Foto: Freja Borne ©
Gregers Arndal-Lauritzen efter karrierestop: Brøndby-minder de største
Gregers Arndal-Lauritzen har valgt at stoppe sin aktive fodboldkarriere.
På Hillerød IF's hjemmeside beskrives det, at Arndal-Lauritzen denne sommer færdiggør sin jurauddannelse og satser fremadrettet dén vej.
Af manager i Hillerød IF beskrives den tidligere Masterclass-spiller:
- Gregers har været en fantastisk person at have i klubben gennem flere år. Han har altid været en spiller, man kunne regne med på- og uden for banen. Han har givet alt for holdet hver eneste dag og været med til at skabe den kultur og mentalitet, vi ønsker i klubben.
Bold har talt med spilleren efter stoppet, hvor han fortæller, at han nok kommer til at savne fodbolden.
- Det har ikke været nogen nem beslutning at sige farvel til det, man har lavet i 15 år. Der er nok ikke noget, der kan ramme den intensitet, man kan opleve i en fodboldkamp. Men jeg synes, at min nye karriere er rigtig spændende. Jeg har behov for at prøve noget nyt, og nu glæder jeg mig vildt meget til at starte i min stilling som advokatfuldmægtig, siger han ligesom han uddyber, at han kan vende tilbage til fodbolden men først om ti år.
Arndal-Lauritzen forlod Brøndby endegyldigt i vinteren 2019, og det blev ikke til meget spilletid. Alligevel er et Brøndby-minde karrierens højdepunkt.
- Debuten for Brøndby er nok det, jeg husker bedst. Selvom jeg ikke spillede meget for Brøndby, var det kæmpestort at få debut for den klub, jeg er vokset op i og havde kæmpet for at slå til i. Det var det, man gik og trænede for, så det var helt vildt.
- Jeg kan også huske, at jeg fik en 'Fenerbahce', da vi spillede ude mod Marienlyst i pokalturneringen. Det var også helt sindssygt. At opleve fansene råbe ens navn og hylde en på den måde. Selvom det kun skete én gang, var det en meget stor oplevelse, udtaler Arndal-Lauritzen til Bold.

Deltag i diskussionen