Foto: Freja Borne ©
NYHED

Skandinaviske mesterskaber: Brøndby U/19 vinder første kamp – referat og reaktion fra Christian Sørensen

 
Brøndby IF besejrede norske Molde ved de nordiske mesterskaber. Læs om kampen samt læs reaktionen fra U/19-cheftræner Christian Sørensen.

    • Jakob Kjærgaard
      30. november 2022 - Klokken 00:22
  • Jakob Kjærgaard
  • Jakob Kjærgaard
    30. november 2022 - Klokken 00:22

Brøndbys U/19 mandskab spillede mandag eftermiddag den første kamp ved de skandivaiske mesterskaber. Modstanderen, Molde, er forsvarende U17 og U19 mestre i Norge ligesom de vandt tureringen sidste år i 2021 efter en finalesejr over FCK. Der var således allerede fra kamp 1 lagt op til en god test for Masterclass’ ældeste talenter. Efter en flot præstation kunne Brøndbyholdet gå fra banen med en sejr på 3-2 efter at have ført 3-0 undervejs. Der var blandt andet fuld spilletid til U/17 spillerne Adam Clardige på midtbanen og Philip Søndergaard (førsteårs U17 spiller) i forsvaret, der begge spillede rigtig stærkt. Der var også efterfølgende roser til dem fra cheftræner Christian Sørensen (se reaktioner længere nede).

Christian Sørensen havde valgt følgende startopstilling:

Lucas Ziegler (U/20)
Malek Bakhit, Philip Søndergaard (U/17), Ludwig Vraa, Matteo Grosso
Adam Claridge (U/17)
Noah Nartey Bertram Kvist
Marinus Larsen (U/20), Eskild Dall (U/20), Oscar Sejrup

Brøndby satte sig tungt på begivenhederne fra starten af kampen. Presset sad godt, som vi kender det fra U19 holdet, når de er bedst og de var samtidig fornuftige på bolden. Det var således Brøndby i stor dominans i de første 20-25 minutter af opgøret og indledningen bød således på flere fine muligheder. Allerede efter 8 minutter fik Brøndby og Oscar Sejrup bolden over stregen for første gang, men målet blev desværre underkendt for en meget, meget snæver offside, som Brøndbyspillerne langt fra var enige i. Efter gode kombinationer midt på banen modtog Noah Nartey bolden, som blev distribueret videre til Marinus Larsen. Marinus Larsen drev herefter bolden frem i banen og med en formidabel pasning mellem forsvarsspillerne blev Oscar Sejrup spillet fri og han sendte bolden sikkert i mål. Men desværre offside.

Brøndbyholdet fortsatte dog ufortrødent. Det var et Molde-hold som stod dybt og havde svært ved at spille sig ud af Brøndbys pres og at at fange kombinationerne centralt i banen mellem Nartey, Kvist, Claridge og Marinus. Efter 19 minutters spil udmøntede den fine start sig i Brøndbys første scoring. Denne gang var det også Sejrup i målscorens rolle – men uden at der efterfølgende blev dømt offside. Malek Bakhit tog sig af et indkast i højre side, som havde Marinus Larsen i modtagerens rolle. Marinus Larsen afleverede herefter bolden tilbage til Bakhit, der med en fin pasning i dybden fandt Adam Claridge på kanten af feltet. Med en fin detalje får Claridge snydt sin direkte modstander og trukket forbi denne - og han var således fri til at finde Sejrup foran mål, der herefter sikkert kunne sende bolden i nette til 1-0. En virkelig flot aktion fra Claridge, der kampen igennem spillede stærkt på midtbanen.

Efter ca. 25 minutter kom Molde lidt bedre med i kampen og de tilkæmpede sig et par fine muligheder omkring feltet, men Lucas Ziegler viste sikre hænder og tog sig af hvad der kom til ham. En enkelt gang måtte han dog have hjælp fra stolpen.

Det var dog stadigvæk Brøndby som det bedst spillende hold, mens Molde i højere grad levede på sin større fysik. Efter 34 minutter skulle og kunne Brøndby have bragt sig foran med 2-0. Først ved Marinus Larsen, der viste  prøver på sin stærke sparketeknik og fra omkring 20-25 m. høvlede bolden afsted, men afslutningen gik akkurat uden om den ene stolpe. I forbindelse med det efterfølgende målspark til Molde lavede de en opspilsfejl, som betød, at Eskild Dall var helt alene igennem med Moldes keeper, men Dall fik desværre overplaceret sin afslutning, der gik forbi mål.

