
Foto: Simon Kammer ©
U/19 EM-kvalifikation: Debut til Adam Claridge i dansk åbningssejr
Inden det danske U/19-landshold tidligere i denne uge rejste til Ungarn for at spille Elite Round - den afgørende EM-kvalifikation - stod Adam Claridge noteret for 13 kampe på de yngre landshold, men onsdag eftermiddag fik midtbanespilleren fra Brøndby Masterclass debut på netop U/19-landsholdet.
Det skete da han efter en lille times spil blev skiftet ind i stedet for FCN's Villum Berthelsen i danskernes åbningskamp mod Island. På det tidspunkt førte Danmark 2-0, som også blev slutresultatet. Det var også stillingen ved pausen.
Den tidligere Brøndby-spiller Oscar Schwartau bragte danskerne på 1-0 i 35. minut med et resolut skud fra kanten af det lille felt, da et hjørne havnede hos den nuværende Norwich-angriber. Det målgivende hjørne var resultatet af et angreb sat i gang af Brøndby-backen Lukas Larsen.
Lukas Larsen var startet inde og leverede en flot indsats - ikke mindst offensivt. Hans defensive indsats kan faktisk slet ikke bedømmes, da islændingene aldrig rigtig fik sat Danmark under pres, mens Larsen var på banen.
To gange måtte Lukas Larsen bide i græsset efter nærkampe i forbindelse med dødbolde. Første gang var i slutningen af første halvleg, men efter en kort behandling kunne Brøndby-backen spille videre. Det kunne han ikke tre minutter efter pausen og måtte derfor lade sik udskifte.
Danmarks - og kampens - sidste scoring faldt i første halvlegs tillægstid og var et lidt spøjst selvmål af den islandske målmand Jón Sölvi Símonarson. Mikel Gogorza fra FCM afsluttede fra kanten af feltet, skuddet blev rettet af og bolden svævede i en bue, prellede af mod den ene målstolpe, ramte keeperen og røg i mål.
Senere onsdag mødtes gruppens øvrige to hold, og Østrig vandt 3-1 over værterne fra Ungarn. Netop værterne er Danmarks næste modstander på lørdag kl. 20:00. Kun vinderen af gruppen kvalificerer sig til sommerens EM-slutrunde.
Deltag i diskussionen
Kristianbs 1 måned(er) siden