Foto: Teis Markfoged ©
NYHED

Transfertråd: Den efterspurgte midtstopper

 
Transfertråd om mulige emner til positionen som midtstopper.

    • Tobias Olesen
      15. januar 2026 - Klokken 11:34
  • Tobias Olesen
  • Tobias Olesen
    15. januar 2026 - Klokken 11:34

Benjamin Schmedes er på jagt efter en ny centerforsvarer. Det har man explicit fortalt til medierne. Derudover ligner Jordi Vanlerberghe en færdig mand på Vestegnen, ligesom det er italesat, at man er åben over for et salg af Rasmus Lauritsen.

Det betyder, at Brøndby skal bruge en ny centerforsvarer, som kan konkurrere med Frederik Alves og Luis Binks om de to pladser i det centrale forsvar. 

Hvilken type kigger Brøndby efter?

Kigger Brøndby efter en profil og fast starter, eller kigger man efter et ungt talent, som kan vokse ind i rollen? Det er svært at spå om.

Undertegnede er personligt overbevist om, at Brøndby kigger efter en, som i hvert fald kan presse Frederik Alves (højrebenet stopper), og som har et niveau til potentielt at kunne starte inde. 

Derudover forventer jeg, at vi kigger på kompetencer inden for det at vinde dueller, og dermed skal den fysiske pakke være i orden. Så mere fysik end fart. Men samtidig er det vigtigt at det er en spiller, som har kompetencer på bolden i pasningsspillet.

Slutteligt tror jeg, at Brøndby kigger på yngre stoppere, og derfor har fokus også være på en profil i aldersgruppen 21-26 år. Vi har desuden hørt udtalelser om, at Sow eksempelvis er hentet, fordi de gerne vil have spillere på vej frem og ikke spillere på en nedadgående kurve i deres karriere. Så det har ligeledes været et fokus.

Så for at opsummere: 

  • Højrebenet CB (vant til fire-back-kæde)
  • God fysik (gode stats i duelspillet)
  • Fysik vigtigere end fart
  • Stabil i pasningsspillet
  • Alder: 21-26 år
  • Spillere som af den ene eller anden grund er tilgængelige i markedet (kontraktsituation, rygtet videre eller lignende)
  • Spillere på vej frem 
    • og/eller spillere som har connection til Cooper eller Schmedes

 Bud på kandidater

Andreas Maxsø - 31 år, Fri transfer

Klubstatus:
Den tidligere Brøndby-anfører er ledig på markedet og derfor skal han selvfølgelig på en liste som denne. Var Brøndby hans første prioritet, var aftalen nok allerede på plads, men Maxsø er også en spiller som vi kender som en 'eventyrer'. Han vil gerne spille i udlandet. Men hvis der ikke kommer bedre tilbud til Maxsø, så er Brøndby også en klub som står ham meget nært og dette vil derfor nok være noget vi først ser ske sent i vinduet - hvis det sker.

Spillertype:
Han vil først og fremmest komme ind og bidrage til kulturen med sin person, professionalisme og lederegenskaber. Han er en person som sidst han var her, efterlod et stort indtryk hos sine omgivelser og var med til at skabe et vinderhold. Noget Cooper har italesat at der skal arbejdes på.

Maxsø er snart 32 år og har stadig flere gode år i sig. Sidst han var I klubben performede han stort i en 3-back kæde, som den midterste CB’er. Men i Colorado Rapids har han spillet fast i en fire-back-kæde. Som type minder han måske lidt om Binks og det kan godt blive lidt 'tungt' og med manglende fart, men det vil godt nok være et pålideligt makkerpar. 

Han matcher ikke på 'ung og på vej frem', men han skal med på sådan en liste her. 

 

Tobias Slotsager - 20 år, Hellas Verona

Klubstatus:

Den tidligere OB-profil og danske u-landsholdsspiller er nu i Hellas Verona, hvor han sidder solidt plantet på bænken. Han er netop blevet 20 år og er derfor stadig meget ung, men når det er sagt, skal han også begynde at have spilletid for at kunne udfolde sit store talent. 