I den resterende del af 1. halvleg – som var mere lige end indledningen af kampen – var der lidt halve muligheder i begge ender uden at dette udmøntede sig i yderligere scoringer. Derfor 1-0 ved pausen. Det var en stærk halvleg, hvor også Søndergaard flere gange viste, at han sagtens kan begå sig på dette niveau. Enormt stærk og aggressiv i duellerne mod ældre og fysisk stærkere spillere og så var han ligesom sin makker Vraa, rigtig god på bolden.

I pausen lavede Brøndby ingen ændringer. Ligesom i starten af kampen begyndte Brøndby 2. halvleg virkeligt stærkt. Initiativrigt og meget fremadrettet og aggressiv i presset. Akkurat som vi ved Masterclass ønsker, at udtrykket skal være. Efter ca. en times spil udnyttede Brøndby overtaget i kampen og fik bragt sig på 2-0. Igen ved Oscar Sejrup. Adam Claridge brød bolden midt på banen, sendte den videre til Kvist, som drev bolden frem i banen og på kanten af feltet fandt han Marinus Larsen i højre side. Marinus Larsen fik snydt sin dirkete modstander og sendt bolden i feltet, hvor Eskild Dall vandt den efterfølgende luftduel mod en keeper og en forsvarsspiller. Bolden landede for fødderne af selvsamme Dall, der fandt Sejrup foran mål, som med en sikker afslutning gjorde det til 2-0. En meget fornem omstilling fra Brøndby.

Efter 64 minutter viste Marinus Larsen endnu engang prøver på sin fornemme sparketeknik og gjorde det til 3-0 for Brøndby. Brøndby fik et frispark i højre side af banen – mellem feltet og sidelinien. Fra denne position valgte Marinus Larsen, at sende bolden direkte mod mål, hvilket overraskede keeperen fra Molde.

Herefter skulle man tro, at kampen var afgjort. Men Molde kom – ligesom i 1. halvleg – bedre med som 2. halvleg skred frem og de fik reduceret til både 1-3 og 2-3, det sidste mål scoret i 90 min. Men heldigvis fik Brøndby holdt stand og kunne trække sig sejrrigt ud af opgøret. Der var også U19 debut til Andre Escobar fra årgang 2007 mod slutningen af kampen.

Efter kampen fik 3.point følgende reaktion fra cheftræner, Christian Sørensen:

- Jeg synes først og fremmest, at jeg så et godt og velfungerende hold, som kampen igennem arbejdede rigtig hårdt for hinanden. Vi fik i store perioder sat et højt tempo i presset og vi er egentlig også okay tilfredse med spillet på bolden, selvom vi til tider kæmpede lidt med at holde farten og dynamikken. Det bliver unødigt spændende imod slutningen, hvilket selvfølgelig farver det sidste indtryk af en kamp, som vi vinder fortjent og er bedst i.

Som nævnte fik U/17 spillerne Claridge og Søndergaard fuld spilletid. Christian Sørensen udtaler om deres præstation:

- Adam og Philip fortsatte de gode takter fra U17 og formåede at bringe deres eget spil ind i kampen med hjælp fra en god gruppe omkring dem. Det bliver spændende at følge deres og gruppens udvikling på turen, hvor de garanteret ender med en masse ny erfaring i rygsækken”.

Brøndby spiller næste d. 30/11 kl. 12 mod FC Nordsjælland.

Kampfakta:

19. minut: 1-0; Oscar Sejrup
60. minut: 2-0; Oscar Sejrup
64. minut: 3-0; Marinus Larsen
64. minut: Mads Beyer IND / Noah Nartey UD
64. minut: Clement Bischoff IND / Oscar Sejrup UD
64. minut: Benjamin Kold IND / Eskild Dall UD
68. minut: 3-1 
75. minut: Mathias Jensen IND / Bertram Kvist UD
80. minut: André Escobar (U/17) IND / Marinus Larsen UD
90. minut: 3-2





Deltag i diskussionen


Du skal være logget ind, for at kunne kommentere.


  • Fedt referat - tak for det.

    Mon ikke Søndergaard skal spille U19 i foråret? Hold op han virker lovende.
    2 enige · 1 god kommentar


  • Tak for link spe4040. Gid vi bare kunne streame via youtub.
    Desværre et symptom på IT og ledelsen er helt off i klubben.
    1 god kommentar
     
    • @Sorteslyngel det må Nanna da kunne gøre noget ved ?

---

  • U19 spiller i dag kl 14:00 sidste kamp i puljen imod Brommapojkarna - der ligger sidst i puljen. Vinder vi står den vidt nok på finale




Relaterede nyheder



Mest læste nyheder



Mest kommenterede nyheder