-
Søg
-
Log ind
-
Opret bruger
Min bekymring ved Julius Ohnesorge handler egentlig ikke først og fremmest om, hvorvidt han siger de rigtige ting. For det gør han.
Han taler om fællesskab. Om kulturen. Om Masterclass som klubbens bankende hjerte. Han taler om, at han har lært Brøndby at kende indefra, og at han gennem sit år som teknisk direktør har fået indblik i organisationen, menneskene og hverdagen i klubben. Det er helt fint. Mere end fint, faktisk.
For det er ikke ligegyldigt, at Ohnesorge ikke kommer direkte ind fra gaden. Han har haft en markant hånd med i udviklingen af Masterclass og arbejdet med at styrke integrationen mellem akademiet og førsteholdet. Og hvis der er noget, Brøndby skal lykkes med, så er det netop det: At Masterclass ikke bare er en romantisk fortælling i strategipapirer.
Så jo, der er en vis logik i ansættelsen. Men det er også her minw bekymringer får en lidt næring.
For Brøndby bliver ikke bedre af de rigtige citater i interviews. Selvom det lyder godt, når nogen taler om fællesskab og kalder Masterclass for klubbens bankende hjerte. Ohnesorge skal vise, om han er stærk nok. Ikke stærk nok til at give et godt interview på klubbens hjemmeside og i medierne. Men stærk nok til at tage sit eget valg. Stærk nok til at holde fast i en plan. Stærk nok til ikke at lade beslutningerne blive influeret af alt muligt andet og alle mulige andre.
Det gælder først og fremmest træneransættelsen. For helt ærligt: Jeg er næsten ligeglad med, hvem træneren præcist bliver. Ikke fordi navnet er ligegyldigt. Forstå mig ret. Men navnet er ikke det vigtigste i sig selv. Det vigtigste er kompetencerne.
Er den nye træner brikken der passer i den store plan for Brøndby? Eller er det et valg, der opstår, fordi markedet pludselig tilbyder et spændende navn? Er det en træner, der passer ind i den måde, klubben vil udvikle sig på? Eller er det en træner, der passer ind i den uro, klubben står i lige nu? Er det Ohnesorges valg?
Brøndby mangler ikke bare en cheftræner. Brøndby mangler retning. Og den næste træner må ikke bare være endnu et navn i rækken af nye begyndelser. Han skal være en del af en plan, der rækker længere end ét transfervindue frem.
Det lyder banalt. Men i Brøndby er det åbenbart ikke banalt. GFH kom ind som ejerskab med løfter om knowhow, international erfaring og viden. De skulle bringe noget ind i Brøndby, klubben ikke selv havde i forvejen. Men hvor er beviserne? Det savner jeg godt nok at se!
For set udefra har GFH mest af alt lignet et ejerskab, der undervurderede opgaven. Et ejerskab, der troede, man kunne accelerere udviklingen ved at booste budgettet, hente spillere udefra og forsøge at “økonomisk dope sig” bedre på den korte bane og hurtigere ind i kampen om Europa. Men Brøndby er ikke blevet mere klar af den grund. Tværtimod.
Klubben mangler stadig en administrerende direktør. Benjamin Schmedes er gået ud af døren. Steve Cooper skabte aldrig den sportslige stabilitet og blev fyret. Truppen har været gennem store forandringer. Og nu står en relativt uprøvet sportsdirektør med en af de vigtigste beslutninger i de senere år.
Derfor er spørgsmålet heller ikke kun, om Ohnesorge er dygtig. Det kan han sagtens være. Han kan sagtens have gjort et stærkt indtryk internt. Han kan sagtens være vellidt, respekteret og fagligt stærk på de områder, han allerede har arbejdet med.
Spørgsmålet er, om han er stærk nok i den her konstruktion. Kan han sige nej opadtil? Kan han stå imod, hvis ejerskabet vil noget andet? Kan han sige nej til kortsigtede løsninger, der at på spidsen måske giver mening i august, men ikke i april? Kan han sætte rammerne for en cheftræner, så Brøndby ikke bliver trænerstyret i stedet for klubstyret?
Det er dér, min indre tvivl nærer sig og vokser. For det, der taler for Ohnesorge, kan også tale imod ham.
