-
Søg
-
Log ind
-
Opret bruger
Lørdag eftermiddag var det tid til årets sidste kamp for Brøndby IF U/17, som hjemme mødte Lyngby BK. Cheftræner Menno van Dam stillede med følgende mandskab fra start:
Rasmus Sommerlund Eriksen
Waldemar Bjergfelt - Philip Søndergaard - Erem Øzkul - Lukas Larsen
Jakob Wismann - Adam Claridge Jensen - Danial Riaz
André Escobar
Jonathan Agyekum - Jacob Ambæk (U/15)
Der var decideret klasseforskel på de to hold i dagens kamp, særligt i første halvleg, og det var Brøndby IF, som var klart bedst. Allerede efter få minutter fik Lyngby en advarsel om, hvad der ventede, da venstrebacken Lukas Larsen sendte en halvflugter på trekantssammenføjningen.
Det var Brøndbys yngste, angriberen Jacob Ambæk, som brød dødvandet på måltavlen. Her skal lyde stor ros til en velspillende Jakob Wismann, der på elegant og forunderlig vis, fandt en vej for sin aflevering gennem et hav af Lyngby-spillere. Han udvalgte Ambæk, som bragte Brøndby på 1-0. Ambæk er indbegrebet af en målscorertype og har imponeret i de to starter han har fået for U/17-holdet. Vi kommer tilbage til ham igen senere.
Først skal vi lige have nævnt Brøndbys genpres. Det var simpelthen en fornøjelse at se i denne første halvleg. Selvom Brøndby-spillerne må have følt sig komfortable på banen med en føring og fornemmelsen af at være det bedste hold, så arbejdede de stenhårdt, og det gjaldt alle mand. Resultatet var en intenst og hidsigt genpres, sommetider helt oppe i Lyngbys straffesparksfelt.
Efter et længere Brøndby-pres blev de blå/gule tilkendt et frispark fire-fem meter uden for feltet. Larsen gik til bolden og sparkede direkte. Den tog en afretning i muren, snød keeperen og gik i nettet. Lidt heldigt nuvel, men på ingen måde ufortjent at føringen blev fordoblet på dette tidspunkt.
Med ti minutter til pause var Brøndby på spil igen, og denne gang kombinerede de sig frem til en smuk kasse. Waldemar Bjergfelt blev til sidst sendt i dybden og med et perfekt cutback fandt han Danial Riaz, der på meget flot og elegant vis krøllede bolden over i det lange hjørne med højrefoden. Riaz startede sæsonen primært på U/15-holdet, men har i løbet af efteråret arbejdet sig til mere og mere spilletid og slutter flot af med to flotte mål i de seneste to hjemmekampe.
Både Ambæk og Wismann havde chancer inden pausen, men bedst som det lignede et pausefløjt ved 3-0, fik Brøndby et hjørnespark, som Escobar sendte ind i feltet. Efter lidt klumpspil dumpede bolden ned hos Philip Søndergaard, der prikkede den i nettet. 4-0 ved pausen til Brøndby og kampen var afgjort.
Det kunne man også se på udskiftningerne i pausen, for trænerteamet fik mulighed for at få alle spillere i truppen med minutter i benene og dermed gå på ferie med en god fornemmelse. Udskiftningen af de tre faste startere Claridge, Søndergaard og Larsen kunne mærkes, for anden halvleg blev en mere lige affære. Lyngby kom i hvert fald bedre med, men omvendt havde Brøndby jo også et resultat. Et rigtig godt et endda.
Tidligt i anden halvleg fik Lyngby reduceret, men Brøndby lukkede dem ikke ind i kampen. Der var optræk til en hel del gode muligheder for Brøndby, men modsat i første halvleg manglede lige den sidste skarphed i pasninger og afslutninger.
Lige indtil Ambæk igen opsnusede en mulighed for at komme på tavlen. Indskiftede Gustav Johansen lagde fint bolden af til Ambæk på kanten af feltet, og så sparkede han den i en bue over keeperen ogi nettet til 5-1.
Efter det mål havde Lyngby og Brøndby begge et par store chancer, men der blev ikke scoret yderligere i opgøret, som nærmest var én stor positiv oplevelse for Brøndby IF. Eneste malurt.i bægeret var at indskiftede Viktor Sørensen måtte gå ud igen sent i kampen, da han fik et voldsomt skrub på knæet. Vi håber ikke, det er alvorligt.
Alt i alt var det en meget flot og helstøbt holdpræstation af Brøndby IF, som overvintrer på fjerdepladsen i U/17 Ligaen. Der er dog kun fire point op til FC København på førstepladsen og rivalerne har spillet en kamp mere. Det bliver et spændende forår. Se stillingen her.
KAMPEN I TAL:
Brøndby IF U/17 - Lyngby BK U/17, 5-1 (4-0)
12. minut: Gult kort til Jakob Wismann
16. minut: 1-0; Jacob Ambæk
22. minut: 2-0; Lukas Larsen
35. minut: 3-0; Danial Riaz
38. minut: Gult kort til André Escobar
45. minut: 4-0; Philip Søndergaard
46. minut: Philip Søndergaard UD / Oliver Sejer IND
46. minut: Adam Claridge Jensen UD / Gustav Johansen IND
46. minut: Lukas Larsen UD / Alex Batista Lindstrøm IND
51. minut: 4-1; Mathias Kaarsbo
61. minut: Jonathan Agyekum UD / William Holm IND
61. minut: Danial Riaz UD / Viktor Sørensen IND
65. minut: 5-1; Jacob Ambæk
73. minut: Gult kort til Erem Øzkul
Deltag i diskussionen