Analyse: Kan Brøndby forrente sine dyreste talentinvesteringer?

Brøndby gjorde det logiske: Filip Bundgaard forlængede sin kontrakt med et år, så aftalen nu løber frem til sommeren 2029.

Isoleret set er det svært at finde argumenter imod beslutningen. Klubben har ganske enkelt købt sig mere tid.

Tid til at Bundgaard kan gennemføre det gennembrud, mange stadig tror ligger i ham. Tid til, at investeringen på omkring tre millioner euro kan udvikle sig. Og tid til, at et eventuelt salg kan ske fra en langt stærkere position end ellers.

Derfor giver kontraktforlængelsen mening. Men den ændrer ikke ved det spørgsmål, som Bundgaard-casen efterhånden rejser.

Bundgaard er ikke problemet

Filip Bundgaard er 22 år. Han har været ramt af skader (meget aktuelt det der ødelagde hans forår), tilført konkurrence i truppen og en udvikling, der ikke har været lineær.

Derfor er det også alt for tidligt at konkludere, om transferen bliver en succes eller en fiasko. Det interessante er faktisk ikke Bundgaard. Det interessante er den type investering han repræsenterer. For Brøndby købte ikke en færdig profil fra Randers for 2,5 år siden.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

Brøndby købte en spiller, der stadig skulle udvikles, og en stor del af transfercasen byggede på, at netop den udvikling skulle finde sted i Brøndby.

Det er her dilemmaet opstår

Der er stor forskel på at betale tre millioner euro for en Bartosz Slisz og tre millioner euro for en Filip Bundgaard:

Slisz blev hentet som en (ældre) etableret profil. Polakkens værdi skulle først og fremmest måles på det, han leverede på banen. Hvis han om tre år bliver stopper i klubben enten stopper ved udløb eller bliver solgt for en transfersum, kan investeringen stadig vise sig at have været en succes.

Anderledes forholder det sig med en spiller som Bundgaard. Eller Max Ejdum, hvis Brøndby gennemfører den handel, klubben meget aktuelt bliver sat i forbindelse med. De bliver hentet unge. Ikke fordi de er færdige. Men fordi de kan blive det (i Brøndby).

Dermed bliver den økonomiske værdiskabelse (læs: talentudviklingen) en langt større del af regnestykket.

Den svære forretning

Og det er her, det egentlige spørgsmål opstår: Hvor let er det egentlig at skabe en stor økonomisk gevinst på en spiller, der allerede koster to-tre-fire millioner euro som 19-20-årig? Jo højere “indgangsbilletten” bliver, desto mindre bliver fejlmarginen.

Spilleren skal udvikle sig. Han skal spille. Han skal, udover at spille, også præstere godt. Han skal holde sig skadesfri. Og han skal udvikle sig så meget, at markedsværdien stiger markant oven i en allerede høj købspris.

Samtidig følger forventningerne næsten automatisk med prisen. Betaler Brøndby tre-fire millioner euro for en 20-årig spiller, vil særligt omverdenen (og måske inddirekte også klubben) naturligt forvente, at han får en markant sportslig betydning. Men netop dér opstår dilemmaet. For investeringen bygger samtidig på, at spilleren stadig har en stor del af sin udvikling foran sig.

Dertil kommer, at transferbeløbet kun er én del af den samlede investering. Løn, sign-on, agenthonorar og øvrige omkostninger betyder, at spilleren ikke blot skal blive mere værd end købsprisen - han skal skabe en markant værdistigning, før investeringen for alvor bliver en økonomisk succes.

Det er en vanskelig øvelse. Ikke umulig. Men vanskelig. Og ser man på Brøndbys historik, er det fortsat svært at pege på en ung udviklingsspiller købt i en høj prisklasse, som klubben efterfølgende har udviklet og solgt med en gevinst, der for alvor har flyttet regnskabet.

Det er ikke et bevis på, at strategien er forkert. Men Brøndby har fortsat til gode at dokumentere, at meget unge spillere købt i den prisklasse kan udvikles til de store salg, som investeringen bygger på. Indtil det sker, vil strategien naturligt rejse spørgsmål.

Hvad er egentlig succeskriteriet?

