Noter fra tribunen: Brøndby IF 4 – 0 FC Nordsjælland

Skrevet af Nanna Møller Karlsen, 11. juli 2020

Af: Jonas Villumsen

Brøndby Stadion, Superligaen, 9. juli 2020 kl. 18.00

Tænk at man kan savne cement så meget. Det boblede i årerne da jeg fik kastet første blik på stadiontårnene mod det gråblå bagtæppe af skyer. Det boblede ikke fordi jeg lige havde cyklet fra mit hjem på Nørrebro i modvind, på en genstridig havelåge. OK, også lidt derfor, men mest af alt fordi jeg havde savnet Brøndby Stadion mere end jeg troede, man kunne.

Når man ikke har sat sine ben på matriklen i fire måneder, kommer man pludselig til at sætte pris på ting, man ikke plejer at registrere i samme grad. Den summen der er op til kampstart, vrimlen af gule trøjer i alle størrelser, gensynsglæder. Der er faktisk ting der er som de plejede at være, på trods af at rammerne er noget anderledes.

Apropos rammerne, så var det rart og afvæbnende, for en neurotiker som mig, at opleve hvordan sikkerheden blev taget yderst seriøst fra klubbens side, men samtidig at tingene heller ikke blev mere rigide end at vi blev lukket lidt senere ind ved indgang D fordi man lige havde glemt at portene skal låses op med en nøgle, før de kan åbnes.

Indenfor var visse ting vendt på hovedet. Køen til herretoiletterne (jeg gentager: køen til herretoiletterne) var længere end køen til boderne. Folk var generelt så gode til at holde afstand at dét, at have et barn i daginstitution, virker som et kæmpe gamble i sammenligning.

Det virker som om mange har oparbejdet en form muskelhukommelse når det kommer til ruten hen til deres faste pladser på stadion. Derfor var der relativt stor forvirring når det kom til at finde de rigtige sæder til dagens kamp. Jeg så sågar tre gråsprængte gutter vinke vemodigt til deres normale pladser, et par rækker borte.

Selv sad jeg også i en anden sektion end sædvanligvis. Jeg har i øvrigt sæsonkort på langsiden sammen med min far. Det var helt underligt at være der uden ham, men en vis pandemi der starter med C og slutter på ”orona” umuliggjorde at han kunne være med denne torsdag.
Han var dog med i ånden, og selvsamme ånd gav et glædesspjæt da spillerne løb ind til opvarmning, anført af fyrtårnet Andreas Maxsø.

Sidst jeg var på stadion – kampen mod Lyngby 1. marts – sad jeg sammen med både min far og min 5-årige søn, som ved den lejlighed havde stadiondebut.

Nu sad jeg ved siden af en dame, som jeg er ret sikker på, hed Hanne. Virkelig fin type. Hun brugte al tiden op til kampstart på at sidde på sin plads og hækle, men da kampen blev fløjtet i gang kunne jeg have svoret at jeg hørte hende sige ”for fanden i helvede!” tre gange i løbet af de første tre minutter.
Der blev også råbt ”tag turen!” til Maxsø, selv om Marvin Schwäbe, i dét øjeblik, var den eneste spiller på banen, der reelt var bag ham.

I det hele taget kunne publikum høres, så det var en fryd. Det er noget særligt at sidde på tribunen, med sommersol i hele skærmen, og alligevel have gåsehud. Den anderledes fordeling af tilskuere gjorde også noget ved lyden. Det rungede smukt i cementen, men samtidig gjorde akustikken det svært at orientere sig, og således blev mange sange leveret i særlige kanon-versioner. Og her mener jeg ikke som artilleri, men derimod (utilsigtet) flerstemmig sang. Ikke desto mindre var det prægtigt.

På trods af det – efter Vestegnstandarder - lave tilskuertal var der intensitet. En ældre herre, et par rækker væk, var godt gammeldags vred på dommeren. Fra det sekund der blev fløjtet op. Han sad med 2 x finger nr. 3 strakt, i hvad der virkede som halvdelen af kampen.

Heldigvis var der også mere end meget at glæde sig over. Bruus, Tibbling, Uhre, Uhre, Uhre, Schwäbe, mesterlige Maxsø, hæklende Hanne, for nu at give nogle eksempler.

Der opstod den særlige symbiose, hvor energien bliver kastet frem og tilbage mellem tribunerne og banen. Det bandt oplevelsen perfekt sammen. Fire pinde, clean sheet og kamp for trøjen. Svært at skrive en smukkere sommerdag.
Jeg var i hvert fald glad langt ind i emblemet, da jeg hoppede på min bevaringsværdige metal-ganger og trillede hjem i solnedgangen.