Foto: Privat ©
U/16-landshold: Brøndby-trio med i dansk sejr over Portugal
Sent tirsdag eftermiddag skulle det danske U16-landshold spille deres anden kamp ved en fire nationers turnering i Belgien, og modstander var Portugal. Med fra start var to ud af den danske trups tre Brøndby-spillere, og begge fik fuld spilletid.
Ali Al-Najer (billedet) med nummer 10 på ryggen havde fået anførerbindet og spillede 6'er, mens Sander Larsen var en af de to 8'ere i den danske 4-3-3 opstilling. Endelig blev Jacob Ambæk skiftet ind som topangriber i 54. minut af de 80 plus det løse.
Sidstnævnte skulle blot bruge tre minutter for at komme på scoringstavlen. Ambæk udnyttede sikkert et straffespark og bragte Danmark på 2-0, som også belv kampens resultat.
Allerede i opgørets andet minut havde Oskar Fenger fra FC København, som Jacob Ambæk afløste, bragt danskerne i front på et gennemspillet angreb. Senere onsdag vandt Belgien 2-1 over Tyrkiet og fører turneringen med maksimumpoint.
Netop Belgien er Danmarks sidste modstander på torsdag kl. 12:00, og i tilfælde af sejr vil danskerne overhale værterne og vinde turneringen. Læs her om Danmarks første kamp mod Tyrkiet.
Deltag i diskussionen