Hellas Verona ligger helt i bunden af Serie A og måske er tiden god for, at Slotsager skal finde sig en ny adresse?

Spillertype: 

Slotsager er en spillende forsvarsspiller, som er kendetegnet ved at have en enorm ro trods sin unge alder. Han er samtidig duelstærk og med sine 1.90m er han en relativt stor forsvarsspiller. Han er dertil også en hurtig forsvarsspiller og dermed kombinere han både gode defensive kompetencer og teknisk højt niveau. Men det er også en spiller, hvis udvikling er gået i stå. Jeg ville dog også se ham som et relativt klart tredjevalg, bag Binks og Alves.

 

Tobias Guddal - 23 år, Tromsø

Klubstatus:
Tobias Guddal har netop lagt en imponerende 2025-sæson bag sig i Tromsø, hvor han har etableret sig som en af de bedste stoppere i Eliteserien. Han skiftede til Tromsø i foråret 2024 og har siden da spillet stort set alt. Guddal har en kontrakt frem til sommeren 2028, hvilket betyder, at han ikke er 'billig'. Men Tromsø er også en klub, hvis største salg nogensinde er i prislejet €3-5 mio Euro. Derfor er min tanke at Brøndby økonomisk godt kan være med her. Han er i en alder, hvor han er klar til at blive skibet videre til en større liga, og han passer perfekt på strategien om at hente spillere på vej op.

Spillertype:
Hvis vi leder efter 'den fysiske pakke', så er Guddal definitionen på det. Med sine 2.01m er han et monster i luftrummet, og hans stats i duelspillet er helt i top i den norske liga. 

Han er trods sin højde rigtig god på bolden og har en stor ro og god teknik. Han har måske ikke den højeste topfart på de første meter, men han kompenserer med sin rækkevidde og evne til at læse spillet - og han er en af de forsvarsspillere som i den norske række scorer højest på 'recoveries - altså evnen til at opsnappe bolden. 

 

Noah Eile - 23 år, New York Red Bulls

Klubstatus:
Eile er i gang med sit andet år i MLS hos New York Red Bulls, efter han blev solgt fra Malmö FF i starten af 2024. 

Eile har en kontrakt, der løber helt til udgangen af 2027), hvilket gør ham til en investering. Han er dog købt ind under MLS' 'U22 Initiative og får en løn på lige under 300.000 kr. månedligt. Vi har lige hentet en profil fra MLS, som gerne ville tilbage til Europa. Måske Eile er samme case. Han er i hvert fald fra Lund og vil derfor komme tæt på sit hjem, hvis det er noget han ønsker. New York Red Bulls er desuden en klub som ikke sælger særlig dyrt og vi har fornylig sendt Justin Che den anden vej, så dialogen mellem Schmedes og klubben bør være god. 

Spillertype: 

Eile er en høj spiller på 1.95m og har en god fysisk pakke. Han er stærk i duelspillet og vinder mange af sine defensive dueller. Dertil er han også en relativt hurtig stopper trods sin størrelse. Han er god til at drive bolden frem og kan derfor også bidrage stort til opbygningsspillet. Han er for mig at se det bedste “unge” svenske bud på en CB til Brøndby.

 

Oskar Wójcik - 22 år, Cracovia

Klubstatus:
Oskar Wójcik er fornylig blevet rygtet til Brøndby og der skulle angiveligt være blevet afvist et bud på €3 mio. Det skulle eftersigende ikke være korrekt, at man har budt på spilleren, men man forstår rygtet. Wójcik har i denne sæson fået sit helt store gennembrud i Polen, en liga, som Schmedes tydeligvis kigger på. 

Cracovia er en midterklub i polsk fodbold og ikke en klub som er vant til at sælge dyrt, hvorfor Brøndby økonomisk bør kunne være med.
Han er en spiller som først i denne sæson har fået sit gennembrud, så lidt en Sow-case fra Polen, men det er også en spiller som har været en kæmpe profil, hvorfor Brøndby nok skal rykke hurtigt inden andre og større klubber får øjnene op for ham. Det er dog et gamble med så lille en samble af performance. 

