-
Søg
-
Log ind
-
Opret bruger
Brøndby IF U/19 spillede tidlig søndag eftermiddag hjemme mod AC Horsens. Cheftræner Jesper Christiansen stillede med følgende mandskab fra start i opgøret:
William Sonne-Schmidt (2007)
Waldemar Bjergfelt (2006) - Oliver Sejer (2006) - Rasmus Lynder (2007) - Gustav Nøhr (2006)
Adam Claridge (2006)
Jakob Wismann (2007) - André Escobar (2007) - Mathias Jensen (2005)
Jonathan Agyekum (2006) - Jacob Ambæk (2008)
Bænken: Noah Jakobsen (2006), Malek Bakhit (2005), Ali Al-Najar (2008), Mathias Werther (2007) og Mamadou Jalloh (2006)
Brøndby IF startede kampen godt og fik lagt et godt pres på gæsterne fra Horsens. Jonathan Agyekum var velspillende og Horsens havde svært ved at kontrollere angriberen med det lave tyngdepunkt. Brøndby brød ofte igennem via Agyekum og han var konstant en trussel.
Hjemmeholdet fik spillet sig til flere fine muligheder og burde have bragt sig foran. Jacob Ambæk kom helt alene igennem, men brændte, mens også Gustav Nøhr og Agyekum havde muligheder, som blev misbrugt.
Horsens havde ikke rigtig haft noget eller truet Brøndby, men så lavede Brøndby en stor fejl i det opbyggende spil helt nede fra eget mål. En Horsens-spiller opsnappede bolden og scorede. Målet gav Horsens mod på mere og de overtog mere initiativ i kampen. Brøndby lavede i denne fase af kampen alt for mange tekniske fejl og dårlige afleveringer, og stillingen ved pausen var 1-0 til gæsterne.
Desværre for Brøndby måtte Agyekum, der ellers var i spillehumør, udgå skadet i pausen. Han blev erstattet af Noah Jakobsen. Brøndby startede anden halvleg lidt svagt, men fik ædt sig mere og mere ind i kampen. De blå/gule fik også fortjent udlignet.
Adam Claridge erobrede bolden på midten og sendte Jakobsen alene igennem efter en følt aflevering over Horsens-forsvaret. Jakosben svigtede ikke, men sparkede bolden i kassen til 1-1. Men skadesmæssigt blev ondt værre for Brøndby, for i sekvensen, hvor han scorede, blev Jakobsen skadet og måtte udgå.
Men Brøndby-holdet trykkede ufortrødent på efter udligningen. Ambæk blev sendt igennem på en friløber, men fik ikke sendt bolden i nettet. Det begyndte at trække mere og mere op til endnu en Brøndby-scoring, og den kom da også. Indskiftede Mathias Werther modtog bolden i venstresiden og lagde et godt indlæg ind til Ambæk. Han kom først på bolden og bragte Brøndby på 2-1.
Ambæk havde faktisk også bolden i nettet til 3-1, da han blev sendt afsted i dybden, rundede målmanden og scorede, men linjevogteren løftede flaget for offside. Fra stadion var den meget tvivlsom. Men målet blev ikke desto mindre underkendt.
Herefter begyndte Brøndby-holdet at passe mere på sig selv. Det blev lidt for defensivt, men holdet har nok været mærket af nogle dårlige oplevelser indtil videre i sæsonen. Men udfaldet af det blev et væld af dødbolde og hjørnespark til Horsens, og netop et af disse hjørnespark udnyttede gæsterne og scorede til 2-2.
Og så faldt Brøndby lidt sammen. Horsens pressede mest på og med et skud fra kanten af feltet meget sent i kampen, fik de vendt det hele på hovedet igen med en scoring. Efter Horsens føringsmål virkede Brøndby slukkede og det var i slutfasen reelt set tættere på 4-2 til Horsens end det var på 3-3.
Brøndby IF U/19 indtager nu 11. pladsen i U/19 Ligaen med blot en enkelt sejr i de første seks kampe (en uafgjort og fire nederlag).
KAMPEN I TAL:
Brøndby IF U/19 - AC Horsens U/19, 2-3 (0-1)
6. minut: Gult kort til Emmanuel Moungam A Ngon
21. minut: 0-1; Arouna Adbou-Faridou
28. minut: Gult kort til Jakob Wismann
46. minut: Jonathan Agyekum UD / Noah Jakobsen IND
57. minut: 1-1; Noah Jakobsen
57. minut: Noah Jakobsen UD / Mathias Werther IND
57. minut: Jakob Wismann UD / Malek Bakhit IND
71. minut: 2-1; Jacob Ambæk
76. minut: André Escobar UD / Ali Al-Najar IND
83. minut: 2-2; Mustafa Salah
86. minut: 2-3; Yamirou Ouorou
Deltag i diskussionen
Joblar 23. september 2024
Biffan 23. september 2024