Foto: ©
NYHED

Stort interview med Luke Singh: Om to landshold, Radosevic og parykker på Sydsiden

 


    • 3point.dk
      27. februar 2019 - Klokken 16:36
  • 3point.dk
  • 3point.dk
    27. februar 2019 - Klokken 16:36

Luke Singh er nyeste spiller i Brøndby IFs førsteholdstrup. Forsvarsspilleren er lejet for resten af 2019, men hvem er han egentlig? Vi forsøger at blive klogere på det unge forsvarstalent i et stort interview. På transfervinduets sidste dag, offentliggjorde Brøndby IF vinduets tredje tilgang, da 18-årige Luke Singh blev hentet ind på en 1-årig lejeaftale. Forsvarsspilleren med den bemærkelsesværdige hårpragt beviste sig så fint under sin prøvetræning i klubben, at han fik en lejeaftale til at forsøge at gøre sit ophold permanent. Vi har taget en snak med den sympatiske canadier, og prøvet at lære ham lidt at kende. Luke Singh fik sine første fodboldstøvler på i en meget tidlig alder. Han havde næsten kun lige lært at gå, da en særlig person sendte ham ud på fodboldbanen. - Jeg startede med at spille fodbold, da jeg var tre år. Min far pressede mig ind i fodbold. Det var ham, der trænede mig da jeg var ung, og han har været min træner helt frem til U/16. Så begyndte jeg at rykke opad og komme ind omkring landsholdene. Jeg spillede i Toronto, og for tre år siden begyndte jeg at spille på U/17-landsholdet i Trinidad & Tobago. At Singh kan spille på landsholdet i Trinidad & Tobago skyldes, at han har statsborgerskab i to lande. - Begge mine forældre er født i Trinidad, og det er min søster også. Jeg er den eneste i min familie, der er født i Canada, forklarer Singh, som endnu ikke har taget stilling til, hvilket landshold han helst vil repræsentere, hvis muligheden skulle byde sig i fremtiden. Familien: "Så smut med dig" Canada er ikke kendt som en stor fodboldnation, men der er alligevel en stigende interesse i hjemlandet for sporten. - Det er ikke lige så populært som det er i Europa. I Canada har det længe været hockey, så basketball og så fodbold, men det bliver større og større fordi VM i 2026 kommer til Canada, USA og Mexico. Så alting går fremad, og de kigger mere på fodbold nu. Alle mine venner spiller faktisk fodbold, jeg har ikke nogen venner udenfor fodbold. Med fodboldinteresserede venner og en fodboldinteresseret familie har det måske ligget i kortene, at Luke Singh en dag kunne drive sin fodboldkarriere til noget. Derfor var det heller ikke nogen der ville stå i vejen, da Brøndby pludselig meldte sig på banen. - Min familie sagde bare "godt, så smut med dig". De ville gerne have mig væk, griner Luke Singh. I øjeblikket bor han på et hotelværelse overfor stadion, men satser på snarest at kunne flytte i lejlighed. Det er første gang, han bor alene, men det har ikke givet problemer. - Det er faktisk gået godt. Og det er fint, fordi så er min familie ikke på nakken af mig hele tiden, griner Luke Singh, som var han en hvilken som helst teenager, inden han dog kommer i tanker om noget, han nødigt ville have undværet. - Jeg savner mors mad. Men bortset fra det, har det været okay. Finder ro i musikken Han har nu boet i Danmark i lidt under en måned, og selvom det er lidt ensomt, er det gået fint med at omstille sig til at bo på et helt nyt kontinent. - Det føles godt. Jeg føler, jeg har omstillet mig ret godt, og jeg føler, Danmark er mit nye hjem. Nogle af drengene har taget mig med ud og se byen og opleve ting. Når han ikke spiller fodbold, eller er ude med holdkammeraterne, har han en særlig ting, som giver ham ro i sin hverdag. - Jeg lytter til rigtig meget musik. Musik har haft en rigtig stor indflydelse på mit liv. At lytte til andre menneskers kampe gennem musik har hjulpet mig med at indse, at mit liv er hvad jeg gør det til. I Canada presser man ikke Men tilbage til fodbolden. Når man spiller ungdomsfodbold i Canada er der ét altoverskyggende mål. Og det har Luke Singh såmænd allerede opnået. - Det er drømmen for alle at komme til Europa. Alle, du kan tale med, de unge drenge og alle, du møder, de sigter efter at komme til Europa. Da jeg fik chancen, blev mine venner rigtig glade på mine vegne, og