Foto: Carl Johan Dahl ©
Analyse: Jordi Vanlerberghe som højreback – en utraditionel løsning med taktiske fordele
Brøndby har i flere kampe valgt at bruge Jordi Vanlerberghe som højreback. Den belgiske forsvarsspiller er oprindeligt uddannet som midtstopper, hvilket betyder, at han ikke optræder som en klassisk offensiv siderumsspiller. Dette rejser spørgsmålet: Hvordan påvirker det Brøndbys opbygningsspil, og hvilke taktiske justeringer er nødvendige for at kompensere for hans spillestil?
Vanlerberghes rolle – en hybrid mellem back og midtstopper
Den oplagte udfordring ved at bruge Vanlerberghe på backen er, at han naturligt trækker mere ind i banen. Det kan gøre Brøndbys opspil mere kompakt i det centrale rum og reducere bredden i højresiden. I stedet for at fungere som en klassisk offensiv back indtager han en position i højre halvrum, hvor han fungerer som boldflytter og støtter midtbanen.

Hans radarprofil viser, at han ligger højt i progressive afleveringer (9.84 pr. 90 min.) og pasninger til sidste tredjedel (6.83 pr. 90 min.), hvilket indikerer en spiller, der skubber spillet fremad snarere end en typisk wingback, der søger ned til baglinjen.
Taktisk løsning: En asymmetrisk højreside
Brøndby kompenserer for Vanlerberghes mere centrale placering ved at lade Yuito Suzuki trække længere ud mod højre. Det skaber en asymmetrisk opstilling, hvor:
- Vanlerberghe skubber op i højre halvrum og fungerer som en ekstra boldspiller på midtbanen.
- Noah Nartey får mulighed for at rykke længere frem i banen, da der er en ekstra sikkerhed bag ham.
- Suzuki bevæger sig bredere, hvilket giver Nartey og angriberne flere kombinationsmuligheder i det sidste angrebsled mod højre.

Dette betyder, at Brøndby i praksis skifter fra en traditionel 4-3-3 til en mere fleksibel opstilling, hvor højrebacken fungerer som en ekstra midtbanespiller i opbygningsfasen. Netop et emne der blev berørt i tirsdagens paneldebat i BrøndbyLyd, hvor Vanlerberghes hybridrolle var et tema.
Styrker og begrænsninger ved løsningen
Styrker:
- Boldprogression: Vanlerberghes evne til at drive bolden frem ses i hans progressive løb (1.46 pr. 90 min.), hvilket er højt for en forsvarsspiller.
- Defensiv stabilitet: Med 67.42 % vundne defensive dueller sikrer han soliditet på højresiden,
- Et større bidrag offensivt i højresiden i at skubbe spillet fremad, især sammenlignet med Alves, der ikke har samme offensive output.
- Mulighed for skud udefra: Hans position i højre halvrum giver ham chancen for at afslutte fra distancen, hvilket kan være et overraskende våben.

.png)
.png)
Begrænsninger:
- Begrænset bredde: Hans 1.37 indlæg pr. 90 min. og 46.67 % præcision viser, at han ikke bidrager med mange klassiske back-indlæg
- Lav offensiv trussel: Med 0.03 xA pr. 90 min. og 0 assists i sæsonen er han ikke en kreativ skaber på den sidste tredjedel.
Konklusion: En funktionel, men ikke optimal løsning
Brøndby har fundet en alternativ måde at bruge Vanlerberghe på som højreback. Hans placering i højre halvrum understøtter midtbanen og giver ekstra stabilitet, men risikoen er at det kan koste bredde i det tidlige opbygningsspil. Det kan dog løses ved at spillere som Suzuki og Nartey justerer deres positioner for at sikre en dynamisk opbygningsfase.

Deltag i diskussionen
Mogens 16. marts 2025
LJS
Betalende bruger
Top debattør
17. marts 2025
Uanset formation, så skal man helst bruge de individuelle spillere, hvor de er bedst.
Flowet, i spillet, forsvinder, når man ikke kan spille frit og med for mange taktiske bånd.