
Foto: Teis Markfoged ©
Sæsonoptakt – Brøndby Masterclass U/17
I denne artikel vil vi se frem imod den kommende sæson for Brøndby Masterclass’ U/17 mandskab (årgang 2006 og 2007), som på mange måder tegner til at blive interessant, eftersom der er sket markante ændringer på begge sidder af kridtstregerne. Ind er kommet et nyt trænerteam ligesom den meget omtalte 05-årgang er rykket til U/19 og er blever erstattet af en 2007 årgang, hvor der dog også er flere aldeles talentfulde spillere.
Tilbageblik på den forgangne sæson
'Vi skal vinde guld', sådan lød det sammenstemmende fra alle spillere man spurgte omkring U/17-holdet i sidste sæson, da truppen, kvalitetsmæssigt, nok var den bedste i Danmark. Det endte som bekendt dog ikke med hverken guld eller metal ligesom holdet også, noget skuffende, tabte stort til FC Nordsjælland i pokalfinalen.
Kvalitetsmæssigt var holdet utvivlsomt til mere end hvad man kunne se i tabellen. Den meget talentfulde årgang 05 – med hele fem spillere i U/17 EM-truppen – havde sit andet år som U/17 og der var lagt op til at Brøndby Masterclass skulle hjemtage sit første guld siden 2015, hvor blandt andre Andreas Bruus og Joel Kabongo var med til at vinde U/17 mesterskabet. Årsagerne til, at det ikke gik som mange forventede er, som altid, mange og nuancerede.
Trænersituationen var på mange måder lidt rodet. I løbet af sæsonen mistede man den stærke og bredt anerkendte talentudvikler og cheftræner, Sune Jensen, til FCNs U/15 mandskab (han har i øvrigt fået ansvaret for deres U/17 hold i denne sæson). Sune blev i vinterpausen, og efter et stærkt efterår fra U/17 holdet, erstattet af ligeledes dygtige Patrick Harboe, men det kom aldrig helt op at flyve derfra. Herudover mistede Brøndby – også i løbet af sæsonen – assistenttræner Marc Clevera, som blev erstattet af det tidligere kendte Brøndby-ansigt, Morten Corlin. Endvidere havde det også en indvirkning på den lidt skuffende forårssæson at rigtig mange i truppen spillede 'op' på U/19, hvor både Oscar Schwartau, Bertram Kvist, Malek Bakhit samt Matteo Grosso stortset var fast inventar på U/19-holdet i løbet af forårssæsonen.
Det talentfulde mandskab havde et vildt højt topniveau og slog eksempelvis både FCK og FCN, men omvendt røg bunden til tider også ud i den anden ende, hvor man eksempelvis tabte 6-1 til bundproppen Horsens og 6-0 til FCN i pokalfinalen, som man blot få uger forinden ellers havde smadret 6-2 i en ligakamp i Farum.
Det var en sæson, hvor Brøndby havde det klart bedste angreb med 93 mål i blot 26 kampe (Nr. 2 var OB med 77 mål), men man lukkede også 45 mål ind (Ligaens nr. 1 FCK lukkede blot 22 mål ind). Dette er også historien om Brøndbys sæson. Et tårnhøjt topniveau, et meget lavt bundniveau, et ekstremt stærkt offensivt hold, et meget skrøbeligt defensivt hold. Den ene uge kunne man se holdet smadre FCN eller Sønderjyske på Brøndby Stadion for at se dem falde sammen i den næste weekend. Holdet skal ganske tydeligt finde en anden stabilitet og bundniveau, hvis man ønsker at spille med om de rigtig sjove placeringer.
Holdets topscorer var Benjamin Kold med 15 kasser efterfulgt af Clement Bischoff der scorede 11 mål på bare en halvsæson. Begge spillere er at finde i U/19-truppen for den kommende sæson.