Spillertype: 

Wójcik er en forsvarer med stort F. Han er en af de aller bedste duelspillere i polsk fodbold i denne sæson og viser samtidig gode lederegenskaber trods sin unge alder. Han betegnes lige nu som en af de bedste midtstoppere i ligaen. 

På bolden er han ret ordinær og har stort udviklingspotentiale. Det er ikke fordi han smider mange bolde væk, men han er en spiller som spiller simpelt og uden store risici. Han er dertil vant til at spille i fire-back-kæden og er i Polen kendt som en 'clearingsmaskine'. Han minder for mig at se som type ret meget om Lauritsen, bare yngre og med stort udviklingspotentiale.

 

Adamo Nagalo - 23 år, PSV Eindhoven

Klubstatus:
Den tidligere FC Nordsjælland-profil skiftede til den hollandske storklub PSV i sommeren 2024 for et beløb i omegnen af €7mio. Hans tid i Holland startede dog med en alvorlig skade og han er sidenhen aldrig kommet tilbage og bidt sig fast. Han har i efteråret 2025 ofte siddet på bænken eller været helt uden for truppen.

Hans kontrakt løber helt til 30. juni 2029, men hans manglende spilletid kan betyde, at PSV er villige til at kigge på en lejeaftale eller et salg med tab for at få ham videre. Der er her i januar 2026 rygter om, at han søger mere fast spilletid for at holde sin plads på Burkina Fasos landshold. Kunne hans gamle makker i FCN forsvaret Villadsen overbevise ham om en tur på Vestegnen?

Spillertype: 

Nagalo er en spiller, som da han var bedst i FCN, var han decideret overlegen både på og mod bolden. Han er en moderne forsvarsspiller, som er enormt god i det opbyggende spil og som kan sætte spillet nede bagfra. Det kombinerer han med en imponerende fysik, hvor han både er relativt hurtigt og duelstærk. 

Han er selvfølgelig en spiller som skal bygges op - og på den måde passer han ikke med en 'profil på vej frem'. Men han er stadig ung og kan man få ham bygget op, så er han en CB’er som igen kan vokse ud af Superligaen og blive et dyrt salg. 

Han bør være en spiller som er på Brøndbys radar og shortlist - og for mig at se er en lejeaftale med købsoption en god mulighed for Brøndby.

 

Joel Latibeaudiere - 26 år, Coventry City

Klubstatus:
Latibeaudiere har kontrakt i Coventry frem til sommeren 2027. Han har tidligere været fast mand i klubben, hvor han bl.a. har spillet sammen med Binks. Men i denne sæson har han været sat helt af holdet, hvorfor han kunne være åben for et skifte.

Derudover er han en tidligere Cooper-favorit. Han var anfører for det engelske U/17-landshold, som under netop Steve Cooper vandt VM-guld i 2017. Cooper hentede ham senere til Swansea i 2020, da han var manager der. Måske en genforening kunne være spændende både for ham og Cooper. 

Spillertype: 

Han er lille af en CB’er (1.80m) og på mange måder ikke en spiller, som passer på den profil, som jeg tror vi kigger efter med sin størrelse, men han er stærk på kroppen og har en timing der gør, at han kan begå sig som CB selv i en liga som Championship. 

Han er desuden en alsigdig spiller og hans primære position er CB, men han kan også spille RB og DM. 

Han er skolet i Manchester City og er en meget boldspillende CB’er, og det er særligt på det punkt han skiller sig ud. Så søger Brøndby mere bold i bagkæden, er ham her enormt oplagt.

 

Teden Mengi - 23 år, Luton Town

Klubstatus:
Blev hentet til Luton, da de var i Premier League, men efter Lutons dramatiske "back-to-back" nedrykninger – først fra Premier League i 2024 og senest fra Championship i sommeren 2025 – befinder Mengi sig nu i League One. Det er han alt for god til og Luton ligner ikke en opretter i denne sæson, hvorfor det må forventes at han skal videre.

