Foto: Simon Kammer ©
NYHED

Ohnesorge: Sportslige ambitioner skal hænge sammen med økonomien

 
Brøndbys nye sportsdirektør Julius Ohnesorge kalder jobbet et privilegium, men er bevidst om situationen i klubben. Han peger på lederskab, Masterclass og en bedre balance mellem sportslige ambitioner og økonomisk bæredygtighed som centrale spor.

    • Kasper Pedersbæk
      28. maj 2026 - Klokken 07:39
  • Kasper Pedersbæk
  • Kasper Pedersbæk
    28. maj 2026 - Klokken 07:39

Julius Ohnesorge er ny sportsdirektør i Brøndby IF, og dermed træder han for alvor ind i rampelyset - efter et lille års tid som teknisk direktør - i en klub, hvor der lige nu er store beslutninger at træffe.

På tirsdagens presseseance satte Ohnesorge ord på både sin egen vej til posten, arbejdet med truppen, fyringen af Steve Cooper og den retning, han nu skal være med til at sætte.

For Ohnesorge er det først og fremmest en markant mulighed:

- Det er et stort privilegium at have fået denne her stilling, sagde han.

Selvom han kun har været i Brøndby i knap et år, mener han selv, at tiden i klubben har givet ham et stærkt indblik i det miljø, han nu skal stå i spidsen for på det sportslige område:

- Jeg har lært klubben godt at kende gennem mine ca. 11 måneder siden jeg startede, og har lært folkene og kulturen indefra at kende.

Da Benjamin Schmedes meddelte, at han ville stoppe som sportsdirektør, gjorde Ohnesorge det klart over for ejerskabet, at han selv havde ambitioner om at overtage rollen:

- Da Benjamin Schmedes meddelte sin opsigelse, talte jeg med ejerskabet herude, hvor jeg udtrykte mine tanker og ligeledes mine ambitioner, sagde Ohnesorge.

Han er dog bevidst om, at Brøndby også kiggede andre steder hen:

- Jeg er udmærket klar over, at der også var eksterne kandidater til stillingen.

Ohnesorge blev ansat i Brøndby under Benjamin Schmedes, og de to deler både nationalitet og en del af det samme værdimæssige udgangspunkt. Men han afviser, at han blot er en direkte forlængelse af sin forgænger:

- Benjamin Schmedes og jeg deler den samme nationalitet, men ikke den samme personlighed. Men vi har en række forskellige overlappende værdier, i særdeleshed samarbejde.

Netop samarbejde blev et gennemgående tema, da Ohnesorge forklarede sin måde at lede på. Han ser ikke sportsdirektørrollen som en post, hvor alle svar skal komme fra én person:

- Vi har mange ledere her i klubben, og vi skal give dem tillid til at være ledere og tage beslutninger. For jeg er ikke ekspert indenfor et hvert område, men jeg har en masse eksperter.

Ohnesorge skal nu træde ind i rollen som sportsdirektør i Brøndby, men han understreger, at han ikke kommer uden erfaring:

- Jeg synes selv, jeg har haft store jobs tidligere. Mange jobs kommer med et stort ansvar, og jeg er helt bevidst om situationen i Brøndby, fordi Brøndby er en af de største klubber i Danmark, hvis ikke DEN største.

- Det er første gang, jeg træder ind i rampelyset, men jeg har tilbragt mange år i fodbold, og har haft mange forskellige roller.

På samme dag som Ohnesorge blev præsenteret blev Steve Cooper fyret som træner. Ifølge den nye sportsdirektør var det ikke en beslutning truffet af én person, men på baggrund af en fælles evaluering:

- Fyringen af Steve Cooper var en beslutning taget i fællesskab, og jeg var en del af det fællesskab, hvor jeg havde givet min analyse af sæsonen og præstationerne.

Han forklarede, at Brøndby evaluerede hele perioden under Cooper grundigt, før beslutningen blev taget:

- Vi evaluerede tiden under Steve Cooper, og vi vendte hver en sten, hvordan vi spillede og hvordan vi præsterede, kiggede på fremtiden og kom til en fælles beslutning om at fyre Steve Cooper.

Ohnesorge ønskede dog ikke at kalde ansættelsen af Cooper for en fejl:

- Jeg vil ikke kalde det for en fejl at ansætte Steve Cooper, for så kan man altid i fremtiden pege tilbage på beslutninger og sige, den var dårlig, hvis det ikke fungerer. Man skal evaluere en beslutning ud fra de rammer, der var, da den blev taget. Ideerne og intentionerne bag ansættelsen af Steve Cooper var gode.

