ikke, så kan du argumentere for din forældede romantiske forestilling om en fodboldklub lige så tosset du vil
      1 enig

    Se 9 flere kommentarer

  • Budnitz
  • Budnitz   12. november 2022   

  • Klogt og reflekteret indlæg. Tusind tak.

---

  • Hej Sune

    Godt indlæg - og tak for dit arbejde som fanrepræsentant. Det at der sidder en fan i bestyrelsen er jo parentes bemærket noget helt specielt - også når vi kigger i Europa - og synes jeg et tegn på at vi fans bliver hørt ganske meget i vores fælles klub - på trods af det der nu er sket.

    Jeg kan ikke være mere enig i dig ift. dine tanker om rigtige fans. Jeg er i hjertet enig med Alpha og andre der er imod GFH ejerskabet, men hjernen siger bare der ikke er andre muligheder, hvis BIF stadig skal være en dominerende faktor i superligaen. Jeg har i hvert fald ikke hørt noget troværdigt alternativ.

    At vi er uenige om dette og vejen frem for BIF skal ikke gøre os til fjender. Jeg har stor respekt for de fans der har en anden holdning til dette end mig - deres holdning er lige så god som min. Vi må diskutere på et sobert niveau uden at råbe til hinanden.

    Jeg vil gerne anholde din pointe om, at ledelsen før 2013 gjorde det bedste for BIF. Hm ja det gjorde man muligvis, men man gjorde det så på en måde, der var millimeter fra at køre klubben direkte i graven... Jeg mistede i hvert fald en del af begejstringen for at klubben skulle styres af folk med hjerte i klubben, for det var faktisk ved at koste os livet.


  • del Piero
  • del Piero
    Betalende bruger
      13. november 2022   

  • Jeg kan kun være enig i ønsket om at respektere forskellige holdninger og at der skal være plads til også at være kritisk over det nye ejerskab. Du har måske også set grænseoverskridende ting på de sociale medier mellem fans, som jeg har været forskånet for.

    Inderst inde tror jeg at alle ønsker sig et selvejende Brøndby der er en stor success - økonomisk og sportsligt - men det har ikke været realiteten de sidste mange år, siden Jan Beck Andersen reddede klubben fra den forestående konkurs, som amatørklubbens repræsentanterne egenhændigt havde skabt. Jan Bech Andersen har - på godt og ondt- været en usædvanlig ejer, der har investeret med hjertet, men prøvet at slå hjernen til for at redde klubben og sin egen investering.

    Nu er realiteten at aktiomajoriteten er solgt fra redningsmanden Jan Bech til en gruppe af internationale investorer.

    Det kan man - som Alpha - være sur over og råbe op omkring, hvilket man skal have lov til. Jeg har bare svært ved at se hvad den langsigtede strategi er i det? Hvad forestiller Alpha og andre kritiske fans sig at de vil opnå ved at protestere på sociale medier og på stadion? Tænker man at GFH vil give op og sælge ejerskabet videre? Jan Bech har næppe råd og lyst til at købe aktierne tilbage, så hvem er det i så fald man ønsker i stedet som ejere?

    De meningsudvekslinger og kritik, som jeg har oplevet på fanfora osv. af f. eks. Alpha bærer præg af meget forskellige opfattelser af hvem og hvad Alpha er.

    Nogle ser Alpha, som særligt engagerede, passionerede fans, der har lagt uendeligt mange timer og engagement i at skabe tifoer, sange, stemning, osv. Andre derimod oplever at pyro, fyrvækeri, agressiv adfærd, hærværk, uro og vold trækker tråde til Alpha.

    De to lejre har derfor svært ved at se den anden lejrs perspektiv og man taler forbi hinanden. Hvis man aldrig har oplevet andet end god stemning og tifoer fra Alpha, så virker kritikken uberettiget og uretfærdig. Hvis ens bedste ven er med, men aldrig har gjort en mus forstræd virker det provokerende at hans udråbes som voldsmand.

    Omvendt kan det virke provokerende på andre at man lader som om at fangrupper som Alpha ikke har noget at gøre med uro, pyro, vold og hærværk eller at disse ting bagetaliseres med at de skaber stemning, når alle kan se at det koster klubben kæmpe bøder og straffe.

    Jeg tror at den lange vinterpause er en tiltrængt for alle parter i og omkring klubben. Vi trænger til at fokus kommer på VM og andre ting, så der kan falde lidt ro over Brøndby.

    Der har været ualmindeligt meget virak, usikkerhed og uro siden sommerferien. Først, pga. den dårlige start og de store omkostninger, som det havde at handle så sent. Presset er steget og steget på Niels Frederiksen pga. den elendige start og holdet har virket skrøbeligt. Så hjælper det ikke at der samtidig skabes usikkerhed om klubbens fremtid med nye ejere. Alle i trænerteamet og truppen ved at det kan og vil betyde ændringer til vinter, hvilket ikke kan undgå at sætte sig i hovedet på spillerne. Når man så krydrer det med en tabt straffesparkskonkurrence om en plads i europæisk gruppespil, et historisk pinligt exit fra pokalturneringen og en elendig start på ligaen, så har man den cocktail, som mange andre hold har prøvet i superligaen: det er bare svært at finde energien, når det bedste man kan håbe at opnå kun er lige på grænsen af acceptabelt. Derfor har vi brug for pausen, så fokus kan komme lidt væk fra Brøndby og en tur til Qatar...
    1 enig




Relaterede nyheder



Mest læste nyheder



Mest kommenterede nyheder





KØB VORES KOPPER, BØGER OG PLAKATER