Nyt trænerteam
Som beskrevet tidligere var den forgangne sæson lidt rodet på trænerfronten. Til den kommende sæson har man valgt at foretage yderligere ændringer i trænerteamet. Patrick Harboe, som kom ind ved årsskiftet, er overgået til en rolle som individuel træner i Masterclass imens Morten Corlin, hans nu tidligere assistent, har fået en stilling i DBU. Med ønsket om at bringe nye perspektiver til Masterclass har man hentet holdets nye cheftræner i hollandske Heerenveen; Menno Van Dam. Han har senest haft en stilling som U/21-træner i den hollandske klub. Som assistent for Menno er valget faldet på Viktor Kynde, der kommer fra HB Køge, hvor han senest havde ansvaret for deres U/15-hold.
Dem der har overværet træningerne og træningskampe med Menno og Viktor har set et meget spændende og fagligt stærkt trænerteam. Menno er meget verbal i sin coaching, men det er bemærkselsesværdigt at se, også som kontrast til danske trænere, at han meget sjældent kommer med negative ytringer. Det er altid ekstremt tydeligt, vejledende og opmuntrende. Ved sin tiltræden udtalte Menno ligeledes til 3point.dk, at det er vigtigt for ham, at drengene har det godt. Dette afspejles tydeligt i hans trænerstil, men man er heller ikke i tvivl om, at han er meget krævende.
Det bliver spændende at følge dette trænerteam og man kan håbe på lidt mere kontinutitet ift. den forgangne sæson.
Herudover er Jimmi Klitland stoppet som målmandstræner og han er blevet erstattet af Esben Madsen, der senest har fungeret som assistent for Christian Sørensen på U/19 holdet.
Spillestil
U/17 har i de senere år, ligesom storbrødrene på U/19, haft en meget kompromiløs spillestil. Fra en diamant 4-4-2 har man spillet meget offensivt og dynamisk powerfodbold med højt pres, hvilket også målscoren på 93-45 i 22 kampe viser. Dette var en stil der blev praktiseret af både Sune Jensen og Patrick Harboe – og som i øvrigt kendetegner hele Masterclass. Det er mit første indtryk af Menno Van Dam, baseret på træninger og træningskampe, at han til nogen grad vil videreføre dette, men han har samtidig et større fokus på at få skabt en bedre struktur i holdet og få lidt flere pasninger ind – og ikke spille helt så direkte, som tilfældet tidligere har været. Det er derfor min forventning at man, i det store billede, vil se en stil som i de tidligere år, da det gennemsyrer Masterclass, men hvor man lige vil tage 5-10% af den mest ultimative top. Med henvisning til målscoren og de kæmpestore udsving sidste år virker dette som en god idé.
Spillertrup
Som nævnt vil truppen til den kommende sæson bestå af spillere fra årgang 2006 og 2007. Profiler som Ludwig Vraa-Jensen, Mikkel Durlev, Kean Tran, Matteo Grosso, Malek Bakhit, Mads Beyer, Noah Nartey, Benjamin Kold og Clement Bischoff, som udgjorde rygraden på U/17 holdet sidste år, vil ikke længere være tilgængelige pga. alder.
Det er derfor i den kommende sæson 2006 årgangen, der skal tage mere ansvar. Spillerne på 2006 årgangen gjorde sig ikke voldsomt bemærkede i den afsluttede sæson pga. den meget stærke og brede 2005 – og det var således hovedsageligt Noah Sømmergaard i buret, Erem Ozkül i centerforsvaret, Lukas Larsen på venstre back og Adam Claridge Jensen (billedet) på midtbanen, der for alvor bed sig fast til regelmæssig spilletid i sidste sæson som en del af startopstillingerne. Det betyder dog ikke, at det ikke er en god årgang – 2005 var bare ekstraordinært god og bred. Erem Ozkül er en meget stærk centerforsvar og viste allerede som førsteårs et rigtig højt niveau. Lukas Larsen er regelmæssigt blevet udtaget til U/landsholdene ligesom Adam Claridge Jensen pt. er udtaget til U/17 landsholdet til Internordisk cup (en trup, som også Oscar Schwartau oprindeligt var udtaget til).
