• Forside
• Nyheder
• Statistik
• Debat  
• Live
• Manager
• Firmabog
• Shop

• Søg
• Log ind
• Opret bruger

Hejsa

På denne fantastiske tirsdag, hvor vi alle kan rage hovedet helt op i skyerne og smile overlegent til fans af andre klubber, er der meget positivt at sige. Men dette indlæg skal ikke handle om sandsynligheden for mesterskaber, kampprogram eller andet. Det skal handle om, hvor fantastisk en klub vi støtter igennem og tykt og tyndt, og hvor fedt det er, når spillerne giver tilbage. Selv når fokus er på et uhyre vigtigt Derby.

Lad mig starte kort et andet sted. Tilbage i 90'erne besøgte Allan Ravn og Allan Nielsen det lokale bycenter i Nordsjælland, hvor jeg voksede op. De skrev autografer, tog sig tid til at tale med os børn og uddelte fribilletter til en kamp, jeg husker som værende imod Silkeborg og med resultatet 1-1 på en scoring af Bomber Bo, selvom jeg har svært ved at finde en kamp, der matcher hukommelsen. Faktum er, at dette møde og denne oplevelse på stadion gjorde mig til Brøndby-fan. Stemningen på stadion var én ting. Men at se de spillere, vi havde stået og talt med, og som var så pokkers venlige, spille på stadion, betød, at jeg siden har tømt sparegrisen utallige gange på stadion. Med største fornøjelse i øvrigt.

For nogle år siden sendte kærligheden mig dog til Jylland, hvorfor besøgene på stadion er droslet ned. I går var der familie-påskefrokost på Vestegnen, så vi dryssede selvfølgelig forbi stadion, så den ældste kunne se det, hans far taler om søndag efter søndag: Brøndby Stadion.

Heldet ville det sådan, at vi ankom 15 minutter før, at spillerne satte sig ud i holdbussen, og det betød, at vi selvfølgelig blev for at se spillerne. Min treårige dreng kender flere af dem fra fjernsynet og syntes, det var enormt spændende, ligesom vi fik taget billeder med flere af dem. Jeg er med på, at de er professionelle ud til fingerspidserne, men alle fra Kvistgaarden til Vallys til Wass (som knægten havde på ryggen) tog sig tid til at tale med ham og få taget billeder, selvom de stod to timer fra en måske sæsondefinerende fodboldkamp. Det tog måske 30 sekunder af deres tid hver især, men det er noget, min dreng vil huske tilbage på længe.

Det er noget, der gør, at han får billeder af ham og Brøndbyspillerne i glas og ramme på værelset, og det er noget, der gør, at jeg kan vise ham billeder af ham sammen med Vallys eller Jacob Rasmussen, når de måske spiller ved sommerens EM. Vigtigst af alt, så gør det, at en treårig dreng fik et fuldstændigt fantastisk første møde med Familien Brøndby og senere kunne genkende Kvistgaarden, da han scorede. For ham havde han jo lige hilst på.

Tusind tak til alle spillerne. Én ting er at gøre en lille fans dag markant bedre. Det er også måden at sikre, at der i en nær fremtid står yderligere én lille fan og skriger med på lægterne, når Brøndby går på banen, selvom de andre i klassen nok holder med jyske hold. 

Deltag i diskussionen