Det er en spiller, som Cooper må kende fra U/17-tiden. Han har ikke spillet kampe under Cooper, men var lige i periferien og årgangen under Coopers årgang. 

Spillertype:
Han er en spiller på 1.86m, der bringer en kombination af fysik og ekstrem fart. Han er rigtig god i en-mod-en-duellerne og har en evne til at lukke bagrum pp grund af sin hurtighed. Noget der vil give Brøndbys forsvar en helt ny dimension.

Han er rolig i pasningsspillet og vant til at spille i en fire-back-kæde med højt pres.

Søger Brøndby alligevel fart, og kigger de i de engelske rækker, så må ham her springe i øjnene som en mulighed.

 

Giulian Biancone - 25 år, Olympiakos

Klubstatus:
Biancone spiller i øjeblikket i Olympiakos, hvor han har svært ved at komme på holdet i den græske klub. Han har kontrakt frem til 2027, men kan måske være tilgængelig grundet sin situation.

Det er en spiller som Cooper hentede til Forest, da han var der for €10 mio, og en spiller, Cooper havde store forventninger til, men som fik sit ophold i Forest ødelagt på grund af en korsbåndsskade. Siden da har hans skadehistorik ikke været stor, men han har haft svært ved at bide sig fast som starter, først i Forest og nu i Olympiakos. Så det er en spiller Cooper kender godt. Derfor er han med på listen. 

Spillertype: 

Han er oprindelig back, men blev tidligt i sin seniorkarriere omskolet til CB. Biancone er først og fremmest en spillende midtstopper, som er virkelig god på bolden. Men det er også en duelstærk spiller, som sagtens kan begå sig fysisk og som vinder mange af sine dueller. 

Hans største styrke er hans evne til at indgå i opspillet. Han er meget modig i sine pasninger og bryder ofte linjerne (statsmæssigt ligger han højt på 'progressive passes'). Defensivt er han aggressiv og stærk i luftspillet. Han er ikke en hurtig stopper, men er taktisk klog i sin positionering.

 

Loïc Mbe Soh - 24 år, Beerschot VA

Klubstatus:
Den tidligere Forest-stopper med en fortid i PSG-spiller i øjeblikket for Beerschot i den næstbedste belgiske række. Efter Beerschots nedrykning fra Jupiler Pro League i sommeren 2025, valgte Mbe Soh at blive, og han har i efteråret 2025 været en af de absolutte profiler i ligaen. Han har udløb i sommeren 2026, hvorfor han er varm på transfermarkedet. Han er desuden anfører i klubben og en leder på banen. Cooper kender Soh fra deres fælles tid i Forest. Her var Soh ung og kæmpede desuden med en skade - men det er en spiller Cooper tidligere har set et lys i. Cooper har udtalt, at Mbe Soh har et "top-niveau" rent teknisk, men at han havde brug for fast spilletid for at finde rytmen. Det har han fået nu og virker meget klar til næste skridt. 

Spillertype:
Han er kølig på bolden og har i efteråret 2025 snittet en pasningsprocent på næsten 90%. Han er typen, der aktivt søger at bryde linjerne med flade pasninger, hvilket passer perfekt ind i Coopers direkte stil. 

Fysisk er han en power-spiller og han er meget stærk i kroppen og vinder hovedparten af sine dueller - både i luften og ved jorden. Han er vant til at spille i en fire-back-kæde og så er han er en spiller, der er på vej frem.

 

Kévin Boma - 23 år, Estoril Praia

Klubstatus:
Boma er i gang med en forrygende 2025/26-sæson i den portugisiske Liga Portugal. Efter sit skifte fra Rodez i sommeren 2024 har han i denne sæson cementeret sin plads som en af ligaens mest spændende forsvarsspillere. Han er nævnt som et emne i flere større klubber og forventes at skifte dette vindue - men hvis dette ikke sker, kunne han være en spændende mulighed sidst i vinduet. Linket til Brøndby er gennem GFH, som har ejerandele i både Estoril og Brøndby. 

