Fodbold live resultater





Foto: Teis Markfoged ©
NYHED

U/19: Helstøbt indsats bag Brøndby-sejr

 
Brøndby IF U/19 leverede en god og helstøbt indsats, da de lørdag eftermiddag besejrede Lyngby BK med 3-1.

    • Nanna Møller Karlsen
      28. august 2021 - Klokken 18:21
  • Nanna Møller Karlsen
  • Nanna Møller Karlsen
    28. august 2021 - Klokken 18:21

Lørdag eftermiddag var det atter tid til kamp i U/19 Ligaen, da Lyngby BK tog imod Brøndby IF på en kunstgræsbane i Hørsholm. Cheftræner Christian Sørensen havde valgt følgende 11 fra start:

Lucas Ziegler
Christian Friedrich - Cornelius Allen - Filip Andersen - Hjalte Andersen
Oliver Jeppe (C)
Valdemar Kwasniak - Marinus Larsen - August Carlsson
Mathias Kvistgaarden (U/20) - Yousef Salech (U/20)

Jeg skal beklage, at de første ti-tolv minutter af kampen er svære at skrive om. Dem så vi nemlig ikke. Kampen var oprindeligt sat til at blive spillet i Lyngby, men var om formiddagen blevet rykket til en kunstgræsbane i Hørsholm. Dette fandt vi først ud af ti minutter i kampstart, så da vi nåede frem, var Brøndby allerede foran 1-0. Et par Lyngby-fans kunne berette om Brøndbys Yousef Salech som målscorer og angrebskollegaen Mathias Kvistgaarden i oplæggerens rolle.

Lige da vi var landet på banen, fik Lyngby bolden i nettet, men det blev underkendt for offside. Derefter blev kampen mere på Brøndbys præmisser og de blå/gule spillede sig til store chancer, hvor skarpheden manglede i afslutningerne. Marinus, Salech og Kvistgaarden misbrugte alle muligheder, inden Brøndby igen fik netmaskerne til at blafre.

Valdemar Kwasniak spillede angriber for U/19-holdet i sidste sæson, men i denne sæson er han blevet rykket et hak tilbage. Nu ligger han på den centrale midtbane, hvor holdet får meget mere ud af hans løbepensum, arbejdsraseri og gode blik for spillet. Og ikke mindst hans glimrende spark. Marinus var tæt på at bryde igennem i feltet, men blev presset godt af Lyngby-forsvaret, så han måtte til sidst stoppe lidt op og vende bolden lidt tilbage i banen til Kwasniak. Men Kwasniak stoppede ikke op. I stedet tog han et par træk, inden han med venstrebenet flot sparkede bolden i kassen fra sin position et par meter uden for feltet.

En anden spiller som er blevet omskolet i denne sæson er Christian Friedrich. Han er gået fra angriber til højreback og det må siges at være en succes indtil videre. Friedrich var en evig kilde til uro for Lyngby-defensiven og er enormt meget med i det offensive spil. Der er naturligvis nogle defensive mangler, men på trods af dette er han stærk i duellerne og placerer sig ganske fint i de fleste situationer.

Med et par minutter til pause lignede det en Brøndby-føring med to mål, men det lykkedes Lyngby at tilkæmpe sig et hjørnespark, som de scorede på. Derfor måtte Brøndby nøjes med en føring på 2-1 ved pausen efter en halvleg, hvor det var lidt frem og tilbage. På mange måder jævnt, men med Brøndby som det hold, der skabte de største chancer.

Fra anden halvlegs start var det som om Brøndby havde besluttet sig for at denne kamp ikke skulle have lov at blive spændende. De tog fat i kampen og bolden med det samme og slap ikke grebet. Det gav pote efter 56 minutters spil. Et hjørnespark blev slået ind i feltet, hvor Salech snittede den videre til Kvistgaarden, der lagde den i nettet til 3-1 via den ene stolpe.

Så var kampen reelt lukket. Men det var ikke en naturlig ting. I sidste sæson havde U/19-holdet vanskeligt ved at spille kampene til ende og der opstod ofte panik før lukketid og blev lukket dumme mål ind, men det var bare ikke tilfældet i dag. Brøndby-holdet arbejdede forbilledligt i presset og selvom Lyngby spillede sig til en enkelt stor chance, var det reelt set mere realistisk med 4-1 end 3-2 i anden halvleg.

Oppe foran var Salech ikke bare målscorer og assistmager, han var også et decideret fysisk monster. Han kunne modtage bolden med ryggen til mål og holde to-tre-fire Lyngby-spillere væk imens, og samtidig ende med at få spillet den fornuftigt videre eller få trukket et frispark. Han og Kvistgaarden havde et godt blik for hinanden og det var meget tydeligt at se, at det er spillere med et vist niveau fra Superligaen.

Defensiven gik på intet tidspunkt i panik og der skal også lyde ros til Allen og Andersen, der ikke lod ret meget blive farligt. Det var en helstøbt indsats, der grundlagde lørdagens Brøndby-sejr på 3-1.

KAMPEN I TAL:

Lyngby BK U/19 - Brøndby IF U/19, 1-3 (1-2)

2. minut: 0-1; Yousef Salech
36. minut: 0-2; Valdemar Kwasniak
39. minut: 1-2; Lauge Sandgrav
56. minut: 1-3; Mathias Kvistgaarden
59. minut: Gult kort til Yousef Salech
62. minut: August Carlsson UD / Bertram Kvist IND
66. minut: Hjalte Andersen UD / Magnus Ravn IND
73. minut: Gult kort til Mathias Kvistgaarden
78. minut: Marinus Larsen UD / Oscar Sejrup IND
90. minut: Gult kort til Christian Friedrich





Deltag i diskussionen


Du skal være logget ind, for at kunne kommentere.


  • 19Magic64
  • 19Magic64
    Betalende bruger
      28. august 2021   

  • Stærkt gutter! -har stor fidus til Yousef Salech..

  • Tak for livedækning i Lyngby og Hørsholm. Det er klasse, og meget værdsat.

    Det lyder til at sejren kunne have været større med lidt skarphed fra de forreste. Lyngby tabte 0-7 mod Fck i sidste runde, så det er et hold vi skal kunne slå, hvis vi gerne vil spille med i top 3-4 stykker.

    Synes det er interessant, at Friedrich får muligheden på højre back. Han har måske ikke samme fart som Mensah og Bruus, men vi ser jo på førsteholdet, at fart ikke i sig selv er nok til at give dynamik. Hvis det lykkes har vi troværdige bud på en fremtidig højre back i både årgang 03, 04 og 05.
    1 god kommentar

  • Hvad er der blevet af opoku og max juhl?
     
    • nannasoph
    • nannasoph
      Administrator
        28. august 2021   

    • @Steph Houlberg De er begge skadet. Arbejder på mere detaljeret update

    Se 1 flere kommentarer

---

  • Super kamp af drengene. Især Kvistgaarden var en fornøjelse at se udfolde sig.




Relaterede nyheder



Mest læste nyheder



Mest kommenterede nyheder





KØB VORES KOPPER, BØGER OG PLAKATER