de kan se, at det kan lade sig gøre, så nu prøver de alle sammen at komme til prøvetræninger herovre. En naturlig hindring er dog, at da Canada ikke er et fodboldland - endnu, i hvert fald - foregår spillet ikke helt i samme tempo som i Europa. - I Canada er det mere casual. Der er mere fokus på spillet med bolden, og det går lidt langsommere. Det er meget anderledes. Hjemme i Canada presser vi ikke højt på modstanderne, det er faktisk modsat. Vi holder tilbage og lader modstanderne spille. Her handler meget om at være i god form, og derfor arbejder jeg for tiden også på at komme i bedre form. Fra Schmeichel til Radosevic Derfor var det også en stor ting, ikke blot for Luke Singh, men for alle omkring ham, da Brøndby IF ringede. - Det er en meget stor klub. Da jeg hørte, at de ville have mig til prøvetræning, blev jeg meget stolt, og fortalte det til alle. Selv mine gamle trænere begyndte at ringe til mig og fortalte om alle de store spillere der kommer herfra, Schmeichel, Laudrup-brødrene. Jeg er meget spændt. Og han er da også blevet imponeret efter at være kommet til klubben. Der er særligt én person, som har gjort et stort indtryk på trinidad/canadieren. - Jeg vil fremhæve Josip (Radosevic, red.). Han er rigtig dygtig, meget stærk og han scorede et helt vanvittigt mål i den første kamp, jeg var her. Han er en rigtig flink fyr, og han er også målrettet og fokuseret ligesom mig. På trods af, at Brøndby var en noget anden størrelse klub, end han var vant til, var Luke Singh ikke nervøs over at skulle prøvetræne i klubben. - Jeg bliver ikke rigtig nervøs i de situationer, for det er mit liv, og det er det, jeg vil, så der er ingen grund til at blive nervøs. Jeg er meget motiveret og målrettet. Spiller alt fra målmand til 10'er For Luke Singh handlede prøvetræningen mest om at vise sine egne kvaliteter. Udover at være hurtig, er der også en særlig ting, som han har arbejdet meget med hele sit liv. - Jeg synes, jeg har et godt pasningsspil og kan sparke med begge ben. Min far sagde som dreng, at jeg skulle træne min venstrefod, og kun spille med den, så jeg har lært at bruge begge ben. Efter at være kommet til klubben, har Luke Singh ofte spillet i det centrale forsvar, men han har også optrådt som 6'er og som venstre back. Alsidigheden er noget, han har med hjemmefra, men han har ikke nogen egentlig favoritposition. - Hjemme i Canada spillede jeg af og til målmand, og jeg scorede også mål som 10’er. Jeg spiller bare hvor træneren vil have mig til at spille, jeg er meget alsidig. I hele mit liv har jeg mest spillet midtbane, men for to et halvt år siden rykkede jeg ned som centerback, og så har jeg også spillet backs. Jeg ved ikke, hvad Brøndby har hentet mig som, men alle positioner er helt fint. Derfor er der også mange døre, der kan åbne sig til Brøndbys startopstilling, og han lægger ikke skjul på, at det er det altoverskyggende mål for tiden i klubben. - Jeg vil gerne ind omkring startopstillingen, selvom jeg er ung, men jeg vil altid gerne have mere. Forhåbentlig gør jeg det godt nok til, at jeg kan få lov at blive i klubben. Fedt med Singh-parykker på Sydsiden Afslutningsvis falder snakken også på klubbens fans, som allerede har taget Luke Singh til sig. Den unge spiller har da også hørt rygterne om, at flere fans har foreslået BrøndbyShoppen at indføre parykker med Luke Singhs imponerende hårpragt. - Det ville være sjovt at se en masse parykker nede på Sydsiden, griner han stort. Det er blot en af de mange ting ved klubbens fans, som har gjort stort indtryk på ham. - Det er helt crazy at opleve. Der var flere Brøndbyfans til kampen i Farum end der var FC Nordsjælland-fans. Så vildt er det slet ikke hjemme i Toronto. Der kommer en masse energi, som er rigtig godt for os, og som hjælper os til at spille godt. Hvis man laver en tackling, jubler de, og så har man lyst til at give endnu mere. Nu håber Luke Singh bare, at han får lov at opleve suset fra banen så hurtigt som muligt.




Deltag i diskussionen


Du skal være logget ind, for at kunne kommentere.





Relaterede nyheder



Mest læste nyheder



Mest kommenterede nyheder