Foto: Magnus Daugaard ©
NYHED

Portrætserie: Tribunens stemmer #3

 
I portrætserien "Tribunens Stemmer" møder vi Brøndbyfans og fortæller deres unikke historier omkring forholdet til Brøndby IF

    • Magnus Daugaard
      28. april 2025 - Klokken 16:14
  • Magnus Daugaard
  • Magnus Daugaard
    28. april 2025 - Klokken 16:14

I denne udgave af Tribunens Stemmer møder vi Lilja på 20 år, som har en helt særlig tilknytning til Brøndby IF. Klubben har faktisk spillet en markant rolle i genetableringen af nogle vigtige relationer for Lilja.

Magnus Daugaard © All rights reserved

Det har altid ligget i kortene, at Lilja skulle blive Brøndby-fan. Hun nævner selv, at tilhørsforholdet til Brøndby IF simpelthen er genetisk bestemt.
Hun kommer fra en familie, hvor både far, onkel, fætre og kusiner er Brøndby-fans, så Brøndby IF har fyldt meget i hendes opvækst. Hun nævner sågar, at faren har haft et Brøndby IF-håndklæde, som i krævende tider er blevet brugt som bedetæppe.

Liljas forældre blev skilt, da hun var to år gammel, og hun er derfor opvokset skiftevis i Virum og Ballerup. Når hun havde weekender hos sin far i Ballerup, var det altid vigtigt for dem at tage på stadion sammen.

Som mange andre havde Lilja sine første stadionoplevelser på langsiden, hvor hun, udstyret med høreværn, blev trukket med af sin far. Oppe under taget sad hun med en fornemmelse af, at alle Brøndby-spillerne kiggede på hende, og det skabte et helt særligt tilhørsforhold til spillerne:

- En af mine første gange på stadion var ti år siden, og jeg følte, at alle Brøndby-spillerne kiggede op mod mig, og det syntes jeg var vildt sjovt – at jeg følte, at de kunne se mig, og at de spillede for min skyld. Jeg følte mig vildt anerkendt og set. Det gjorde også, at jeg fik lyst til at hoppe og synge med hele tiden

Magnus Daugaard © All rights reserved

Ved siden af spillet på banen følte Lilja sig draget af lydkulissen på stadion samt af de mange forskellige mennesker, hun så på tribunerne. Brøndby-ilden var altså vækket i Lilja fra allerførste besøg på stadion.

Kærligheden til klubben voksede for Lilja, men i en årrække kom hun sjældnere på stadion, da hun – grundet en række forskellige faktorer – ikke så sin far lige så ofte, som de begge ønskede:

- Inden for de sidste par år har vi jo fundet ud af, at vi rigtig gerne vil ses. Så talte jeg med min kontaktperson og en psykolog, som foreslog at bruge fodboldkampe på Brøndby Stadion som en neutral grund til at genetablere kontakten. Det fungerede helt vildt godt. Nu tager vi både mig, min mor, min far, min fars ekskone og mine brødre sammen på stadion. Vi er sådan helt en samlet familie på tribunen

Magnus Daugaard © All rights reserved

Liljas far har de seneste fem år boet i Sverige, så på kampdage har Lilja hentet sin far og to brødre i lufthavnen, så de kunne tage direkte på stadion. De kommer altid i god tid, så de kan opdatere hinanden på, hvad der sker i deres tilværelse, og samtidig opleve stadion blive fyldt op og mærke lyd- og spændingsniveauet stige.

Lilja fortæller om en særlig oplevelse, da hun introducerede sine småbrødre til Sydsiden for første gang:

- Det var så hyggeligt. Vi var alle tre søskende samlet med vores far, hvor vi kunne stå der og råbe og skrige og også bare hygge os. Jeg ser ikke mine brødre så ofte – faktisk mest, når vi er på stadion – så at kunne se mine brødre stå og synge med på sangene og gejle hinanden op, var et meget særligt øjeblik for mig

Men Lilja tager ikke kun på stadion med sin familie. Hun har nemlig fået en kæreste, som hun – med egne ord – har fået omvendt fra en ikke-fodboldinteresseret til glødende Brøndby-fan. Hun har samtidig overtalt flere venner til at tage med sig, som alle er blevet dybt imponerede over stemningen og fællesskabsfølelsen.

Magnus Daugaard © All rights reserved

For Lilja handler det ikke kun om spillet på banen med Brøndby IF. Hun kan i høj grad identificere sig med historien om underdoggen, som mod alle odds har kæmpet sig mod toppen og aldrig nogensinde har givet op trods modgang. Hun nævner også, at hun aldrig før har oplevet et sted med så mange forskellige typer mennesker, som kan lægge deres forskelle til side og i fællesskab støtte op om noget – det er for hende helt unikt og repræsenterer nogle værdier, som betyder meget for hende.

Liljas fortælling viser, hvordan Brøndby IF kan være mere end bare en fodboldklub. For hende er stadion blevet et samlingspunkt – et sted for genforening, relationer og fællesskab. Hvad enten hun står med sin far og sine brødre, eller hun introducerer nye ansigter til Sydsiden, er det altid med det blågule hjerte først.





Deltag i diskussionen


Du skal være logget ind, for at kunne kommentere.


  • Fantastisk historie




Relaterede nyheder



Mest læste nyheder



Mest kommenterede nyheder