Foto: Bertram ©
U/17: Straffehelten Medina og Brøndby er semifinaleklar
Brøndby IF U/17 spillede onsdag pokalkvartfinale mod HIK. På udebane i Hellerup stillede Brøndby fra start med følgende mandskab:
Elias Medina (2009)
Julius Sonnenborg (2009) - Hector Marley (2010) - Tristan Freiesleben (2010) - Elias Larsen (2009)
Michael Granberg (2010) - Caleb Sweeney (2009)
Alfred Lykkegaard (2010) - Isak Vogt Mathiesen (2010) - Anton Wepia (2010)
Christian Nielsen (2009)
Bænken: Jonas Gretlund (2009), Yousef Amara (2011) og Villads Hass (2010)
HIK fra den næstbedste række gav Brøndby IF en hård aften, hvor de blå/gule intet fik foræret. Det var også hjemmeholdet, som bragte sig foran i kampen, da de omsatte en kontra til en 1-0-scoring. Men Brøndby fik svaret godt igen.
- Vi startede med at komme bagud på en kontra. Så scorede Julius Sonnenborg til 1-1 på hovedstød efter et flot hjørnespark fra Isak Vogt Mathiesen, lyder det fra keeper Elias Medina, som senere i kampen skulle komme til at indtage en nøglerolle.
- Det var en meget svær kamp at spille. HIK gjorde det svært for os på mange måder og vi havde lidt svært ved at løse deres pres i første halvleg. Og så mindede det bare om en rigtig pokalkamp, hvor alt kan ske. Men samlet set fik vi sat en godkendt præstation sammen i en svær kamp.
Julius Sonnenborg blev dobbelt målscorer, da han på et flot langskud gjorde det til 2-1 til Brøndby. Men HIK viste sig igen farlige på kontra. De straffede et boldtab fra Brøndby og gjorde det til 2-2.
Faktisk kunne HIK have snuppet semifinalebilletten, for de fik et straffespark ti minutter før tid. Men nu kommer vi til Medina og den omtalte hovedrolle.
- Jeg oplevede de sidste 10-15 minutter som meget rodede og svære. De fik jo det her mål til 2-2, som gav dem enormt meget selvtillid, men der synes jeg, at vi stod godt imod og stod sammen som et hold og viste, at vi ville det her, lyder det fra Medina.
- Så fik de et straffespark ti minutter før tid, hvor jeg heldigvis fik reddet, og det gav ligesom et lille selvtillidsboost til holdet og mere momentum.
Og Medina var bare blevet spillet varm. Kampen endte 2-2 og gik derfor direkte i straffesparkskonkurrence. Her reddede Medina alle tre HIK-spark.
- Det var enormt rart at spille en stor rolle og redde et straffe i kampen og 3/3 i straffesparkskonkurrencen, lyder det afslutningsvis fra den talentfulde Brøndby-keeper, som i lørdags også var helt på straffe og reddede Brøndby et ekstra point i ligakampen mod AGF.

Deltag i diskussionen