
Foto: Michael Jakobsen ©
Birk prædiker kollektiv - men i dag fremhæver han Lauritsen
Seks point i to kampe. Fuldt udbytte. Det er status for Brøndby IF i Mesterskabsspillet efter en udekamp mod FC Midtjylland og en hjemmekamp mod AGF. Mandag aften scorede Nicolai Vallys og Mathias Kvistgaarden og det var nok til at sikre de blå/gule en 2-1-sejr over AGF.
Brøndby gik til pause med en 1-0-føring, men det var ikke en fuldstændig tilfreds Frederik Birk, som talte til sit hold i pausen. Derfor ændrede han også system til anden halvlegs start og gik fra 4-3-3 til 3-4-3.
- Jeg havde en ambition om, at vi også skulle have været lidt højere. Vi har blandt andet en genpressituation fra sidst vi mødte AGF her på stadion, som jeg også har vist dem, men vi blev trykket fladere og fladere. Hvis vores tre blev fanget oppe foran og de kom rundt om os, havde de nogle doblinger, der lå og drillede os på vores sider. Så det var et naturligt outcome af spilstruktur, der gjorde, at selvom vi var foran 1-0 og de ikke blev rigtig farlige, at jeg blev nødt til at justere. For jeg kunne godt se, at en kamp over 90 minutter på den måde, hvis ikke vi blev bedre på bolden, ville give os problemer, lød det fra Birk i mixed zone efter kampen.
- Ros til AGF, for da de havde grebet om os, begyndte de at gå meget tight på i deres pres og genpres, så vi kom ikke rigtig ud, og så blev det svært for os at få et kampbillede, som vi gerne ville have.
Til gengæld lykkedes Brøndby gennem hele kampen godt med at straffe AGF på omstillinger.
- Det er et af de fokusområder vi har haft. Vi har kigget en del video og data, og det er konstaterbart, at vi ikke havde fået sat omstillingsspillet ind på det her fodboldhold på trods af at vi har nogle spillere, som er dygtige til det. Så det er dejligt, at vi profiterer af det nu.
Frederik Birk blev af den fremmødte presse også forholdt, at de i kampene mod FCM og AGF har stået lavere. Hvordan harmonerer det med Birks tidlige udmeldinger om ild og aggressivitet? For cheftræneren er det ikke en modsætning. Men det har handlet om at finde opskriften på at vinde fodboldkampe på den korte bane også.
- Jeg er en træner med pragmatisme før idealisme. Det med bare at være idealist og det så kun kan sejle i én retning, det tror jeg ikke på. Men der er ingen tvivl om, at der er meget i spillet i første halvleg, som ikke ligner det, jeg godt kunne tænke mig. Men når dagen er omme, handler det om at vinde fodboldkampe. Vi har fundet en model over to svære kampe, hvor vi har fået det gjort. Hvis vi snakker om ild og fremadrettethed, kan det også komme på omstillingsspillet, og når vi løber dem i stykker på omstillinger og skaber de chancer, nyder jeg også at se det - til trods for at jeg godt kunne tænke mig, at der i spillet mod bolden var mere aktivitet specielt i første halvleg.
Respekt til Rasmus
Brøndby IF havde til det sidste håbet at både anfører Jacob Rasmussen og midtstopperkollegaen Frederik Alves ville blive klar til AGF-kampen. Men det blev de ikke. De blev begge testet, men tommelfingeren blev vendt ned begge gange.
- Jacob (Rasmussen, red.) fik en lille skade i forbindelse med træningsugen. Jeg håber, han er klar i weekenden. Vi testede ham, og det var tæt på at han kunne gå igennem i dag, men kunne ikke alligevel, og det var årsagen til, at han ikke spillede.
- Alves troede jeg i virkeligheden var lidt tættere på, men der var også noget, der ikke gik i testen. Det er to spillere, hvor vi arbejdede til det sidste på at få dem klar, men det blev de ikke.
Og så var der pludselig bud efter Rasmus Lauritsen, som i den seneste periode har været ude med en skade. Og selvom Birk altid fremhæver kollektivet før individet, ville han efter mandagens kamp gerne fremhæve Lauritsens præstation.
- Så var det fantastisk at se Rasmus Lauritsen efter så lang tid ude. Jeg tæller kun to træninger for ham uden ret meget intensitet, og så går han ind og leverer sådan en præstation. Dyb respekt for Rasmus og det han leverede. Det har jeg også sagt i omklædningsrummet. Jeg prædiker altid kollektivet før individet, når jeg taler værdier og kultur, men i dag havde jeg brug for at sige, at når en mand stepper op på den måde, så skylder man ham også respekt.
På søndag venter der Brøndby endnu en svær kamp, denne gang gælder det et derby på udebane.
Deltag i diskussionen
LJS
Betalende bruger
8. april 2025
Finder hans pragmatiske tilgang, til de seneste to kampe, forfriskende.
Det vigtigste er jo 3 point på kontoen, efter hver kamp, efter min subjektive mening.
TibblingLove
Betalende bruger
8. april 2025
At skifte formation midt i kampene som vi har set flere gange, og at skifte Wass og Suzuki ud efter en times spil, er gode eksempler på dette..
LJS
Betalende bruger
8. april 2025
Vi er meget enige her.
niear960 8. april 2025
Kristianbs 8. april 2025
---
Svalen50 9. april 2025
Det kommer heller ikke bagpå på mig har set ham spille mange gange helt fra han var lille og spillede sammen med de andre drenge her i kvarteret i Brande hvor han kommer fra.
Brøndby85
Betalende bruger
9. april 2025
Det lønnede sig, da AGF ikke er gode til at være længe på bolden.