Spillertype: 

Han er først og fremmest en enormt fysisk forsvarsspiller - som er en af de forsvarsspillere, som vinder flest luftdueller i den portugisiske liga. Han er med sine 1.93m en høj og meget stærk spiller, som ikke mange i Superligaen vil kunne matche fysisk. Men han har også i denne sæson udviklet sig på bolden og har en god og rolig omgang med bolden. Det er måske for høj en hylde, men vores connection til Estoril gør, at jeg alligevel tager ham med på denne liste.

 

Patric Pfeiffer - 26 år, SV Darmstadt 98

Klubstatus:
Efter ophold i både Augsburg og på leje i Young Boys, vendte Pfeiffer i sommeren 2025 permanent tilbage til SV Darmstadt 98 i den tyske 2. Bundesliga. Han har i efteråret 2025 genfundet rollen som den absolutte leder i forsvaret, hvor han har spillet stort set fuld tid og været en af de bedst evaluerede stoppere i rækken. Det gør ham relevant. Han er i den grad en spiller med en opadgående formkurve.

Han har altid været et anerkendt talent, men det som gør ham særlig relevant for denne liste er, at ham og Benjamin Schmedes har en fælles fortid i HSV, hvor Pfeiffer var et af de største talenter på ungdomsholdet - desuden sammen med Mats Köhlert. 

Spillertype: 

Pfeiffer er et fysisk pragteksemplar. Han er 1.96m høj, brølstærk og faktisk også rigtig hurtig. Han er en af de defensiv spillere i 2. bundesligaen, som har de bedste defensive stats målt på dueller, særligt i luften. Hvis vi kigger efter en fysisk forsvarsspiller, som peaker lige nu og i en liga som vi kender - så vil Pfeiffer være på listen. 

Hans største udviklingspunkt er spillet med bolden. Her er han bedst, når han spiller simpelt og ikke så god, når han prøver de svære afleveringer.

 

Jamie Lawrence - 23 år, WSG Tirol

Klubstatus:
Lawrence er en tysk forsvarsspiller, som har fået sin skoling i Bayern Munchen og har desuden spillet 14 landskampe for det tyske u20-landshold. Men det manglende gennembrud har sendt forbi den østrigske liga og Tirol, som er et sub-bundhold i Østrig. Det som gør ham interessant er at han har udløb til sommer og at han tjekker alle bokse af i de kriterier jeg har sat op. Han har de seneste 2 sæsoner været Tirols store profil og nu må han være klar til et skridt opad. 

Spillertype: 

Lawrence måler 2.01m og er derfor ganske naturligt en magtfaktor i duelspillet både i luften og ved jorden. Han har nogle af de bedste stats i den østrigske række på alle defensive parametre. Han har samtidig en fin fart, teknik og sikker i boldomgangen - ellers havde man heller ikke haft så mange år på Bayerns ungdomshold. Han er vant til at spille i en fire-back-kæde, hvor han fungerer som den kontrollerende stopper. Han er præcis den type, som jeg har opsat mine kriterier efter - og har som nævnt udløb. Derfor er han med.

 

Adrian Leon Barišić - 24 år, FC Basel

Klubstatus:
Barišić har i de seneste sæsoner været en vigtig del af Basels defensiv samt bosnisk landsholdsspiller. Men den seneste periode er han blevet sat af i Basel, hvorfor han er værd at kigge på. Med udløb i sommeren 2027 er det nu Basel skal sælge, hvis de forventer han er sat af og man stadig ønsker at 'Schmede', mens jernet er varmt. 

Han vil nok være en dyr herre, men det er også en proven spiller man vil få ind. 

