Zorniger inden speciel kamp på Vestegnen: Det kan man ikke bare slette

Alexander Zorniger tager telefonen, da jeg ringer lørdag eftermiddag. Han er netop blevet færdig med træningen med OB-holdet. Vi havde i et par dage skrevet om, hvorvidt vi skulle lave et interview op til søndagens kamp mellem Brøndby IF og OB.

- Der har måske været lidt for meget trafik og interesse i løbet af ugen på grund af den her kamp, indleder tyskeren.

Og det har han ret i. Der har været skrevet og sagt meget om Alexander Zorniger, som søndag vender tilbage til Brøndby Stadion - for første gang som modstander. Men vi blev enige om, at selvom det er en lidt særlig konstruktion med et interview med modstanderens cheftræner på et fanmedie for modsatte hold, så gav det mening. Lige her giver det rigtig god mening.

- Jeg efterlod aftryk i Brøndby og Brøndby efterlod aftryk i mig - både i mit hoved og i mit hjerte, siger Zorniger.

Den helt særlige forbindelse

57-årige Zorniger har været tilbage på Brøndby Stadion en del gange, siden han stoppede som Brøndby-cheftræner i februar 2019. Senest var han på stadion til kampen mod Strasbourg, hvor han tog flere selfies med Brøndby-fans end dengang han var cheftræner. Netop forholdet til fansene gør søndagens kamp meget speciel for ham.

- Det er selvfølgelig en meget speciel kamp for mig. Det er faktisk første gang at jeg møder et hold, som jeg har trænet tidligere. Og at det så lige er på Brøndby Stadion... Det gør det endnu mere specielt.

- Jeg får så mange billeder i hovedet, når jeg tænker på min tid i Brøndby. Det var min første oplevelse i udlandet, jeg blev far to gange. Jeg kan huske en periode i 2017, hvor min datter Liva blev født. Det var lige op til jul og vi vandt en kamp i Sønderjyske. Verden var fuldstændig lyserød for mig. 

- Men vi havde også 7-0 i Aarhus, vi havde sejre i Europa. Men der var naturligvis også nederlag, men måden folk viste mig respekt på betød noget for mig. Folks reaktioner da jeg blev fyret var endnu mere imponerende end deres reaktioner, mens jeg var træner. 

Det var menneskerne, der satte et stort aftryk i Alexander Zorniger. Om søndagen var det en stor, energifyldt masse, som trykkede Brøndby-holdet frem i det ene presløb efter det andet. Men alle ugens andre dage var det ansigter. Mennesker. Og de fik Zorniger til at forstå, at her var gang i noget helt specielt.

- Der var en far, som jeg engang mødte i København. Han sagde, at han altid havde haft svært ved at forklare til sin søn, hvorfor Brøndby var så vigtige i 90erne og begyndelsen af 00erne. Og at da jeg kom til klubben og vi begyndte at spille den type fodbold, som man også havde spillet tidligere, så forstod hans søn, hvorfor det betød så meget for ham. Der var en lille pige, som skrev et brev til mig, og jeg tog ud og besøgte hende. 

- Der var så mange ekstraordinære situationer, hvor jeg virkelig følte mig som en vigtig del, ikke kun i deres fodboldliv, men i deres liv generelt. Det gjorde mig umådeligt stolt. Det kan man ikke bare slette. I alle mine følelser som træner og som menneske, var det en speciel tid.

Hjem til Danmark - men ikke til Brøndby

Efter Brøndby fik Zorniger job i Apollon Limassol, hvor han fik det mesterskab, som han måtte se glide af hænde i Brøndby. Facit i Brøndby blev en pokaltitel, men jeg kommer aldrig til at slippe, at det hold skulle have haft det mesterskab. Jeg tænkte på det, da mesterskabet kom hjem i 2021. Jeg tænkte på Benedikt Röcker, på Christian Nørgaard, på Johan Larsson - og på coach, som vi kaldte ham.

Siden da gik turen hjem til Tyskland, nærmere betegnet Greuther Fürth i 2. Bundesliga. 

