-
Søg
-
Log ind
-
Opret bruger
Fem uger har svenske Jens Gustafsson været i spidsen for Pogon. Det er den store ubekendte faktor i dette preview på torsdagens modstander i kvalifikationen til Conference League. Men ikke desto mindre forsøger 3point.dk her at gøre dig klogere på den polske klubs performere på banen, og ikke mindst på hvilken slags fodbold Jens Gustafsson tidligere har spillet med sine hold som manager i karrieren.
Svensk landstræner og tur til Balkan
Jens Gustafsson havde ikke en stor og gloværdig karriere på banen som spiller. En håndfuld svenske klubber uden han for alvor kom på landkortet før end karrieren sluttede i Falkenberg i 2010. Derfra startede han som ungdomstræner (blandt andet for U21 landsholdet i Sverige) inden han i Norrköping fik sit første cheftrænerjob i juni 2016. Her regerede han frem til december 2020, hvorefter turen gik til Balkan, hvor Hajduk Split gav ham ansvaret for deres førstehold. Et kort ophold på under seks måneder, inden han gik tog tøjlerne som svensk U21 landstræner.
I juni 2022 blev det så Pogon der hyrede ham som ny cheftræner, en stilling svenskeren altså har haft i under 6 uger i skrivende stund. Så for at få et indtryk af ham som træner kigger vi derfor på hans tid i Norrköping, hvor han var i længst tid.
Indledningsvist i sin tid hos Norrköping spillede han en klassisk (svensk) 4-4-2, den var udgangspunktet inden han et par sæsoner primært operede i en 3-4-3 for så vende tilbage til fire mand i bagkæden i en 4-1-4-1 i 2019 og 2020.
Igennem årene hos Norrköping så holdets præstationer ud som følger:
2016: 55.01 xG / 59 mål - 41.14 xGA / 37 mål imod
2017: 46.76 xG / 45 mål - 45.16 xGA / 40 mål imod
2018: 48.88 xG / 51 mål - 38.27 xGA - 27 mål imod
2019: 48.13 xG / 54 mål - 23.23 xGA- 26 mål imod
2020: 58.72 xG / 60 mål - 49. 07 xGA - 46 mål imod
De bedste placeringer i Allsvenskan fik svenskeren i 2018 med en andenplads, men successen bundede på en ikke bæredygtig baggrund (bemærk de markant forskelle på xGA og faktiske mål imod), og efter 2020 sæsonen, hvor man reelt indkasserede som forventet var Jens Gustafsson fortid i Norrköping.
Taktisk har Jens Gustaffson hidtil i karrieren for mestendels benyttet sig af en 4-4-2 i forskellige varianter (nogle i en 4-1-4-1) og kun periodevis brugt tre stoppere i bagkæden.
Gustaffsons start i Pogon
De tre første kampe i Pogon har det polske hold også benyttet sig af en 4-1-4-1 formation, hvilket ikke ændrer fundamentalt for tidligere sæsoners Pogon-hold, hvor selvsamme 4-1-4-1 ligeledes har været grundformationen.
Rent positioneringsmæssigt vil Pogon gerne have skubbet backerne højt op i banen for at udgøre bredden, den dybe 6er skal beskytte rummet foran stopperne, mens de to 8ere skal forskyde højt i banen alt afhængig af hvor bolden er. De to kanter skal trække ind i banen, mens den enlige angriber skal forblive fokuspunkt centralt og højt i banen - som station til at spille bolden af på, eller som modtager af indlæggene fra især backerne.
Hidtil har Pogon benyttet sig af en grundstamme i bagkæden, hvor en fast bestanddel har været Luis Mata på venstrebacken og Bartkowski på højrebacken, mens stopperne har været valgt alt efter kompetencer, dog med primært valg af Triantafyllopoulos som den hovedstødsstærke, mens den mere pasningsorienterede er Zech. Her kan stopperen Malec også komme i spil som den der bliver vekslet med ift den græske hovedstødsspecialist.
På midtbanen er det Dabrowski der ligger som den dybe midtbanespiller og skal erobre boldene, mens de to dynamiske 8ere oftest har været Kowalczyk og Drygas. Især sidstnævnte skal der holdes et vågent øje med, da han er den klart mest chancegenerende af de tre på den centrale midtbane. Han kommer gerne i feltet for at afslutte.
Det er en gammel kending af engelsk fodbold som besidder pladsen på den ene kant. Den tidligere Hull og West Bromich spiller Kamil Grosicky har sit udgangspunkt på venstrekanten, hvor han gerne vil udfordre og drible ind i banen for at komme til afslutnunger med sin højrefod. Modsatte kant bliver oftest udgjort af Jean Carlos, en offensivspiller der rigtig gerne vil udfordre i 1vs1 dueller for at komme til afslutninger eller for at sætte sine medspillere op. I løbet af kampene kan de to kanter godt blive byttet over - antageligt for at skabe forvirring ved at placere kanten over for en modstander der hidtil har været vant til at den udfordrende wing gik ind i banen for at komme til afslutning, mens de nu primært opererer på ydersiden for at komme til indlæg.
Oppe foran har det indtil nu været Zahovic der har haft rollen som fokuspunkt i frontkæden. En angriber der i 21/22 sæsonen snittede 1.77 afslutninger, og på det genererede 0.44 mål på 0.37 xG pr kamp.
Hvad kan Brøndby forvente?
Pogon vil givetvis forsøge at stå kompakti deres 4-1-4-1, hvor Brøndby især skal have øjnene på de to backer (Mata og Bartkowski) der skal lukkes ned som forsyningslinje til indlæg. Derudover er nøglespillerne Drygas på midtbanen i en rolle som både generobrer og afslutter. Ubetinget fokus på hans andenbølge løb gennem kæderne.
Grosicky er nok kommet et stykke op i 30erne, men opererer stadig i en giftig rolle som indadgående kant. Grosicky genererer både skudassists, driblinger, afslutninger og keypasses. Der kommer til at være noget af en opgave foran Brøndbys startende højreback, og 8er i den side (hvis Grosicky som forventet starter til venstre på midtbanen).
Derudover fuld fokus på indspil til Zahovic i feltet - for netop feltet er angriberens habitus, hvor alle hans mål er scoret fra. Skal Brøndby forsøge at begrænse offensivspilleren, så skal det være til afslutninger uden for feltet, eller i halvrummene inde i feltet.
Pogon afleverer ikke ofte lange bolde, så kan Brøndby tvinge polakkerne ud i det vil det være ude af deres hidtil normale opus moderandi, ligesom de (Pogon) heller ikke i de første tre kampe har haft et signifikant aggressivt pres (et PPDA-tal omkring 10.0 pr. boldbesiddelse til modstanderne - betyder Pogon i snit tillader 10 afleveringer til modstanderne før Pogon foretager en presaktion).
Brøndby spiller torsdag aften på udebane mod Pogon.
Deltag i diskussionen
Saesonkort
Betalende bruger
Top kommentator
Top enige
25 dage siden