Anton Skipper er så småt ved at bide sig fast i Brøndbys startopstilling, og han er meget glad for den spilletid, han er begyndt at få i denne sæson, som han har holdt sig klar til i over et halvt år.
FOTO: Teis Markfoged
Før denne sæson havde Anton Skipper været i Brøndbytruppen i et halvt år, men uden at spille kampe. Så kom Niels Frederiksen til, og siden da har Anton Skipper nu fået tre Superligakampe fra start.
Det er gået stærkt for forsvarstalentet, som dog aldrig har tvivlet på sig selv.
– Havde du sagt det for et år siden, så havde jeg sagt at det var fedt. Jeg har altid været optimist, så jeg har hele tiden været klar til at få chancen. Det er klart, at det ikke er op til mig hvornår jeg får den og hvor mange kampe, jeg skulle spille, men jeg har bare gjort mit for at holde mig klar, og det er super fedt at det kommer nu, siger Anton Skipper til 3point.dk.
Han fik en rigtig flot debut mod OB, hvor han også blev kåret til banens bedste spiller, og det tror han også har haft en indflydelse på, at han nu er ved at bide sig fast i startopstillingen.
– Det kan man selvfølgelig sige. Man tror på det værste og håber på det bedste. Kampen mod OB var selvfølgelig en rigtig god start, men det kunne også være gået den anden vej. Man kunne være kommet ind og have spillet en rigtig lortekamp. Men jeg er rigtig glad for at bidrage til holdet og til at vi kan skrabe point sammen.
– Vi har haft lidt problemer nede i forsvaret, og det er jo ikke på min position, man roterer mest, så jeg er bare super glad for at få den spilletid, jeg får.
Anton Skipper Hendriksen har to år tilbage af sin kontrakt med Brøndby IF.

Smid en kommentar