
Foto: Michael Jakobsen ©
U/17: Brøndby besejrede Vejle i målfest
Brøndby IF U/17 kæmper med helt i toppen af U/17 Ligaen, hvor medaljer af alle slags er inden for rækkevidde. Lørdag var der igen vigtige point på spil for Viktor Kyndes mandskab og cheftræneren sendte følgende hold i aktion på bane 2:
Elias Medina (2009)
Malthe Mortensen (2009) - Raphael Canut (2009) - Mohamad Aliko (2009) - Mathias Schou (2009)
Casper Svart (2008) - Jonas Gretlund (2009)
Sander Larsen (2008) - Elias Broberg (2009)
Tobias Baden-Ekstrand (2010) - Ekene Chukwuani (2009)
Bænken: Julius Sonnenborg (2009), Tobias Heilbuth (2008), Christian Nielsen (2009) og Tahir Cevher (2008)
Hjemmeholdet var til dagens kamp uden den normale anfører Ali Al-Najar, som afsonede karantæne. Gustav Ruby havde pådraget sig en skade i ugens løb til træning, ligesom Viggo Poulsen også fortsat er på skadeslisten.
Brøndby IF lagde stærkt ud og fra kampens start fik de trykket gæsterne fra Vejle helt tilbage. Efter ti minutters spil bragte den 14-årige angriber Tobias Baden-Ekstrand hjemmeholdet foran med 1-0.
Der stod Brøndby på ALT i de første tyve minutter, hvor hjemmeholdet også sagtens kunne have scoret yderligere. Særligt Elias Broberg var i spillehumør og satte det ene gode angreb op efter det andet.
Men efter de tyve minutter meldte Vejle sig ind i kampen og Brøndby blev for passive. Brøndby trak sig lidt længere tilbage og Vejle fik momentum. Det udnyttede de til at udligne efter et flot angreb, der kom på bagkant af et vedvarende tryk, som hjemmeholdet ikke fik spillet sig ud af.
Brøndby fik greb om kampen igen og Casper Svart på den defensive midtbane var en vigtig ingrediens i at det lykkedes. Han var maestroen, som lå bagerst og dikterede spillet, fik bredt ud, når der skulle bredes ud, og spillede små stejle afleveringer op gennem midten, når mulighederne bød sig.
I denne fase af kampen bød Vejle dog også stadig ind med angreb den anden vej og to gange måtte Elias Medina diske op med gode redninger. Men lige inden pausefløjt var det Brøndby, der fik netmaskerne til at blafre. Svart spillede bolden ind på Broberg i feltet og han lavede en virkelig flot maskeret bold i dybden - vi taler på meget lidt plads i feltet - til Baden-Ekstrand, der tæskede sin anden scoring i nettet. 2-1 til Brøndby ved pausen.
Brøndby fik rettet nogle ting i pausen og fra anden halvlegs start synede der ingen tvivl om, hvem der ville vinde kampen. Brøndby kom ud som lyn og torden og allerede efter få minutter havde både Chukwuani og Baden-Ekstrand været tæt på at øge føringen. Baden-Ekstrand var ekstremt velspillende og kunne godt have fortjent et hattrick. Midt i anden halvleg måtte han lade sig udskifte, da han tidligere i kampen havde fået én på lampen i en duel, og han så også lidt medtaget ud efter opgøret. Men selvom han stadig er U/15-spiller aldersmæssigt, så er der ingen tvivl om, at han har niveauet til at spille med på U/17 og han bliver spændende at følge fremover. Og så er han seneste skud på stammen af mange dygtige Brøndby-angribere i de senere år, jeg nævner i flæng; Kvistgaarden, Ambæk, Agyekum, Chukwuani.
Brøndby kom på 3-1 efter et fremragende angreb, hvor Malthe Mortensen blev sendt afsted i højresiden. Han lagde et perfekt cutback til Broberg, der fortjent kom på tavlen.
Efterfølgende brændte Brøndby et par muligheder, men så tog dagens anfører Sander Larsen sagen i egen hånd og hamrede bolden i nettet fra distancen. Meget flot mål.
Mod slutningen af kampen gik det lidt balalajka og Brøndby mistede den kontrol, de ellers havde haft i hele anden halvleg. Først fik Brøndby scoret til 5-1 efter et hjørnespark, hvor Broberg svingede et indlæg ind i panden på Jonas Gretlund, som scorede.
I den anden ende begik Gretlund en stor fejl, da han mistede bolden som bagerste mand og Vejle kunne reducere. Minuttet efter begik Medina et straffespark, som gæsterne omsatte til mål.
Og i kampens tillægstid viste Chukwuani så hvorfor, han er topscorer ikke bare i Brøndby, men i U/17 Ligaen. Det var et helt åndssvagt godt mål, som fik folk op af stolene på bane 2. Først tørrede han et par Vejle-spillere midt på banen og så tog han sigte meget lange udefra, men hakkede bare bolden i kassen. Derfor endte det 6-3 til Brøndby.
Det er stadig helt tæt i toppen af U/17 Ligaen, hvor FC København stadig står med de bedste kort på hånden og kan afgøre det selv, men hvor Brøndby IF og FC Nordsjælland i allerhøjeste grad også er inde i guldkampen.
1. FC Nordsjælland, 50 point, 22 kampe spillet, målscore 51-20
2. Brøndby IF, 49 point, 21 kampe spillet, målscore 76-34
3. FC København, 44 point, 19 kampe spillet, målscore 61-22
4. FC Midtjylland, 40 point, 20 kampe spillet, målscore 71-30
KAMPEN I TAL:
Brøndby IF U/17 - Vejle B U/17, 6-3 (2-1)
10. minut: 1-0; Tobias Baden-Ekstrand
21. minut: Gult kort til Stefan Petrache Nielsen
24. minut: 1-1; Kerim Sejdic
40. minut: Gult kort til Boye Habekost (Vejle-bænk)
44. minut: 2-1; Tobias Baden-Ekstrand
53. minut: 3-1; Elias Broberg
62. minut: Casper Svart UD / Tahir Cevher IND
67. minut: Tobias Baden-Ekstrand UD / Christian Nielsen IND
72. minut: 4-1; Sander Larsen
78. minut: Raphael Canut UD / Julius Sonnenborg IND
84. minut: 5-1; Jonas Gretlund
87. minut: 5-2; Danial Mørkøre
88. minut: 5-3; Kerim Sejdic (straffe)
90. minut: 6-3; Ekene Chukwuani
90. minut: Jeppe Højgaard Jensen
Deltag i diskussionen