Spillertype: 

Han er ekstremt stærk i det fysiske spil og rangerer i den absolutte top af den schweiziske liga på vundne luftdueller (vinder næsten 5 pr. 90 min. med en succesrate på over 75%). Han er den type stopper, der dominerer sit felt gennem positionering og rå styrke. Selvom han er stor, er han teknisk meget velfunderet. Hans pasningsspil er på et højt niveau og han er særligt dygtig til at finde medspillere med præcise lange bolde. Han er vant til at spille i en 4-back kæde og har prøvet sig af på den helt store scene i både Champions League-kvalifikation og Europa League. Han er en færdig profil, der vil kunne gå direkte ind og løfte niveauet i Brøndbys forsvar og agere leder fra første dag.

 

Antonios Papadopoulos - 26 år, FC Lugano

Klubstatus:
Den tysk-græske stopper skiftede i sommeren 2024 fra Borussia Dortmund til FC Lugano i den schweiziske Super League, og her har han for alvor fået sit gennembrud. Han har i efteråret 2025 været en af de mest dominerende forsvarsspillere i ligaen og har været en nøglefigur i Luganos kamp i toppen af tabellen.

Hans performance har gjort ham varm på transfermarkedet, hvor det forventes han skifter - bl.a. er tyrkiske Besiktas meldt varm på ham. Lugano kæmper med i toppen i Schweiz, men er ikke en klub som er vant til at sælge for store beløb, hvorfor det forventes at Brøndby godt økonomisk kan være med. Desuden må det være en spiller som Benjamin Schmedes kender, fra hans tid i tysk fodbold. Lugano har allerede hentet en ny stopper dette vindue, fordi man regner med at Papadopoulos er videre. 

Spillertype: 

Han er trods sine 'kun' 1.87m en meget fysisk spiller, som er kendt for at være en meget aggressiv forsvarsspiller. Han vinder rigtig mange dueller, både i luften og ved jorden - og er ligeledes farlig på offensive standarder. 

Dertil er han god på bolden. Han har en fortid på den defensive midtbane og det kan ses på hans stats, hvor han er en af de bedst spillende forsvarer i den schweiziske liga denne sæson.

 

Hvem synes du bedst om? Giv dit besyv med i kommentarfeltet.





Deltag i diskussionen


Du skal være logget ind, for at kunne kommentere.


  • En af mine drømme er Mengi, som jeg selv havde skrevet om for lidt tid siden. Han er ALT for god til League one, og af den grund er jeg også bange for at han er på vej andet sted hen, top championsship eks.
    Virkelig en god spiller.
    Han har ikke været med i truppen, ingen årsager, de sidste to kampe, så jeg mistænker lidt at han er på vej væk.

    Gode bud ellers! Som altid
    3 enige · 2 god kommentar

  • Der er dygtige unge spillere i klubben allerede. Er ved at være træt af alle de spillere Cooper mener der er brug for. Det er som om intet er godt nok i og omkring klubben. Er betænkelig ved at Cooper tilsyneladende har fået råderet over vores Brøndby.
     
    • @Barefodbold,

      Vi er, bare siden i sommers, kollapset mod Viborg, Vikingur, Fredericia og Vejle. Det er åbenlyst uholdbart.

      Og det var også et problem under både JS og Birk.

      Det er helt rigtigt set at der skal ryddes grundigt ud i truppen.
      3 enige · 3 god kommentar
     
    • @Barefodbold Cooper er mere Brøndby IF end nogen vi har ansat i mange år. Han brugte kort tid på at forstå klubben, dens historie og kultur, og han har ejerskabets opbakning til, at vi skal skabe et projekt med et langt sigte. Et projekt der skal bringe Brøndby IF tilbage som udfordrer til de bedste danske hold ved at spille hurtigt, aggressivt og målsøgende. Og vi skal gøre det uden at vi sætter økonomien over styr - hvilket jo godt nok afviger noget fra traditionerne i Brøndby IF. En af vejene dertil er at de unge spillere får mere spilletid, og at de har rutinerede spillere de kan læne sig opad. Og bedømt på efteråret, så har de unge fået mere spilletid end længe, og bedømt på dette transfervindue, så får de også bedre spillere de kan læne sig opad i foråret.

