Fodbold live resultater




Brøndby-træner roser unge forsvarsspillere: Når man holder nullet er det jo ikke helt skidt

Skrevet af Daniel Mads Andresen, 19. juni 2020

Først gik Kevin Mensah skadet ud af kampen mod SønderjyskE.

Så fik Anthony Jung rødt kort mod AC Horsens og to spilledages karantæne.

Mod AGF fik Hjörtur Hermannsson så en advarsel, som gav ham karantæne.

Der er ikke noget at sige til, hvis Brøndbys forsvar har givet Niels Frederiksen flere panderynker på det seneste, for han har bestemt ikke væltet sig i alternativer. Da Brøndby torsdag gæstede FC Midtjylland i Herning, var det således Andreas Bruus, der dækkede højre wingback, mens Anton Skipper tog plads i det centrale forsvar.

Og det virkede. Brøndby holdt nullet og fik et point med hjem, hvilket Niels Frederiksen selvsagt var meget tilfreds med.

- De sidste par kampe har vi skiftet ud i forsvaret. Anton, som kommer ind i dag, gør det rigtig godt. Bruus har spillet to kampe fra start nu, og har vel fået flere spilminutter den sidste uge end han overhovedet har fået før. Jeg må bare rose drengene for virkelig at arbejde hårdt i en svær kamp, sagde Brøndby-træneren efter opgøret i Herning.

Defensivt var det særligt Skipper, som høstede store roser hos Brøndby-træneren, der ser et meget pålideligt alternativ i den unge stopper.

- Hvis du som forsvarsspiller holder nullet, så har det aldrig været helt skidt. Anton vil jeg sige, at han har ikke spillet så meget, men hver gang han kommer på banen, så løser han bare opgaven rigtig fint. Det gjorde han også i dag. Han positionerer sig rigtigt og er god i duellerne. Han skal stadig lægge lidt på med bolden, i pasningsspillet, men gør det rigtig fint.

På den anden side vil han gerne se endnu mere offensivt fra Bruus, som han også ser et stort lys i.

- Bruus er jo en spiller, som har en fantastisk fart, og den drager han nytte af. Vi ville gerne have set ham endnu mere fremadrettet, i forhold til spillet, men han forsvarer rigtig godt mod nogle fantastisk dygtige spillere.

Om de to spillere skal starte inde igen, vil vise sig søndag aften klokken 18:00, når FC København gæster Brøndby Stadion.




Deltag i diskussionen




  • Chuck
  • Chuck   19. juni 2020   

  • Gu skal de starte inde. Sats på de spillere der kan udvikle sig, når nu de andre etablerede spillere ikke er bedre og aldrig bliver bedre.
    1 enig
     
    • Betalende bruger
        19. juni 2020   

    • @Chuck Det skal Jobbe også. Hedlund må en tur på bænken. Måske vi skal prøve en 3-4-3 med Jobbe i venstre, Mraz i midten og Bjur i højre som de 3 foran. De bør have opbygget nogle indbyrdes relationer på reserveholdet. Kan godt se en midtbane med Bruus på hwb og Mensah eller Gammelby på vwb og Frendrup og Rado på midten. Har nævnt det før. Hvis Mraz alligevel skal ud af vagten, hvilket jeg ikke håber da han er en rigtig god opspilsstation, kunne det være interessant at improvisere og sætte Gammelby op i angrebet hvor han spillede som ungdomsspiller. Han sparker godt med begge ben og kan drible i snævre områder. Måske har vi en overset mulighed for at få ham forløst ved at give ham en ny og anden chance som Mensah fik da han blev omskolet til back i en relativt sen alder.
     
    • @Dansplast jeg tror også en 3-4-3 vil gøre Gammelby godt. Jeg synes han gør det godt samspillet med de øvrige når ellers der er nogle at spille. Han var vel også klart bedst i Silkeborg med en kant foran sig. Kunne også sagtens se Bjur spille den højre i den opstilling. Synes desuden det er en opstilling som fylder banen godt. Det gjorde vores 3-5-2 nu også imod FCM.

  • Betalende bruger
      19. juni 2020   

  • Bortset fra den ene gang det var ved at gå galt for Skipper, var det måske hans stærkeste kamp. Og jeg er lidt imponeret af Bruus, når man tænker han lige har skiftet position.
    2 enige





Støt os og bliv medlem af 3point.dks venner