Han kender klubben indefra. Det er en styrke. Men det kan også blive en svaghed, hvis Brøndby har brug for en fast hånd. En person, der ikke bare forstår kulturen, men også tør udfordre den. En person, der ikke bare passer ind, men også kan sige fra og finde andre veje. Brøndby har ikke kun brug for samarbejde. Brøndby har brug for modvægt.
Modvægt til panik. Modvægt til kortsigtethed. Modvægt til et ejerskab, der hurtigt vil i Europa. Modvægt til en træner, der naturligt vil optimere sit eget hold her og nu. Modvægt til den Brøndby-mekanisme, hvor støjen hurtigt kan blive så høj, at den langsigtede plan forsvinder.
Og det er her, jeg stadig ikke ved, om Ohnesorge har det, der skal til.
Har han netværket til at rekruttere spillere? Har han netværket til at vurdere og hente trænere? Har han knowhow nok til at bygge en sportslig strategi og arbejde stringent efter den? Og har han evnen til at se behovet for ændringer i tide, hvis strategien ikke virker?
Det er de spørgsmål, han skal begynde at svare på nu.
Ansættelsen er ikke håbløs. Slet ikke. Der er en vis logik i den. Der er noget fornuftigt i at vælge en mand, der kender organisationen, har arbejdet med Masterclass og forstår noget af det, Brøndby gerne vil være.
Men det er ikke nok. For Brøndby har ikke bare brug for en sportsdirektør, der kender huset. Brøndby har brug for en sportsdirektør, der kan holde huset oprejst, når det stormer. En der kan sige nej opadtil. Sætte rammer nedadtil. Holde fast i strategien. Og justere den i tide, hvis den ikke virker.
Derfor bliver den næste træneransættelse ikke kun en test af Ohnesorges blik for en trænerprofil. Den bliver en test af, om Brøndby faktisk har en plan. En plan, der er stærkere end kortsigtet pres. Og en sportsdirektør, der er stærk nok til at holde fast i den.
Julius Ohnesorge kan godt vise sig at være et klogt valg. Men lige nu er det også et valg med åbenlyse risici.
Tyskeren skal ikke bare vise, at han forstår Brøndby og kan sige de rigtige ting. Han skal vise, at han kan lede Brøndby og tage flest rigtige beslutninger. Også når stormen raser.
Deltag i diskussionen
Qubert18
Betalende bruger
19 dage siden
Jensen
Betalende bruger
19 dage siden
Præcis mine tanker.
Brændt barn skyer ilden. Og vi har alt for mange gange, hørt de rigtig ting blive sagt, men ikke fået det leveret.
Ved de sidste 5 træneransættelser er vi blevet lovet aggressivt presfodbold, højt pres og fart over feltet. Kun AZ leverede dette. Så min tiltro er desværre lav.
Schmedes lovede også en masse, men leverede ikke meget på det, andet end tidligere ageren i transfervinduet.
Brøndby var en dårligt ledet klub før GFH kom til, så vi kan ikke give ejerskabet hele skylden.
Og det er ikke meget vi har hørt fra dem, siden de overtog, så man kan nærmest ikke beskylde dem for, ikke at have holdt ord… Men jeg er enig i, at det lader til, at de har undervurderet opgaven. Det kan ikke bare fixes med penge… Det kræver såkaldte ‘kloge penge’.
DoctorEnigma 18 dage siden
Jensen
Betalende bruger
18 dage siden
Citat fra Jesper Sørensen, bragt i nordjyske: - Det er min klare ambition, at vi skal have en spillestil, hvor vi skal være den udfarende part i en fodboldkamp. Vi skal være dem, der forsøger at dominere kampene.
Ville bliv vild ! 19 dage siden
Han skriver: Kan Ohnesorge nej op ad til? Og her kommer jeg med en bekymring. Er der nogen, der vil få lov til det? Har de ansat en, hvor dette præmissen?
Hvis det ikke er præmissen. Så er jeg ikke så bekymret for, man har ansat en indefra. Hvis vi kigger på om, der skal kigges på Brøndby med øjne udefra. Her Ohnesorge stadig ikke en person, der har været i Brøndby i lang tid. Så mener han er en solid blanding af, at kende Brøndby, og komme med egne betragtninger.
Kristianbs 19 dage siden
---
Barefodbold 19 dage siden
NewY 18 dage siden