      Og så kan der jo i øvrigt være en pointe i at meget ikke har været i orden i klubben. Det er bare at se på regnskaberne for de sidste mange år, og de manglende indtægter på stort set alle indtægtsområder. Det håber jeg vi får rettet op på i de kommende år, med en ny CEO og formentlig endnu flere nye ansigter på ledende poster i den kommercielle afdeling. Den sportslige afdeling har i hvert fald gjort sit til, at vi nu kan sidde og debattere en masse spændende navne til truppen, i stedet for at overveje om vi kan hente en dansker med et fejlslagent udlandsophold hjem igen, og så håbe det bedste.
      3 enige · 3 god kommentar
     
    • Kepgar
    • Kepgar   15. januar 2026   

    • @Barefodbold det passer jo ikke helt det du skriver.
      Cooper har da givet mere spilletid til Brøndbys egne talenter end både birk og JS. Cooper har udover at give fast spilletid til Ambæk og P også givet debut til Escobar, Ali og Viggo Pedersen. Derudover har han endelig fået Nartey til at præster på et højt og stabilt niveau.

      Derudover er jeg generelt på linje med Cooper, der er rigtig mange ting i Brøndby især infrastrukturen som ikke er godt nok, Brøndby har sovet i timen de sidste 25 år. og det er befriende at der endelig er en træner og sportsdirektør som tør at tale lige ud af posen og ikke er bange for at fortælle sandheden og ændre på tingene.
      1 enig · 1 god kommentar

  • LJS
  • LJS
    Betalende bruger
    Top debattør
      15. januar 2026   

  • Atter en fremragende gennemgang af mulige emner, i dette tilfælde som midtstopper, som altid.
    Hatten af.
    4 enige · 3 god kommentar

---

  • Jensen
  • Jensen
    Betalende bruger
      15. januar 2026   

  • Mange tak for endnu et fantastisk, gennemarbejdet indlæg.

    Mine kriterier for var af en ny forsvarsspiller i dette vindue er ét af to:
    1) En ung/yngre spiller med niveau til at kæmpe om pladsen en Alves og/eller Binks, men som kan have en længere tid i klubben og stadig kunne sælges videre til fornuftig pris.
    2) En ældre spiller, der skal kunne slå Alves eller Binks af i indeværende sæson.

    Hvilken type vi har brug for, er svært for mig at vurdere. Og i realiteten, vil det nok være bedst, med en type, som vi ikke allerede har, så vi kan skifte udtryk, alt efter hvem der er på banen.
    Normalt ville man kigge efter et skur, en mur, en klippe, der ikke er til at komme forbi. Men det er lige så vigtigt for vores spil, at det er en spiller, der kan lave gode afleveringer, så modstanderen kan bliver overrasket, hvis de mister bolden og den sendes retur gennem deres kæder, inden de er på plads.
    Jeg er nok mest fortaler for en hurtig forsvarsspiller, frem for et langt skur. I min verden er det bedste forsvar et angreb. Og det er altid federe at så vores hold forsvare fremad, i stedet for at parkere bussen.

    Så ud fra ovenstående liste, vil mine ønsker være:
    1) Tobias Slotsager, som det unge valg. Jeg har tænkt på ham flere gange, for jeg vil gerne have haft ham til Brøndby, da han skiftede. Han kender ligaen, han er dansk og han er ung med fortsat mulighed for udvikling. Men han skal også hentes fra en klub, der lige har brugt en del penge på ham og han kan potentielt stå i vejen for vores egen MasterClass.
    2) Joel Latibeaudiere, lyder som meget af det jeg nævner ovenfor og kunne være spændende at få til klubben. Jeg kan dog frygte, om niveauet er så højt som jeg øsnker det, men Binks må kunne hjælpe med info om ham.
    3) Som ’bobler, da han falder uden for mine kriterier, er Teden Mengi. Han er for gammel til at kunne kaldes talent og kan nok ikke mange-doble sin værdi. Men jeg tror, at hans fart kunne blive en vigtig faktor i vores spil og en kompetence der kan være nok til at slå Alves af som fast starter.
    1 enig · 2 god kommentar
     
