-
Søg
-
Log ind
-
Opret bruger
Lørdag eftermiddag linede Brøndby IF U/17 op inde på Brøndby Stadion. Modstanderen var SønderjyskE i U/17 Ligaen og cheftræner Patrik Harboe stillede med følgende mandskab:
Rasmus Sommerlund Eriksen
Kean Tran - Erem Øzkul - Waldemar Bjergfelt - Lukas Larsen
Mikkel Durlev
Magnus Søndergaard - Mads Beyer
August Harritsø
Benjamin Kold - Clement Bischoff
Kean Tran bar anførerbindet i kampen. Det gør Ludwig Vraa-Jensen normalt, men han havde netop været med U/17-landsholdet til EM og fik et hvil. Men Tran gik virkelig forrest i denne kamp og det fra første fløjt. De stakkels sønderjyder fik ikke et ben til jorden i første halvleg.
Allerede efter fem minutter tog Tran chancen ude fra og med et velplaceret skud, der tog indersiden af stolpen, bragte han Brøndby i front. Der skulle gå næsten tyve minutter inden Brøndby kom på tavlen igen, og det var egentlig lidt ulogisk, for hjemmeholdet vadede i chancer. Men SønderjyskE-keeperen diskede op med mange store redninger.
Han var dog uden chance, da Benjamin Kold sparkede bolden i mål til 2-0 efter et flot indlæg fra Tran. Derfra gik det stærkt. Kean Tran var i voldsomt spillehumør. Han fik bolden i højre side af feltet fra Mads Beyer, tog et træk ind i banen og sparkede så bolden i mål i kort hjørne med sit venstreben.
Få minutter senere udbyggede Erem Øzkul til pausestillingen 4-0. Der var Brøndby-skydetelt efter et hjørnespark og til sidst fik midtstopperen sparket den i kassen.
Brøndby startede anden halvleg, som de startede og sluttede første. Det samme kan siges om Tran. Førstnævnte fandt Kold på kanten af feltet, og så sparkede angriberen tørt og flot bolden i mål til 5-0. Tre minutter senere fik vi endnu en scoring og også denne gang var det Kold, der kunne notere sig for den. Denne gang var det efter lidt tilfældigheder og et par vanvittige redninger af gæsternes velspillende målmand, men til sidst fik Kold okset bolden ind over stregen.
Samme Kold havde mulighed for at gøre det til 7-0, da Kean Tran trak et straffespark. Men Kolds forsøg tog overliggeren, og derfra blev det en mere jævnbyrdig kamp præget af mange udskiftninger. Kampen og særligt Brøndby fandt aldrig rigtig rytmen igen.
Det endte med en knusende 6-0-sejr til Brøndby IF, der dog sagtens kunne have været større. Der var mange gode Brøndby-præstationer. Kean Tran sprang (igen) i øjnene, men også Mads Beyer spillede en god kamp. Han har spilforståelse på et højt, højt niveau og er generelt involveret i det meste offensivt for de blå/gule. Benjamin Kold var igen iskold og scorede hattrick, men også Mikkel Durlev skal roses for en stor kamp, hvor han kom i vejen for ufatteligt meget, men også havde mange gode og fremadrettede afspil.
Brøndby ligger nummer tre i U/17 Ligaen og har to kampe tilbage i sæsonen. Du kan se stillingen HER.
KAMPEN I TAL:
Brøndby IF U/17 - SønderjyskE U/17, 6-0 (4-0)
5. minut: 1-0; Kean Tran
12. minut: Gult kort til Jonas Idris
26. minut: 2-0; Benjamin Kold
33. minut: 3-0; Kean Tran
35. minut: 4-0; Erem Øzkul
47. minut: Gult kort til Lukas Larsen
50. minut: 5-0; Benjamin Kold
52. minut: Gult kort til Mads Nielsen
53. minut: 6-0; Benjamin Kold
55. minut: August Harritsø UD / Hamed Traore IND
55. minut: Clement Bischoff UD / Patrick Allentoft IND
62. minut: Waldemar Bjergfelt UD / Lauge Gülstorff IND
63. minut: Magnus Søndergaard UD / Viktor Løvgren Sørensen IND
83. minut: Gult kort til Benjamin Kold
Deltag i diskussionen
Klipklapperen
Betalende bruger
30. maj 2022
Og så skal der da bare forlænges med Tran til 2024. Ham har jeg stor fidus til.
Saesonkort
Betalende bruger
Top kommentator
Top enige
30. maj 2022
K-man 30. maj 2022
Han virker til at være kommet lidt fra baghjul. Han har ikke været med landsholdet som flere af de andre og han ser ikke så fysisk udviklet ud som nogen af de andre.
Jeg kan huske da Jobbe begyndte at slå igennem var det på 2. års u17 efter han mest havde været udskifter som 1. års.
Elsker bif 31. maj 2022