Jeg var for et par år siden selv i Fürth med en håndfuld venner, hvor vi så en Greuther Fürth-kamp med Zorniger ved roret. Det var så velkendt. Det høje pres. Aggressiviteten. Tyskeren på sidelinjen. Derfor er det faktisk stadig også lidt underligt, at jeg sidder og interviewer ham som OB-træner i dag. Men skæbnen ville ikke en genforening med Brøndby IF.

- Jeg fik jeg chancen for at komme til Danmark igen, og med ændringerne i min private situation (skilsmisse, red.) var det tydeligt, at jeg skulle et sted hen, hvor folk tog sig godt af mig. Det kunne jeg få i OB.

Så nu er Alexander Zorniger vendt 'hjem' til Danmark med ambitionen om at bringe OB tilbage på landkortet, som han bragte Brøndby IF tilbage på landkortet. 

Autentisk røvhul?

I vores samtale bliver vi ved med at danse rundt om den særlige forbindelse mellem Zorniger og fans. Jeg kan heller ikke selv se mig fri for at være en af dem, som blev vækket til live, da han kom. Vigtigst af alt fik han mig til at tro igen. Tro på en verden, hvor Brøndby ikke ville være en parantes, men dem der var modige, dem der gik efter det, dem der udfordrede dem med flere penge end os. For os som ikke har oplevet 90ernes opture på egen krop, eller i hvert fald ikke kan huske det, tror jeg det var et tiltrængt wake-up-call.

I dag er Alexander Zornigers Brøndby-hold blevet et referencepunkt, som vi sammenligner med. Tal om at have efterladt et aftryk.

- Det vigtigste for mig var forbindelsen til menneskerne, til spillerne, staben, fansene. Men jeg følte også, at jeg kunne efterlade et aftryk her. Der var en chance for at gøre noget i et land, som ikke var mit eget. Og det største aftryk jeg har sat er nok, at jeg er end ikke i NÆRHEDEN af at være prototypen på en leder i Danmark. Men af en eller anden grund accepterede folk, hvad jeg gjorde. De fleste accepterede det. Der var altid være nogen, der siger, at det ikke er noget for dem. Jeg gjorde det for at få succes, men det undrede mig nogle gange.

Vi taler lidt videre om autenticitet. Jeg mener, at Zorniger blev accepteret blandt andet fordi han var autentisk.

- Men hvis du er et autentisk røvhul?, siger Zorniger og slår et stort grin op.

Han bliver seriøs igen.

- Jeg ramte nok en nerve hos mange mennesker. Men jeg var ærlig og jeg var direkte.

Jeg var selv en relativt ung journalist, da Zorniger kom til Brøndby. Og det var ikke kun spillerne og staben, som han forventede noget af. Man kunne godt få en ordentlig tur i mixed zone, hvis man ikke var ordentligt forberedt. 

- Når man gik ind i et interview med mig, vidste man, at man skulle være forberedt. Det samme gjaldt spillerne, medierne, alle. Succes hjælper selvfølgelig altid, og vi var succesfulde i begyndelsen. Men det handlede om, at jeg brugte min tid på at tale med dig, og så havde du også bare at være forberedt og vide, hvad du lavede. Hvis du fortalte mig noget bullshit om fodbold, ville jeg fortælle dig det.

- Det skabte nok en situation, hvor folk var bedre forberedt end normalt. Og på den anden side, når jeg følte, at folk var forberedt og at de investerede noget i det, de lavede, så fik de min respekt.

Ikke forandret - bare rundet af børn og Danmark

Han synes ikke selv, han er forandret. Det er han måske heller ikke. Jeg tror bare, at han er blevet rundet af at være blevet far og af at have tilbragt så mange år i Danmark, hvor hierakier ofte er fladere end en pandekage og hygge trumfer ordnung muss sein.

- Du kender mig måske lidt bedre nu... Så de ting, der i starten lød virkelig skarpe og aggressive, lyder måske ikke sådan mere. Børnene gjorde noget ved mig, indrømmer han.

- Men jeg blev også træt af at løbe gennem alle vægge og forsøge at komme i infight med alle. Så ja, det er muligt, at der ikke er så mange kanter tilbage... Men der hvor det virkelig tæller, er kanterne der stadig.

Hvis du vil se endnu mere til Alexander Zorniger, så snyd ikke dig selv for dette interview, som vi lavede med tyskeren for tre år siden, da han var på ferie i Danmark:

Deltag i diskussionen