Fremadrettet bliver Masterclass igen et vigtigt spor for Brøndby. Ohnesorge ser akademiet som en central del af klubbens identitet, men også som en nødvendig del af forretningsmodellen:

- Vi har allerede set et Brøndbyhold med en del Masterclass-spillere. Det er absolut et spor, vi ønsker at fortsætte ud af, fordi Masterclass er, udover et følelsesmæssigt bånd, også en finansiel rygrad for klubben.

Men den nye sportsdirektør understreger samtidig, at vejen til førsteholdet ikke bare skal åbnes af princip:

- Men vi åbner ikke bare holdet for en masse Masterclass-spillere, de skal også være gode nok. Når jeg kigger på pipelinen af spillere, ser det fornuftigt ud.

Det hænger sammen med en bredere ambition om at finde en sundere balance i Brøndby. Klubben skal fortsat jagte sportslige resultater, men det skal ske med en model, der også kan bære økonomisk:

- Vi skal finde en bedre balance mellem, hvad vi vil opnå sportsligt, og stadig være finansielt bæredygtige med en forretningsmodel, der understøtter dette, sagde Ohnesorge.

Den kommende cheftræner bliver også en vigtig del af den kabale. Brøndby skal finde en træner, der passer til klubbens retning, men som også får indflydelse på den sportslige evaluering af truppen og nye spillere:

- Vi skal rekruttere en træner med baggrund i, hvilken retning vi som klub vil gå. En cheftræner vil altid have sine ideer i forhold til positioner, forskellige spillerprofiler, og derfor vil en cheftræner også blive involveret i evaluering af nye spillere.





Deltag i diskussionen


Du skal være logget ind, for at kunne kommentere.


  • LJS
  • LJS
    Betalende bruger
    Top debattør
      16 timer siden   

  • Tjaeh, det lyder jo alt sammen meget godt.
    Men et er ord, noget andet er handling.
    Det bliver ihvertfald spændende at følge.
    2 enige

  • Tyder ikke på man har ambitioner længere, men nærmere man går efter status quo, hvor man nærmest ser en 3. plads som det højest opnåelige. GFH virker til at have opgivet projektet og bare vil sikre de ikke taber penge, indtil de på et tidspunkt sælger deres andel i klubben. Der er intet i de seneste udmeldinger, som peger på man vil løfte holdet.
    1 enig
     
    • @olemartin.dk det er tidligt at konkludere sådan men jeg har præcis den samme bekymring.

      Og så må jeg erklære mig enig med Nanna. Jeg kan ikke rigtig hidse mig op længere. Nu er jeg nødt til at se de ting ske, der bliver talt om før jeg tror på det.
      2 enige

    Se 4 flere kommentarer

  • Fællesskab, Masterclass, økonomisk bæredygtighed.

    Hvorfor har vi haft så stor udskiftning i personalet igennem årene, når alle alligevel kommer og siger det samme?

    Jeg har støttet klubben i over 20 år, jeg kommer til at støtte den i 20 år mere, og så 20 år mere osv. indtil jeg kradser af. Men det er efterhånden længe siden at vi har taget en stor beslutning som sådan rigtigt fik mig til at tænke positivt om fremtiden.
    2 enige

---

  • Køb færre men bedre spillere. Jeg er træt af at se os hente de her middelmådige leverpostejsspillere til klubben. Jeg er med på at der aldrig er garanti for topperformance, jeg håber virkelig vores nye rekrutteringschef får sat styr på tingene. Ikke mere YouTube scouting tak!
    1 enig · 1 god kommentar

  • Joblar
  • Joblar   14 timer siden   

  • Vi får for lidt sportslig performance målt i forhold til størrelsen af vores budget, det er helt klart.
    1 enig

  • Jeg hører ham ikke sige, at vi skal bruge færre penge, eller skrue ned for ambitioner. Mere at vi skal forstå og tro på Masterclass som det element der skal tegne og finansiere klubbens profil. Den pipeline han nævner er, som de fleste vel kan se, allerede godt undervejs med mange talenter der har fået spilletid og her har vist kvalitet. Jeg tror vi æder et evt. underskud, eller måske afskiber nogle og bevarer budgettet nogenlunde som det er i dag.
    Vores profiler, er vel den del, der af uransagelige årsager, ikke har virket. Vi mangler som en siger, erfaring, og det skal være erfaring der leverer på banen, viser sig respekten værdig.
    I øvrigt et totalt cool interview, as always.

---




Relaterede nyheder



Mest læste nyheder



Mest kommenterede nyheder