
Foto: Privat ©
Tidligere Brøndby-talent Lucas Rejnhold Steen rykker til Regionalliga-klub
Forsvarsspilleren Lucas Rejnhold Steen tog turen op gennem rækkerne i Brøndby Masterclass og som årgang 2000 spillede han blandt andre sammen med Jesper Lindstrøm, der denne sommer som bekendt blev solgt til Eintracht Frankfurt.
Men for 21-årige Steen gik vejen fra Brøndby U/19 til FC Roskilde. Siden har han været over HB Køge og Næstved, men nu skal han slå sine folder i tysk fodbold. Han har skrevet kontrakt med Phönix Lübeck, der spiller i Regionalliga Nord.
- Jeg overvejede meget skiftet, da det er en stor omvæltning for mig og min familie, men samtidig har det altid været en drøm for mig at spille i udlandet. Det har jeg endelig opnået, og derfor kunne jeg heller ikke takke nej, da muligheden bød sig. Og jeg ser det som en kæmpe mulighed for mig personligt til at udvikle mig i den rigtige retning, siger han til 3point.dk og fortæller om sit karriereforløb siden han i januar 2019 forlod Brøndby:
- Efter mit skifte fra Brøndby røg jeg til FC Roskilde. Og selvom tiden i klubben bar præg af kaos, var jeg virkelig glad for at lære i klubben og få min første erfaringer i seniorfodbold. Derefter røg jeg til HB Køge, hvor det ikke blev til meget spilletid bl.a. grundet corona og derfor tog jeg så videre til Næstved, da jeg altid har vægtet spilletid højt. Det lykkedes os desværre ikke at rykke op, men jeg havde et fantastisk år med en masse nye bekendtskaber samt en fast plads på holdet hver gang, hvilket var hvad jeg ledte efter.
Selvom tiden som spiller i Brøndby IF efterhånden ligger et par år tilbage, har Lucas Rejnhold Steen stadig et nært forhold til klubben.
- Mit forhold til klubben er rigtig godt, og jeg har faktisk stadig sæsonkort og skal også på stadion i morgen, da vi selv har friweekend. Klubben har været en stor del af mit liv og vil blive ved med at være det. Alle der har spillet eller på anden vis været tæt på klubben, ved, at det er en helt speciel klub og noget som er meget svært og unikt i den moderne fodboldverden. Her tænker jeg især på de mange frivillige, fansene og generelt bare hele kulturen i og omkring klubben, slutter han.
I sin nye klub skal Steen blandt andre spille sammen med midtbanespilleren Morten Knudsen, der er skiftet fra Vendsyssel FF.
På 3point.dk elsker vi at følge op på tidligere Brøndby-spillere. Har du et tip til en historie? Skriv en mail på nanna@3point.dk
Deltag i diskussionen
JJOLSEN
Betalende bruger
9. september 2021
Hans Christiaens
Betalende bruger
10. september 2021