Foto: Michael Jakobsen ©
U/16-landshold: Danmark vandt 4-0 og Ekene Chukwuani med i to mål
Det danske U/16-landshold er for tiden i Spanien for blandt andet at spille med i en miniturnering, hvor de øvrige deltagere er U/16-landsholdene fra Polen, Sydkorea og Saudi Arabien. Sidstnævnte var Danmarks modstander tidligt torsdag aften.
Brøndby IF og Brøndby Masterclass har hele fem spillere med i den danske trup, og de to af dem startede inde mod saudierne, mens yderligere to kom ind efter en times spil af de to gange 40 minutter.
Raphael Canut med anførerbindet startede inde som højre stopper i den danske 4-3-3 opstilling, mens Ekene Chukwuani lå fremme som højre kantangriber. Efter en lidt famlende start spillede Canut sig op og leverede en solid indsats, men det var sidstnævnte, der kom mest i fokus.
I en til tider noget rodet affære var Danmark klart bedst og vandt ganske sikkert 4-0 efter 1-0 ved pausen, og Chukwuani var involveret i de første to scoringer. Først testede Brøndby-angriberen dog lige Saudi Arabiens målmand med et langskud i 24. minut, som dog blev reddet til hjørne.
Fem minutter senere var Chukwuani på spil på højrekanten med et par snævre og hurtige træk, som resulterede i er nærmest uundgåeligt frispark til Danmark. Det tog Rilke Thomsen sig af, og fra en spids vinkel sendte HIK-spilleren bolden hårdt og fladt i nettet.
I 48. minut udnyttede Ekene Chukwuani sin større fysik på et indlæg fra venstre og pressede en Saudi-forsvarer til at heade bolden lige ned for fødderne af AGF's Linus Thieler, som i det lille felt havde nemt ved at fordoble den danske føring.
De sidste to danske scoringer faldt hen mod slutningen af ogøret henholdsvis fem minutter før tid og i andet tillægsminut. Først scorede Omran Khatar fra HB Køge med et fladt skud fra kanten af feltet, inden AGF's Mikkel Bro Hansen sluttede af med en flot soloaktion og et godt langskud.
Brøndby-keeper Elias Medina var den eneste danske spiller, som ikke kom i aktion, mens samtlige ti markspillere blev skiftet efter en times spil. Dermed fik truppens sidste to Brøndby-spillere Malthe Mortensen og Elias Broberg de sidste 20 minutter plus det løse.
Tidligere torsdag havde Polen vundet 2-1 over Sydkorea, og allerede her til eftermiddag kl. 16:00 mødes Danmark og Polen. Denne gang indleder samtlige 11 startere fra kampen mod Saudi Arabien opgøret på bænken.
Med andre ord kan Elias Medina se frem til fuld spilletid i det danske mål, mens både Malthe Mortensen og Elias Broberg starter inde på midtbanen. For 5€ kan kampen ses her.
Deltag i diskussionen