Fodbold live resultater




Noter fra tribunen: Brøndby IF 1 - 1 FC Midtjylland

Skrevet af Nanna Møller Karlsen, 24. juli 2020

Af: Jonas Villumsen

Noter fra tribunen: Brøndby IF 1 - 1 FC Midtjylland
Brøndby Stadion, Superligaen, onsdag d. 22. juli 2020 kl. 20.00


Det var en sær fornemmelse at sadle min trofaste gearløse havelåge og begive mig mod sæsonens sidste hjemmekamp på Brøndby Stadion, denne onsdag. Vejret vidste ikke helt hvilket ben det skulle stå på, og jeg var tilsvarende havnet mellem to lettere vakkelvorne klapstole.

På den ene side var der naturligvis glæden over at skulle på stadion, men på den anden side var det også med en underlig fornemmelse af en sæson der nu skulle slutte, uden rigtigt at være kommet i gang.

Det var også en af de helt dyre krystalkugler, man skulle have investeret i for at være forberedt på den glitch i verdenshistorien, der resulterede i denne urytmiske afrunding på sæsonen. Det er som om fodbolden, på verdensplan, har haft heftige tømmermænd det meste af foråret.

Men som bekendt er gult godt for hjertet, og da jeg – efter at have kæmpet mig gennem en modvind af en anden underverden på Roskildevej - parkerede ved stadion, havde det hele samlet sig i en fin sløjfe af taknemmelighed over overhovedet at have muligheden for at komme på stadion. Jeg stak en stor håndfuld solskin i lommen inden jeg lod mig sluse ind ved indgang D.

I ølboden måtte jeg konstatere at man ikke kan betale med solskin, men på dette tidspunkt skulle der heldigvis mere til at slå mig ud af kurs, for den fornemmelse af at træde de første skridt ud på stadion og gå langs rækkerne hen til sin plads, er en man skal prøve ikke at tage for givet.

Personligt nyder jeg meget at se på fodboldtrøjer når jeg er på stadion. Ét langt trip tilbage gennem historien. Og så hele kartoteket af navne og rygnumre. Der var selvfølgelig godt opbud af klassikeren Nørgaard 19, adskillige Tibbling 12, en god portion Maxsø 5, en enkelt Morfar 50, hvis jeg ikke tager meget fejl, en flok Agger 22, og i dagens anledning utallige Fisker 8.

Selvfølgelig.

Allerede længe før kampstart, da Kasper gik nogle få meter langs sidelinjen for at komme hen til sit optaktsinterview med Brøndby Indefra, bragede klapsalverne løs. Det var dog småting sammenlignet med de spande af gåsehud, man fik hældt ned ad ryggen ved hans fenerbache under opvarmningen. Det var et stærkt billede. Det foregik ned mod et mennesketomt Sydsiden Nedre, men på magisk vis føltes det som om, vi alle sammen stod der lige det øjeblik.

Klip tilbage til de faktisk befolkede tribuner. Der er noget evigt herligt over de føromtalte folk, i de mange forskellige fodboldtrøjer. Der er meget glæde at inhalere. Man kan nemt blive passivt glad, hvis man ikke var det i forvejen. Der er også fine sørgmuntre øjeblikke, som når en mand køber en pølse med brød, for straks at tabe pølsen på jorden - for så at bukke sig ned efter den, og tabe brødet også.
Bedre gik det en ungersvend, som på magisk vis snublede op ad tribunetrapperne, med en øl i hver hånd, men som trods sin unge alder udviste stor rutine og præsterede ikke at spilde så meget som en dråbe.

Da vi nærmede os kampstart, og de nykårede danske mestre fra Midtjylland løb på banen, blev de ikke ligefrem mødt med en æresport. Hvor jeg sad virkede lydtrykket mere massivt end ved onsdagens kamp mod AaB, og det var helt tydeligt at man, når det kom til tidsudtræk, førte en nultolerance-politik fra tilskuerrækkerne. Det er også et grotesk teater, til tider. Jeg forventede nærmest at Patrick Olsen stadig, her flere døgn senere, ville være at finde på banen, på vej ud mod sidelinjen i super-slow.

Det var skøn støj. Svinget lød som Svinget. Efter Ronnie Schwartz’ mål, udbrød der spontane, sarkastiske klapsalver når linjedommeren fik vinket en korrekt offside, og brølet i forbindelse med Uhres udligning faldt på et tørt sted, som havde stået og dirret siden søndagens kamp mod AaB.

Men aftenen gik på hæld. Ude bag J. Jensen-tribunen stod himlen i brand, alt imens FCM-spillerne, til en tinnitus af en pibekoncert, prøvede at huske hvordan man afviklede et hjørnespark eller et indkast. Det hele endte som bekendt uden yderligere scoringer.

Det bringer os naturligvis til aftenens emotionelle højdepunkt. Fiskers exit. Man skulle være lavet af sten for ikke …nej, stryg det. Selv hvis man var lavet af sten måtte man smelte en lille smule da Kasper Fisker holdt sin afskedstale. Hvilket klubhjerte.

Som den gode Emil Schjøtt, ved en perfekt autokorrektur-fejl, fik skrevet på Twitter: ”Din glæde og stolthed over at være trøjen har været tydelig fra første fløjt”. Fisker har om nogen, trods sine skader, VÆRET trøjen.

Det var således tid til at forlade stadion efter en sær, sær sæson, hvor corona har sat dagsordenen, og bundniveauet til tider har stukket dybere end brønden på emblemet. Men det har også været en sæson med lyspunkter, såsom flotte derbyer, såsom beviserne på at fællesskabet ikke bare er den floskel visse andre vil gøre det til, såsom Bruus, Jobbe, Skipper …og lad os så hurtigst muligt få rejst en fælles statue af Maxsø og Frendrup. Den kan få navnet ’Fyrtårnet og konfirmanden’.




Deltag i diskussionen




  • Tak til Jonas Vidunderlige noter med et underfundigt twist.....Keep it comming!! Ja sæson slut, men ny begynder snart og der er plads til den følelsesmæssige ruchebanetur vi som Brøndby fans oplever hele tiden Jeg må simpelthen omskrive ordsproget Håbet er lysegult
    1 god kommentar

  • De er simpelthen geniale de små historier der. Gerne flere af dem i næste sæson.
    1 enig · 1 god kommentar





Støt os og bliv medlem af 3point.dks venner