    • LJS
    • LJS
      Betalende bruger
      Top debattør
        15. januar 2026   

    • @Jensen
      Hvorfor tror du at Teden Mengi's FAR, vil kunne blive en vigtig faktor?...
      Argh, okey....
      Du mener selvfølgelig fart ;-)))
      2 god kommentar

    Se 2 flere kommentarer


  • Kenneth
  • Kenneth
    Betalende bruger
      15. januar 2026   

  • rigtigt god liste med masser af spændende navne.
    Slotsager vil dog være en kæmpe fuckfinger til Søndergaard (og til dels Raphael Canut)
    3 enige

---

  • Tobias Slotsager og Teden Mengi er mine favoritter, evt. Patric Pfeiffer hvis det primært er den fysiske del man vægter højest.

  • Ham den tidligere FCN spiller Adam kunne være spændende. ellers vil jeg mene Mengi. evt Joel fra Coventry City. selv han ikke har den vildeste højde. men boys hvad sker der en hel uge er gået og ingen transfers.

  • Fed artikel, men lidt svær at navigere i med alle de reklamer.
    1 enig · 1 god kommentar

---

  • Kepgar
  • Kepgar   15. januar 2026   

  • Det er virkelig mange spændende spiller med på den liste og den ene lyder som spillertype bedre end den and. Kender dog ingen af spillerne udover nagalo, men ud fra spiller beskrivelsen kunne jeg nemt se 3 eller 4 af dem i Brøndby.

    Men en ting er sikkert og det er at der ikke bliver hentet nogen midterforsvar før der bliver solgt en.

  • Tobias Slotsager, han er en drøm at vi henter og som jeg har været efter tidligere, især efter at det blev klart at han ikke ville forlænge med OB.
    Ung, dansk og dygtig:

    At han stadigvæk kun er 20 gør at der stadigvæk er udviklingspotentiale og derved også videresalgsværdi.
    At han er dansk er for mig kun en fordel da jeg syntes at vi har lige i overkanten af udenlandske spillere, lige nu er procentdelen på 60/40 i forholdet udlændinge vs. danske spillere, det så jeg gerne nede på minimum 50/50.
    At han er dygtig er der vist ingen tvivl om, fast mand for OB som 17 årig, som 17/18 årig var han klart OBs bedste spiller i deres nedrykningssæson og det var i hvert fald ikke Slotsagers skyld, når at man så også kommer i top 50 på Golden Boy listen så er det sgu noget af en anerkendelse.

    Hvad gør det så ved en spiller som Søndergaard? Det gør at han må tage 'til takke' med en plads som 4. valg eller sendes ud på lån.
    Faktisk syntes jeg at det er lidt frustrerende at han stadigvæk som snart 19 årig (fødselsdag i slut februar) spiller U19 bold, især hvis at der er så stor tro på ham. Så burde han ud og afprøves på noget mere end U19, eller det er i hvert fald sådan at jeg ser på det.

  • Fik scouted mig frem til Tobias Guddal i FM26. Monster sammen med Binks i det midterforsvar. Husker ikke, at jeg har lukket et mål ind på en standardsituationen? siden jeg hentede ham til mit save. Ved dog intet om ham fra den virkelige verden.
    2 enige · 2 god kommentar

---

  • Katongo
  • Katongo
    Betalende bruger
      15. januar 2026   

  • Sætter virkelig stor pris på de her lækre tråde - tak!

    Små 20 minutters scrollen op og ned gennem popup reklamer og så nåede jeg frem til, at Boma og Pfeiffer er mine favoritter i det felt.. Sådan et stort, sort, skur af et muskelbundt, der bare indgyder frygt for ankler og skinneben.. det gider jeg godt se på. Så må nogle andre stå for det polerede..
    2 enige · 1 god kommentar




Relaterede nyheder



Mest læste nyheder



Mest kommenterede nyheder