Foto: Adam Møller Karlsen ©
NYHED

U/19: Brøndby led nederlag i sæsonpremieren

 
Brøndby IF U/19 spillede lørdag eftermiddag sæsonens første kamp. Det endte med en sejr på 3-2 til Silkeborg IF.

    • Nanna Møller Karlsen
      17. august 2024 - Klokken 23:39
  • Nanna Møller Karlsen
  • Nanna Møller Karlsen
    17. august 2024 - Klokken 23:39

Lørdag eftermiddag var ventetiden endelig forbi for Brøndbys ældste Masterclass-drenge. Hjemme på bane 2 tog U/19-holdet imod Silkeborg IF i sæsonens første ligakamp. Den nye cheftræner Jesper Christiansen stillede med følgende hold fra start:

William Sonne-Schmidt (2007)
Waldemar Bjergfelt (2006) - Oliver Sejer (2006) - Philip Søndergaard (2007) - Lukas Larsen (2006)
Jakob Wismann (2007) - Adam Claridge (2006) - Gustav Nøhr (2006)
Mathias Jensen (2005) - Jonathan Agyekum (2006)
Jacob Ambæk (2008)

Bænken: Mads Beyer (2005), Noah Jakobsen (2006), Oliver Wettergren (2007), Alexander Bejer (2008), Mathias Werther (2007) og Danial Riaz (2007)

Brøndby kom uheldigt fra start i kampen, for der var bare spillet fire minutter, da en Silkeborg-spiller sendte et indlæg ind i feltet. Det var upræcist og havde retning mod forreste stolpe i Brøndby-målet, hvor Sonne-Schmidt stod klar til bare at samle bolden op i favnen. Men den smuttede mellem arme og ben på ham, og så var Silkeborg foran.

Brøndby-keeperens holdkammerater var alle henne ved ham og give opmuntrende klap, for Brøndby skulle bare videre. Fejl sker. Og Brøndby fik da egentlig også svaret godt igen på silkeborggensernes føringsmål, men de blå/gule manglede lige den sidste skarphed, når de kom op omkring modstanderens felt.

Silkeborg var til gengæld skarpe som en nysleben kniv, når de fik mulighed for at sætte en omstilling ind på Brøndby. Det gjorde de efter lidt mere end et kvarters spil. Brøndby tabte bolden højt på egen halvdel, og to afleveringer senere lå den i nettet. En altid velspillende Sebastian Biller blev spillet fri og scorede til 2-0. 

Der var ikke så megen slinger i valsen hos Brøndby. De vidste, hvad de skulle, og de gik ikke i panik. De blev ved med at gøre de samme ting og gradvist som halvlegen skred frem, blev de sidste og afgørende aktioner også bedre og bedre. Claridge vandt slaget om midtbanen, hvorfra han lå og distribuerede boldene til holdkammeraterne og vandt et hav af dueller.

Brøndby havde faktisk gang i en fin første halvleg, så det var lidt paradoksalt, at Silkeborg var foran 2-0. Det holdt dog heller ikke.

Efter en halv times spil leverede Ambæk en aktion af høj klasse, da han med stor intensitet stormede forbi sin oppasser i højresiden og lagde et perfekt, fladt indlæg ind tæt foran mål. Her havnede bolden efter lidt pingpong hos Agyekum, der kvitterede med en aktion af lige så høj klasse, da han lige fik rullet bolden under foden og sendt den i nettet med hælen.

Hjemmeholdet var sultne og jagtede udligningen. Mathias Jensen havde med et slibrigt venstrebenshug bud efter den ene krog, men måtte se sig afvist af trekantssammenføjningen.

Men et par minutter senere faldt der en fuldt fortjent udligning til 2-2. Brøndby erobrede bolden højt. Agyekum kiggede op og fik med det samme sendt bolden frem til Ambæk. Han trak på tværs af feltet og forbi to forsvarsspillere, inden han med største selvfølgelighed sparkede bolden i kort hjørne til 2-2. Det var også stillingen ved pausen.

Anden halvleg startede med et stolpeskud fra Agyekum, men ud over det blev det en mere jævn og chancefattig halvleg. Brøndby dominerede ikke helt så meget, som i første halvleg, men det var heller ikke fordi gæsterne pev igennem til mulighed på mulighed. Begge hold havde lidt optræk, men uden at det blev til de helt store, åbne målchancer.

Efter 82 minutter skete dog nogle hændelser, som måskede rystede Brøndby-holdet lidt. Og det udnyttede Silkeborg. Først fik midtstopper Sejer vist sit andet gule kort, så Brøndby måtte spille kampen til ende med ti mand. Samtidig måtte netop indskiftede Riaz sætte sig i græsset og derefter gå fra banen skadet. Og så sendte Silkeborg et indlæg ind i feltet, fra det frispark, som kostede det røde kort, som blev headet på tværs af feltet og efterfølgende kanoneret i mål med en flot flugter.

Det endte med at blive sejrsmålet. Brøndby jagtede en udligning til sidst, men det gav også en del omstillinger til Silkeborg den anden vej, så det endte med at blive lidt indianerfodbold. Det lykkedes dog ikke Brøndby at score, hvad der ellers ville have været en ikke ufortjent udligning, og derfor endte det med nederlag i sæsonpremieren. Det var en sæsonpremiere med både skidt og kanel for det nye U/19-hold, som spillede en flot første halvleg. Der var til tider rigtig fine sekvenser både med og uden bold, men til tider også lidt for langsomt spil efter pausen. Der var også tegningen af et nyt U/19-hold med nye ledere: Adam Claridge bliver en stor boss på den defensive midtbane. Jacob Ambæk er stadig U/17-spiller aldersmæssigt, men viste i dag, at han fuldt ud kan gøre sig på U/19-niveau og være en afgørende forskel. Han leverede både mål og assist. Og kan Brøndby forløse Jonathan Agyekum råder holdet over en offensivspiller med nogle ret vilde spidskompetencer, han fik også en fin sæsonstart i dag.

KAMPEN I TAL:

Brøndby IF U/19 - Silkeborg IF U/19, 2-3 (2-2)

4. minut: 0-1; Simon Fynbo Stüker
16. minut: 0-2; Sebastian Biller
30. minut: 1-2; Jonathan Agyekum
39. minut: 2-2; Jacob Ambæk
54. minut: Gult kort til Oliver Sejer
67. minut: Jakob Wismann UD / Mathias Werther IND
67. minut: Jonathan Agyekum UD / Noah Jakobsen IND
73. minut: Gustav Nøhr UD / Danial Riaz IND
78. minut: Gult kort til Mikkel Øxenberg
82. minut: Gult/rødt kort til Oliver Sejer
83. minut: Danial Riaz UD / Mads Beyer IND
83. minut: 2-3; Sebastian Laustsen





Deltag i diskussionen


Du skal være logget ind, for at kunne kommentere.


  • svak
  • svak
    Betalende bruger
      18. august 2024   

  • Er Silkeborgs første målscorer søn af deres sportschef?
     
    • Biffan
    • Biffan   18. august 2024   

    • @svak ja.

  • Hvorfor var André Escobar ikke med???




Relaterede nyheder



Mest læste nyheder



Mest kommenterede nyheder