Fra 2006 årgangen vil jeg ligeledes fremhæve Hamed Traore, som spiller på den defensive midtbane. Hamed fik en del spilletid på U/17 holdet sidste år mod slutningen af sæsonen og er en rigtig 6’er type med gode egenskaber i erobringsspillet, men skal arbejde med at blive mere sikker på bolden. Hamed Traore kom til Brøndby fra FCK i løbet af den seneste sæson. Endvidere er der Jonathan Agyekum i front, som har en ekstraordinær speed og er en pågående angriber, Magnus Søndegaard på midtbanen og Waldemar Bjergfelt i centerforsvaret/højre back, som også gjorde sig til på U/17 holdet sidste år. Endeligt vil jeg fra årgang 2006 fremhæve Viktor Sørensen, som er en del af det danske future landshold. Viktor har meget veludviklede tekniske færdigheder på 10’er eller 8’er positionen, men er dog – rent fysisk – meget lille, hvorfor han også er en del af futurelandsholdet (som Jobbe og Frendrup også var i sin tid). En meget spændende spiller, der dog forhåbentligt får udviklet fysikken en anelse. Han har kontrakt med Brøndby indtil 2024.
Årgang 2007 er i Brøndby en rigtig stærk årgang med nogle toptalenter og som blev nr. 3 i den landsdækkende U/15 række i sidste sæson. Måske mest fremtrædende er André Escobar, som spiller på den offensive del af midtbanen. André Escobar – eller Esco som han bliver kaldt - er en yderst stærk teknisk spiller, med et godt drev og blik for spillet. Han scorede 15 mål i U/15 rækken i den seneste sæson og er netop udtaget til det nye U/16 landshold. Alfred Klamer er en anden rigtig talentfuld og han er – ligesom Escobar – også netop blevet udtaget til U/16 landsholdet. Alfred har en position som angriber og scorede 11 gange i den seneste sæson. Herudover er der Philip Søndergaard, som giver sine to holdkammerater følgeskab på U/16 landsholdet. Hans position er i det centrale forsvar og det tegner til at han, som førsteårs U/17 spiller, ligeledes bliver anfører for holdet, da han har båret bindet i optakten til sæsonen, hvilket vidner om hans kvaliteter. Endeligt vil jeg fremhæve Sebastian Rosenwanger, der i juni satte sin signatur på en treårig kontrakt med Brøndby og Jakob Wismann på midtbanen.
Perspektiver
Det kommende U/17 mandskab er muligvis ikke så profiltungt som det tidligere U/17 mandskab, men som gennemgangen af spillertruppen viser er der stadigvæk et væld af stærke talenter, flere landsholdsspillere og futurelandsholdsspillere. I stedet for at snakke om Vraa-Jensen, Nartey og Beyer skal vi nu snakke om Søndergaard, Claridge og Escobar. Det er en meget talentfuld trup. Senest disse to årgange var samlet – i U/15 regi – lå holdet meget længe til at vinde mesterskabet i den landsdækkende U/15 række inden de måtte strække våben til OB og hjemtog sølvmedaljer.
Med en talentfuld spillertrup, et nyt og stærk trænerteam, der forhåbentligt vil sikre en større grad af kontinuitet og et hævet bundniveau bør dette hold også være i stand til at spille med om de sjove placeringer. Selvom 06 årgangen er stærk (også uden Oscar Schwartau) virker det dog til at de næste absolutte toptalenter kommer fra 07 årgangen – og det kan måske blive den største udfordring for holdet i den kommende sæson.
U/17-mandskabet vil sparke sæsonen i gang lørdag d. 13 august med en udekamp mod Vejle.
Deltag i diskussionen
danjjel 6. august 2022
Sinbad
Betalende bruger
6. august 2022
Dejligt at masterclass ikke glemt på 3point selvom mc magasinet på brøndbylyd vist er nedlagt
nannasoph
Administrator
6. august 2022
Klipklapperen
Betalende bruger
6. august 2022
Joblar 6. august 2022
---
Klipklapperen
Betalende bruger
6. august 2022
Det glæder mig, at der forhåbentlig kommer lidt mere defensiv struktur. Det er selvfølgelig fedt, når de saver bundholdene midt over med deres kompromisløse stil, men de skal også kunne bruge indersiden af hovedet en gang i mellem.
Richo
Betalende bruger
6. august 2022
Saesonkort
Betalende bruger
Top kommentator
Top gode
Top enige
7. august 2022
---