Det leder samtidig frem til et andet spørgsmål: Hvordan skal Brøndby egentlig vurdere den type investering?

For en spiller som Bartosz Slisz blev hentet for at gøre Brøndby bedre fra dag ét. Det sportslige afkast var den primære målestok, mens et eventuelt videresalg ville være en bonus.

Anderledes ser det ud med en spiller som Filip Bundgaard. Eller Max Ejdum, hvis handlen bliver en realitet.

Her bliver transfercasen mere kompleks: For når Brøndby investerer tre-fire millioner euro i en 20-årig spiller, køber klubben ikke kun den spiller, der står foran dem i dag. Klubben køber også forventningen om den spiller, han kan udvikle sig til. Men netop dér opstår dilemmaet.

For hvis spilleren først topper som 23-24-årig og bliver en markant sportslig profil i Brøndby, men aldrig udvikler sig til det store salg, hvordan skal investeringen så vurderes?

Er den en sportslig succes? En økonomisk skuffelse? Eller begge dele på én og samme tid?

Derfor bliver Ejdum interessant

Netop derfor bliver Max Ejdum interessant. Ikke fordi han skal sammenlignes direkte med Bundgaard som spiller. Men fordi trasnfercasen ligner.

Hvis Brøndby investerer en samlet økonomisk pakke på 3-4 millioner euro i den 20-årige OB-spiller, bliver det endnu en investering, hvor en stor del af værdien først skal skabes efter købet.

Ejdum bliver ikke hentet som en færdig profil. Han bliver hentet med forventningen om, at Brøndby kan udvikle ham til én.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

Netop derfor bliver Ejdum interessant allerede fra første dag. Ikke fordi han nødvendigvis skal være en profil med det samme, men fordi prisen næsten automatisk skaber den forventning. Betaler en klub i Brøndbys størrelse et beløb i den størrelsesorden for en 20-årig spiller, vil omverdenen naturligt forvente, at han hurtigt får en markant sportslig betydning.

Det er derfor ikke nok, at han bliver en dygtig Superliga-spiller. Skal investeringen også blive en økonomisk succes, skal hans markedsværdi udvikle sig markant ud over den pris, Brøndby betaler i dag.

Det er præcis det regnestykke, Bundgaard-casen endnu ikke har givet et endeligt svar på.

Den refleksion Brøndby bør gøre sig

Brøndby skal ikke nødvendigvis stoppe med at investere i unge spillere. Klubben har heller ikke økonomi til udelukkende at hente færdigudviklede profiler, hvor både købspris og lønniveau kan være endnu højere.

Men Bundgaard-casen bør give anledning til en refleksion over, hvor mange og hvor på "værdikæden" de største investeringer placeres.

For når Brøndby betaler tre-fire millioner euro for en 19-20-årig spiller, køber klubben ikke en færdig profil. Klubben køber potentialet til en profil. Det betyder samtidig, at en stor del af investeringen først skal skabes efter købet.

Det stiller enorme krav - ikke bare til spilleren, men også til klubben. Spilleren skal udvikle sig, spille fast, præstere over tid og samtidig øge sin markedsværdi markant, hvis investeringen både skal blive en sportslig og en økonomisk succes.

Kontraktforlængelsen med Filip Bundgaard giver Brøndby bedre muligheder for, at netop hans historie får et lykkeligt udfald. Men den ændrer ikke ved det spørgsmål, hans transfer efterhånden rejser:

Ikke om Bundgaard bliver en succes. Men om Brøndby har fundet det rigtige sted på transfermarkedet at placere sine største investeringer.

Hvis Max Ejdum bliver den næste spiller i den kategori, bliver han ikke blot endnu en transfer. Han bliver endnu en test af en strategi, hvor Brøndby satser på selv at skabe den værdistigning, der skal retfærdiggøre investeringen.

Indtil klubben for alvor kan pege på et eksempel, hvor en meget ung spiller købt i den prisklasse er blevet udviklet til et salg, der markant har flyttet bundlinjen, vil det være et åbent spørgsmål, om den type investeringer rammer den rette balance mellem sportslig kvalitet og økonomisk afkast.

Deltag i diskussionen