Tilbageblik: Udfordringernes år

Toppingen blev fjernet op cupcaken, da Niels Frederiksen måtte se Morten Frendrup og Mikael Uhre blive solgt til udlandet i vinterpausen 21/22. Forinden havde han i det foregående sommervindue måtte vinke farvel til en lang række profiler fra holdet, som nu befandt sig i en decimeret udgave med mere end en håndfuld bærende kræfter fra mesterskabssæsonen væk fra træningsbanerne på Vestegnen.

Indledningsvist blev det forsøgt løst med et skifte til 3-4-3,  stadig med tre stoppere i bagkæden, men hvor Radosevic og Joe Bell agerede duo centralt på midten, og Jesper Lindstrømes offensive midtbanerolle var blevet til to 10ere på siderne af en enlig frontangriber. Justeringerne kom på bagkant af de føromtalte salg. Niels Frederiksen skulle fordele Uhres offensive bidrag ud på flere spillere, twiste en løsning ud fra et begrænset spillermateriale, hvor kvaliteten bare ikke var i nærheden af den solgte topscorers.

Det endte derfor i første omgang med den omtalte 3-4-3, hvor manglen af Lindstrøm og Uhre betød trænerteamet flyttede den offensive midtbanespiller og den ene angriber i to 10er roller bag en enlig angriber. Udfordringen var klubben ikke havde den kvalitative erstatning for Uhre, ligesom wingbackerne stadig forsømte i tilstrækkelig grad at bidrage offensivt.

Foråret tørrede også relativt hurtigt ud rent offensivt - fundamentalt hang Brønsbys offensive spil ikke sammen, det var ganske enkelt blevet rigtig svært for de blågule at generere chancerne, og det var blevet endnu sværere at konvertere dem til mål efter salget af Mikael Uhre til MLS.

Det gik fra 3-4-3 til 4-3-3 i starten af april. Men lige lidt hjalp det, fem kampe gik Brøndby helt målløse fra banen, man tillod chancer en masse og indkasserede herefter. De blågule kæmpede i hver eneste kamp med at skabe chancerne, skiftet fra 3 til 2 stoppere eliminerede enhver defensiv stabilitet og generelt begyndte fundamentet under Niels Frederiksens mandskab at eroderere.

Foråret blev haltet igennem, og kun takket være en (over)præstation af unge Mathias Kvistgaarden, som konverterede chancer til mål i en statistisk set uhørt høj rate, hvilket var med til at knibe Brøndby op på fjerdepladsen i Superligaen.

Ny sæson samme udfordringer

Forårets udfordringer fortsatte ind i den nye sæson. 4-3-3 blev fastholdt som det taktiske udgangspunkt, men indledningsvist i sæsonen var der store huller i truppen. Der manglede på fatal vis en offensiv dirigent, ligesom der manglede en spiller i frontkæden til at lave målene.

Da først forstærkningerne var kommet til truppen (i form af Daniel Wass, Nicolai Vallys og Ohi Omoijuanfo) sad Brøndby fast i det spillemæssige mudderhul, hjulene drejede rundt, men holdet kom ikke nogle vegne. Der manglede en fungerende rød tråd. Det var konstant for skrøbeligt defensivt - i ligaen performede Brøndby som et bundhold målt på mål imod. Næsthøjeste xG imod og tredjelaveste xG på egne skabte chancer var ikke noget kønt syn, og vidnede om en rodfæstet udfordring på Vestegnen.

Omoijuanfo scorede ganske vist sine mål, Vallys viste de forventede glimt af genialiteter og Wass kom ind og leverede den ro og kvalitet på bolden man manglede. Men helheden, den manglede stadig i det samlede udtryk. Stabiliteten manglede. Sene pointtab, klar kvalitetsforskelle mod de tophold Brøndby ellers forventede at måle sig op imod. Der var ikke meget henover efteråret som pegede i den rigtige retning for Brøndby.

Et tungt syn på året

Det hele kulminerede med et 0-2 nederlag på hjemmebane til Viborg FF i den sidste runde før vinterpausen i en kamp med stor forskel i kvalitet og sammenhængskræft. Det tegnede ganske symbolsk de store streger for 2022 op. Året bød på 10 sejre / 9 uafgjorte / 13 nederlag, og det blev til 38 scorede mål og 49 indkasserede mål. Pointsnittet for året endte på 1.22, niende bedst af de 14 klubber der har spillet Superligafodbold i 2022.

Truppen blev gennem 2022 strippet for utrolig megen kvalitet, og dels blev erstatningerne hentet for sent for nogles vedkommende, og andre blev slet ikke erstattet. Taktisk stagnerede holdet, en bæredygtig løsning efter tiden med den 3-5-2 med Uhre til at strække modstandernes forsvar i længderetningen, og Lindstrøm til at udnytte mellemrummet blev aldrig fundet. 3-4-3 over 4-3-3 med en til tider 4-2-3-1 blev aldrig den rigtige formel for Brøndby.

Deltag i diskussionen