Foto: Teis Markfoged ©
U/19: Brøndby tabte pokalfinalen efter straffesparkskonkurrence
Onsdag aften dannede Brøndby Stadion rammen om U/19-drengenes pokalfinale i DBU Sjælland-regi. Her tog Brøndby IF imod FC Nordsjælland. Cheftræner Jesper Christiansen sendte følgende mandskab i aktion fra start:
Mamadou Jalloh (2006)
Rasmus Lynder (2007) - Oliver Sejer (2006) - Philip Søndergaard (2007) - Lukas Larsen (2006)
Gustav Nøhr (2006)
Jakob Wismann (2007) - Mathias Werther (2007)
André Escobar (2007)
Jonathan Agyekum (2006) - Jacob Ambæk (2008)
Bænken: Viggo Poulsen (2008), Ali Al-Najar (2008) og Noah Jakobsen (2006)
FC Nordsjælland startede kampen klart bedst og med deres vanlige coolness på bolden gjorde de livet svært for Brøndby IF. Brøndby havde således vanskeligheder uden bolden, for det var svært for dem at få sat presset ind.
Men med bolden manglede Brøndby den fornødne kvalitet til at tage trykket af FCNs pres, som blev mere og mere intensiveret. Efter en halv times spil bragte FCN sig foran på et skud, der snød Mamadou Jalloh i målet på grund af en afretning.
Brøndby havde svært ved at skabe chancer og der var i perioder for store mangler i spillet med bolden, hvor der var for mange fejlafleveringer og dumme beslutninger.
Lige inden pausen fik Brøndby udlignet. Først blev André Escobar spillet fri til en stor mulighed, som han ikke fik udnyttet. Minuttet efter var samme Escobar så på spil igen, da han blev spillet fri i venstre side af feltet og scorede til 1-1. Det var også stillingen ved pausen.
I anden halvleg kom Ali Al-Najar og Viggo Poulsen ind og de gjorde begge en rigtig god figur og var med til at binde Brøndbys spil bedre sammen. Brøndby kom i en del gode situationer, men fik ikke gjort tingene færdige.
FCN sad tungere og tungere på spillet, men det var også som om at Brøndby accepterede, at de havde bolden meget og gik ned i deres lave pres. FCN skabte da heller ikke alverden.
Og pludselig hakkede Brøndby til. For som kampen skred frem, begyndte Brøndby at blive mere og mere farlige. Der var ligesom lidt mere snert over det, de foretog sig. Viggo Poulsen fandt Lukas Larsen med en god aflevering og backen havde masser af plads i venstresiden. Derfra slog han et perfekt indlæg til bagerste stolpe, hvor backkollega Rasmus Lynder bare satte indersiden på, og så var Brøndby pludselig på sejrskurs.
Men de rødblusede ville det anderledes. Få minutter senere sparkede de et frispark meget, meget flot i nettet til 2-2, hvilket også blev kampens resultat.
Vi gik direkte til straffesparkskonkurrence og her indledte begge hold med at score på fire spark. Derefter brændte begge hold to gange.
For Brøndbys vedkommende blev det desværre også til et tredje brændt, mens FCN scorede. De kunne derfor juble og lade sig kåre som pokalvindere.

Deltag i diskussionen
mads101 21. maj 2025
GlostrupSwing 21. maj 2025
Først og fremmest en fortjent sejr til Nordsjælland. Ærgerligt de udligner på en frisparksperle fem minutter før tid, men det virker desværre foruroligende naturligt, når man er blevet hærdet af seniorholdets mange udture og skuffelser det seneste år.
Vil gerne knytte et par ord på et udvalgt udsnit af vores spillere ud fra min oplevelse i dag, hvilket selvsagt er et meget snævert empirisk grundlag - så korriger endelig eventuelle fejlslutninger, hvis du sidder derude med et års u19-kampe under bæltet som tilskuer.
Lukas Larsen: Har længe været uforstående over for, hvorfor han ikke er blevet tryktestet i løbet af Superliga-sæsonen. Virkede som en spændende spiller i løbet af vores pre-season i vinters, og jeg havde gerne set ham få chancen i form af små indhop hist og her. I dag fik jeg syn for sagen. Han slår mig som en slipper, der på u19-niveau lever meget af sin fysiske pakke. En dynamisk og løbestærk back. Han tager i dag forholdvis mange dårlige beslutninger og hans pasningsspil var ikke imponerende. Han er ikke et decideret lyn, og jeg tror derfor, at Birks analyse har været, at en spiller, der lever på sin fysiske pakke på u19, får det svært med med at overleve Superliga-bold, hvor fysikken er en helt anden. Han skal helt klart pudses til, før han er klar, men jeg synes, at han har et dejligt energisk udtryk som type.
Jalloh: Kan godt se, at han har en fortid som markspiller. Fine fødder på knægten. Er dog særligt vild med hans fysiske pakke. Håber han kan stjæle et par centimeter vertikalt, men knægten virker enormt eksplosiv i sine afsæt og reaktionsevne. Kommer hurtigt ud til stolperne, når han sætter af. Overraskende stort vingefang. Positiv oplevelse.
Viggo Poulsen: Blev skiftet ind i pausen. Synes han har en god teknik, og han tog generelt mange gode valg. Mindede mig en smule om Hjulsager. En positiv overraskelse.
Phillip Søndergaard: Dygtig forsvarsspiller. Tog flere dristige, men meget veludførte, beslutninger som bagerste mand. Virker som en skarp forsvarsspiller, der flere gange førte bolden flot frem.
Ambæk: Vi gemmer det bedste til sidst. Selv på en dag, hvor jeg sad med fornemmelsen af, at han ikke fik det optimale ud af tingene, og måske endda havde en lille offday, så stinker han langt væk af kvalitet.
Hans tekniske egenskaber var, sammen med Hjalte Rasmussen fra Nordsjælland, niveauer over de andres. Man sad med fornemmelsen af, at det skulle komme fra ham.
Havde fået opfattelsen af, at han primært var en dygtig afslutter, men han har tydeligvis mange flere dimensioner i sit spil. Kan holde sin direkte modspiller væk, dygtig i link-up-spillet og så er han driblestærk? Virker naturligt fodboldintelligent, og han har samtidig teknikken til at kunne omsætte tanke til handling.
Derudover er det virkelig imponerende, at han som 08’er dominerer både første- og andetårs u19-spillere. En trussel i kontraspillet, hvor han både kunne accellerere fra stående og true med sin topfart. Nu spekulerer jeg en smule, men han virker også rimelig grounded som type - meget mere end personager som Schwartau etc.
Glæder mig helt sindssygt til at se ham vokse de kommende år, og der skal simpelthen tages forbehold for hans mulighed for spilleminutter, når Schmedes skal sammensætte en ny trup til sommer. Han bliver det største salg i Brøndbys historie, hvis vi formår at realisere hans potentiale.
Alt godt,
Swing
BIF_Sherra 21. maj 2025
GlostrupSwing 22. maj 2025
Joblar 22. maj 2025
Saesonkort
Betalende bruger
Top kommentator
Top enige
22. maj 2025
---
John b. Good 22. maj 2025