Fodbold live resultater




Bliv medlem af 3point.dks venner - det betyder noget

Skrevet af Nanna Møller Karlsen, 10. juni 2024

Denne sommer fylder 3point.dk 10 år. Det er ret vildt at tænke på. Det har været 10 år med to titler - en i pokalen og en i Superligaen. Og et par lige-ved-og-næsten. Det har været 10 år med kriser og udskiftning i spillere, trænere og ledere. Men det har været 10 år med 3point.dk. Og vi har ingen planer om at stoppe.

Vi tror ikke på betalingsmure i en Brøndby-kontekst. For vi ved, at vi er en del af et fællesskab, hvor alle er lige. Hvor det at følge med i Brøndby IFs gøren og laden ikke skal afhænge af ens økonomiske formåen. Derfor har vi tit omtalt 3point.dk og vores indhold, som noget vi giver til hinanden. For at have snuppet lidt fra et DR-slogan. 

Vi er primært finansieret gennem annoncer og vores partnere, som vi er sindssygt glade for. Det er I også, kan vi høre, så det varmer vores hjerter, når I bruger dem. Det er det, der får det hele til at give mening. Og partnerskaber kommer vi til at fortsætte med. Vi betaler løn til fotografer og videofolk. Kasper Pedersbæk får betaling for at levere sine mange analyser. 

Men vi har gennem vores 10 år også mærket på egen krop, at det nogle gange er sværere at hente partnere end andre. Vi arbejder som regel med kortere aftaler, og det er naturligvis forbundet med en vis usikkerhed. Vi bryder os ikke om at måtte lukke for programmer, formater eller andre initiativer, og det er her 3point.dks venner kommer ind i billedet.

I er lige nu 773, som betaler et årligt eller månedligt beløb til os (og er med til at give 3point.dk til jeres medfans). Men vi vil rigtig gerne have mange flere, så vi kan sikre et stærkt 3point.dk på den lange bane. Vi har ikke tænkt os at skrue ned, tværtimod. Der er så meget mere indhold, vi gerne vil lave. Fordi vi brænder for det her. 3point.dk er passionsdrevet. Det håber vi, I kan mærke. Kan vi nå 1.000 inden sæsonstart 2024/2025?

Så hvis du har overskud i budgettet, så overvej at melde dig ind i 3point.dks venner. Overvej om 3point.dk giver dig noget af værdi i din hverdag. Hvad betyder vores 3-5 ugentlige podcasts for dig? Hvad betyder det, at vi liveopdaterer fra U/17- og U/19-kampe på tværs af Danmark? Hvad betyder det at vi dækker Masterclass? Hvad betyder det at vi laver dybdegående interviews med spillere og trænere?

Hvis det betyder noget, og du har luft i budgettet, så meld dig ind i 3point.dks venner og støt vores arbejde og fortsatte udvikling, så vi om 10 år kan fejre 20 års jubilæum. Gerne med flere titler. Men det er faktisk ikke det vigtigste. Det vigtigste er at fortælle alle de gode historier om Brøndby IF, at komme i dybden og hele vejen rundt. Det forsøger vi på. 3point.dk blev i sin tid skabt blandt andet på en frustration over årene med nærdødsoplevelser. Når man åbnede en avis og ville læse om Brøndby IF, kunne man kun læse om ny direktion, næsten konkurs og så videre. I kan godt huske det. Men vi ville gerne være et sted, hvor man også kunne få alle de andre nyheder. De var jo ikke forsvundet, fordi det stod grelt til på ledelsesgangen.

Lige nu sender vi en gratis t-shirt ud til alle nye, betalende medlemmer. 

Meld dig ind i 3point.dks venner her

OBS: Nogle af jer, der har meldt jer ind i maj måned har endnu ikke modtaget jeres t-shirts. Det skyldes, at nogle af størrelserne hurtigt blev udsolgt og at vi har måtte bestille flere hjem. De er nu ankommet, og vi begynder at sende ud til jer, der ikke har modtaget endnu. Beklager ventetiden for jer, der har måtte vente. 




Deltag i diskussionen




  • Taaz
  • Taaz
    Betalende bruger
      10. juni 2024   

  • Hej

    Hvordan kommer man ind og vælger str på trøjen?
     
    • nannasoph
    • nannasoph
      Administrator
        10. juni 2024   

    • @Taaz Prøv inde under dine indstillinger. Ellers så skriv lige en mail til nanna@3point.dk
      1 enig

    Se 1 flere kommentarer

  • Kære alle Brøndby Fans

    Det koster kun 16,36 kr. for det billige medlemskab pr. måned - Selv om det bliver en fast udgift så tror jeg de fleste vil kunne sparer de ca. 17 kr. næste gang man er i 7/11 eller det lokale supermarked - vælger man helt at gå forbi 7/11 bare en gang om mdr. og droppe den halv dårlige kaffe - ja så der råd til det mellemste eller store medlemskab - Det giver sku da total mening....!

    FORZA FANS - vi skal op over 1000 medlemmer så vi kan få endnu mere og bedre indhold.
    1 god kommentar





Støt os og bliv medlem af 3point.dks venner