Foto: Freja Borne ©
U/19: Nartey og Brøndby sluttede året med manér
Lørdag eftermiddag skulle Brøndby IF U/19 spille årets sidste kamp. Det skulle de på udebane mod Vejle. Cheftræner Menno van Dam stillede med følgende hold fra start i kampen:
Noah Sømmergaard
Waldemar Bjergfelt - Ludwig Vraa - Philip Søndergaard - Lukas Larsen
Adam Claridge
Malek Bakhit - Mathias Jensen
Bertram Kvist - Noah Nartey
Jonathan Agyekum
Bænk: Matteo Grosso, Viggo Poulsen (U/17), Alexander Bejer (U/17), Benjamin Kold og Magnus Søndergaard
Vejle er normalt ikke et rart sted at spille for Brøndby IF U/19. Faktisk kan de blå/gule generelt ikke ret godt lide at møde Vejle. Seneste U/19-sejr over Vejle for Brøndbys vedkommende skulle vi inden dagens kamp helt tilbage til år 2020 for at finde.
Brøndby kom med en frisk 1-0-sejr over AaB i bagagen, og skulle denne lørdag forsøge at slutte efteråret godt af.
Men baseret på kampens indledning kunne noget tyde på, at kampen ville blive en gentagelse af tidligere opgør mod Vejle. Det var nemlig det rødklædte hjemmehold, der startede kampen bedst. De fik spillet sig til et par pænt store chancer, men gudskelov for Brøndby, havde de ikke den sidste skarphed.
Da der var gået en halv times tid, begyndte Brøndby-holdet at vågne. Noah Nartey og Adam Claridge viste gode takter, selvom muligheden blev misbrugt. Netop Nartey og Claridge skulle være blandt nøglefigurerne i at få spillet Brøndby tilbage i kampen.
Tilsæt Bertram Kvist. Det var nemlig de tre spillere, der signerede Brøndbys føringsmål, som faldt efter 39 minutters spil. Claridge startede angrebet med en fantastisk aktion på midten af banen, hvor han erobrede bolden. Han sendte bolden videre til Kvist i en omstilling. Kvist fandt Nartey, der snød en Vejle-spiller og scorede. Brøndby gik derfor til pause med en føring på et enkelt mål.
Brøndby havde sluttet første halvleg rigtig godt, men startede dårligt efter pausen. Blot to minutter spillet og hjemmeholdet fik udlignet. Der blev grublet på trænerbænken. Der manglede lidt energi på holdet. Men individuel kvalitet er der masser af.
Efter lige knap en times spil var en af efterårets største oplevelser på U/19-holdet, Noah Nartey, igen på spil. Denne gang tog midtbanespilleren sagen i egen hånd. Han driblede flere Vejle-spillere, inden han fra kanten af feltet sparkede bolden i mål i det korte hjørne.
Og U/19-holdet i denne sæson er blevet solidt. Virkelig solidt. Det er et hold, man kan stole på. De var i fin kontrol efter Narteys føringsmål i anden halvleg. De kæmpede for hinanden og i holdets tjeneste. Og det var reelt mere realistisk med endnu en Brøndby-scoring end en udligning. Det endte med en 2-1-sejr til Brøndby-holdet. Den første sejr over Vejle siden 2020. Og en rigtig god afslutning på efteråret for Menno van Dams mandskab.
De overvintrer på andenpladsen i U/19 Ligaen med 30 point. Det er samme antal point som FC Midtjylland på førstepladsen har. FC København på tredjepladsen har dog nogle kampe i hånden i forhold til Brøndby og FCM.
KAMPEN I TAL:
Vejle B U/19 - Brøndby IF U/19, 1-2 (0-1)
41. minut: 0-1; Noah Nartey
47. minut: 1-1; Bright Appiah
56. minut: Gult kort til Malek Bakhit
59. minut: 1-2; Noah Nartey
60. minut: Malek Bakhit UD / Benjamin Kold IND
65. minut: Gult kort til Theis Eskildsen
83. minut: Noah Nartey UD / Matteo Grosso IND
83. minut: Mathias Jensen UD / Viggo Poulsen (U/17) IND
83. minut: Jonathan Agyekum UD / Magnus Søndergaard IND
Deltag i diskussionen