Første rigtige – altså sådan helt rigtige – omgang træning siden opstarten. Som tilskuer til dagens træning på bane 3 og 4 blev ens tanker ledt en lille smule hen på køer, der slippes på græs. Og der var mange køer og dermed masser at holde øje med.
FOTO: 3point.dk
Mandag trænede spillerne individuelt, mens de havde fri tirsdag og onsdag oven på adskillige uger med et særdeles hårdt program i form af konstante midtugerunder. Og de såkaldte ‘europæiske uger’ har også stor indflydelse på træningen. Op til en kamp trænes der nemlig primært taktisk og ikke for hårdt. Efter en kamp restituerer man. Og skal der også findes en fridag hist og her blandt kampe, der falder med tre-fire dages mellemrum, så efterlader det decideret ingen plads til en rigtig træningssession, hvor en hel trup kan træne igennem både taktisk og fysisk.
Så med sidste uges europæiske exit var det altså endelig blevet tid til for alvor at slippe køerne på græs – nu skulle der trænes igennem! Og det blev der foran en hel folkeskoleklasse, der kun blev snydt for at se de skadede Joel Kabongo og Simon Tibbling, mens Mikael Uhre under hele sessionen selvtrænede med fysioterapeut Peter Schmidt.
Spillerne blev efter opvarmning, der for én gangs skyld ikke involverede spillet ‘kant’, delt op i tre grupper, så der var rigeligt at holde øje med, og nærværende skribent skal beklage, hvis der er detaljer, som ikke er blevet opfanget. Fokus vil nok i højere grad ligge på selve øvelsernes formål.
Forskellige taktiske elementer
De tre grupper var opdelt ud fra spillernes position på banen – ikke hvor tæt de er på spilletid på førsteholdet. Længst væk styrede Jesper Sørensen en øvelse med deltagelse af Arajuuri, Hermannsson, Skipper, Jung og Singh. Det så umiddelbart ud, som om fokus var på de interne aftaler i forsvaret; Hvornår forsvarer vi fremad, hvornår falder vi, og hvordan dækker vi af for hinanden? Det var interessant, at hverken Mensah eller Gammelby deltog. Kan det mon hænge sammen med, at man rent defensivt vil arbejde videre med at organisere sig som en hockeystav med højrebacken skudt frem som kant og en fireback-kæde reduceret til tre mand?
Martin Retov kørte først en øvelse med småspil på lille bane med små mål og uden målmand. Herefter blev spillerne organiseret i et angribende og et forsvarende hold, hvor det gjaldt om at spille sig hen over det forsvarende holds preslinje i form af en nogenlunde flad firemandsmidtbane.
Den sidste station stod Niels Frederiksen selv i spidsen for. Her lå først Josip Radosevic og senere Tobias Børkeeiet som den dybtliggende og spilfordelende 6’er, der lagde bolde ud til kanterne, hvorfra det gjaldt om at fodre en eneangriber foran kassen eller eventuelt lægge den af til en medspiller på vej i et indvendigt overlap og derefter hakke den i kassen bag skiftende målmænd. Der var kun kegler som modspiller, og det var tydeligt, at man gerne vil være komfortabel med at angribe over kanterne og kunne finde løsninger ved både at gå udad såvel som indad i banen. Der er nok en forventning om, at AGF kommer til at stille sig relativt dybt på søndag. Kamil Wilczek viste fin skarphed. Det gjorde Hany Mukhtar til gengæld ikke. Og Ante Erceg, der afløste Wilczek som eneangriber, kæmpede også gevaldigt med sine førsteberøringer. Tobias Børkeeiets afleveringer ud til fløjene imponerede heller ikke ligefrem.
Gammelby satte Hedlund til vægs
Træningens sidste øvelse var spil til to mål på halv bane fem mod fem – 2X2 hold. Inden da skulle der dog lige løbes om kap én mod én. Første match up var Wilczek mod Mukhtar. Her brillerede Mukhtar ved to gange at slå anføreren – den første gang med hovedet drejet mod ham under kapløbet for ligesom at markere sin overlegenhed. Generelt var der højt humør, når duellerne blev afgjort. Dog ikke i så høj grad hos Simon Hedlund. Det er nok ellers ham og Kevin Mensah, de fleste vil pege på som de hurtigste. Ikke bare i Brøndby, ja, vel nærmest efter internationale standarder. Men ingen ringere end Jens Martin Gammelby formåede altså at løbe fra Hedlund, hvordan det så end lod sig gøre. Det var også værd at notere sig, at Arajuuri løb solidt fra Hermannsson.
I det efterfølgende spil til to mål på halv bane kom Anton Skipper og Morten Frendrup i flot selskab af Wilczek, Kaiser og Jung – de formentlig tre bedst præsterende spillere i øjeblikket. Det holdt dog ikke Anton Skipper fra at forsøge sig med et par tørre, velplacerede hug med højrebenet, hvoraf det ene strøg i nettet. Hany Mukhtar trænede fuldt med gennem hele træningen, og selvom det forlyder, at han stadig er ganske tvivlsom til søndagens opgør mod AGF, så var det som tilskuer til træningen svært at få øje på, hvorfor han ikke skulle have sin berettigelse på bænken. Han så ganske spillelysten ud, og flere gange fik man set hans fremragende førsteberøring.
Tobias Børkeeiet imponerede igen ikke med sine korte og mellemlange afleveringer. Til gengæld fik han sat sig godt igennem fysisk og endte flere gange i klassiske tankcenterforward-situationer, som han omsatte til fine scoringer, der hver gang blev akkompagneret af jubel fra de fremmødte skolebørn. Således også da Mads Hermansen fejlvurderede en lang, hoppende bold og endte på en gevaldig skovtur, som Simon Hedlund vekslede til en scoring på tomt mål.
Undervejs fik Kevin Mensah lidt problemer med sit venstre ben – muligvis knæet. Niels Frederiksen var henne og spørge ind til ham, og han fik lidt behandling af Peter Schmidt. Dog gik han efterfølgende med i spillet igen, men det kunne godt se ud, som om han sparede sig selv en smule. Det gjorde Niels Frederiksen til gengæld ikke. Hidtil har han mest ladet sine assistenter styre træningerne og i stedet været i en mere tilbagetrukket rolle, men i dag var han vældigt involveret i øvelserne og særdeles verbal – der blev krævet noget af spillerne! Jo, det var tydeligt, at det europæiske exit giver helt nye muligheder i træningen. Det skal blive spændende at se, om det kommer til udtryk i kampene.

Godt gået Gammelby 👍
Tak for den her, dejlig læsning , bliv ved med det tak !
God artikel Troels
God, solid skrivelse 👍
Pragtfuld læsning. Ja, jeg har sjældent læst så vedkommende og godt skrevet artikel. !