Foto: Privat ©
U/16-landshold: Brøndby-trio med i dansk sejr over Mexico
Tirsdagens uafgjorte resultat mod Holland blev torsdag fulgt op af en sejr på 2-1 over Mexico, da det danske U/16-landshold torsdag ved middagstid spillede deres anden kamp ved en fire nationers turnering i Spanien.
Mexico chokstartede ellers med en scoring allerede i kampens første minut, men allerede minuttet senere havde FCK's Oskar Fenger skabt balance i regnskabet. Sejrsmålet bllev sat ind af Julius Lucena fra Esbjerg fB syv minutter før tid.
Fra Brøndby IF og Brøndby Masterclass startede Sander Larsen inde som den ene af to 8'ere, mens Ali Al-Najar tog sig af 6'er-positionen på den danske midtbane. Sidstnævnte havde fået anførerbindet og fik samtlige 80 minutter plus det løse.
Sander Larsen fik lige knap en time på banen, mens den ene af tirsdagens målscorere Jacob Ambæk blev skiftet ind i det 68. minut, Senere torsdag vandt Holland med samme cifre over Saudi Arabien, hvilket efterlader alt åbent.
Søndag kl. 15:00 slutter Danmark turneringen af med en kamp mod Saudi Arabien, mens Holland og Mexico mødes. Skulle det ske, at både Danmark og Holland taber 2-1, slutter alle fire hold helt lige med fire point og en målscore på 5-5.
Deltag i diskussionen