Foto: Simon Kammer ©
NYHED

U/17-EM: Ekstrand-scoring mod Italien, men Danmark ude

 
I holdets sidste gruppekamp ved U/17-EM spillede Danmark 3-3 mod Italien, men det var ikke nok til at gå videre til semifinalerne. Brøndby-angriberen Tobias Ekstrand scorede, mens klubkammeraten Elias Broberg lagde op til et mål.

    • Steen Sørensen
      2. juni 2026 - Klokken 05:59
  • Steen Sørensen
  • Steen Sørensen
    2. juni 2026 - Klokken 05:59

Efter en sejr på 2-1 over Montenegro og et klart nederlag på 4-0 mod Frankrig stod Danmark mandag eftermiddag overfor Italien i den sidste gruppekamp ved U/17-EM i Estland. Samtidig mødtes  Frankrig og Montenegro.

Konditionerne var klare for de rød/hvide. Hvis Frankrig tabte, kunne Danmark gå videre til semifinalerne med uafgjort, mens et fransk point ville kræve en dansk sejr. Det mest sandsynlige udfald var dog en sejr til Frankrig, og så skulle Danmark vinde med minimum to mål over italienerne.

Med Brøndby-spillerne Elias Medina i buret og Tobias Ekstrand i angrebet fik Danmark en god start, da bolden lidt tilfældigt havnede hos Mikkel Bro Hansen i feltet efter et lille kvarters spil, og Bodø/Glimt-spilleren tændte det danske håb.

Med scoringer i 24., 42. og 45. minut fik italienerne imidlertid næsten totalt slukket det håb, og med en fransk pauseføring på 2-0 i den anden kamp, så det helt umuligt ud. Danmark forsvarede dog fint den rød/hvide ære efter pausen og fik fortjent hevet 3-3 hjem. Frankrig vandt 5-0.

Raphael Canut og Elias Broberg blev skiftet ind fra anden halvlegs start, og det stabiliserede det danske forsvar, mens Broberg med et fint indlæg til HB Køges Omran Khatar havde en afgørende fod med i udligningen til 3-3.

Inden da havde Tobias Ekstrand efter knap en times spil scoret til 2-3 på et flot og resolut skud efter en aflevering i dybden fra OB's Noah Manata. Ti minutter før tid gik Ekstrand ud efter at have fået et skrub nogle minutter forinden.

Af de fem Brøndby-spillere i den danske trup fik Elias Medina klart mest spilletid med tre hele kampe i målet. Raphael Canut og Elias Broberg startede begge inde mod Montenegro og fik henholdsvis fuld tid og 65 minutter. Tobias Ekstrand blev skiftet ind i 81. minut.

Som nævnt vandt Danmark den kamp 2-1, og de danske målscorere var Mikkel Bro Hansen samt Omran Khatar, som begge - udover Tobias Ekstrand - også scorede mod Italien.

Mod Frankrig startede udover Medina både Raphael Canut og Willads Tuxen inde, og de fik alle fuld spilletid. I anden halvleg kom Elias Broberg ind fra start, mens Tobias Ekstrand blev skiftet ind i 79. minut.

Danmark en nu færdige ved U/17-EM, mens Italien og Spanien mødes i den ene semifinale samt Belgien og Frankrig i den anden. Selv om de reelt til den tid er U/18, så skal holdet til november og december imidlertid igen i ilden ved en slutrunde: FIFA U/17 World Cup i Qatar.

Her er Danmark i gruppe med Argentina, Australien og Mozambique. Det er første gang, at Danmark er med ved U/17-VM siden 2011, hvor en vis Thomas Frank var landstræner, og Brøndby IF var stærkt repræsenteret på holdet.

Frederik Holst var anfører for blandt andre Riza Durmisi, Patrick Olsen og Pierre-Emile Højbjerg samt de senere Brøndby-spillere Christian Nørgaard, Lasse Vigen og Kenneth Zohore.

Se højdepunkter fra Danmarks kamp mod Italien her (det kræver at man registrerer sig hos UEFA, men det er gratis).





Deltag i diskussionen


Du skal være logget ind, for at kunne kommentere.





Relaterede nyheder



Mest læste nyheder



Mest kommenterede nyheder